MARILYN MANSON + AMAZONICA
KULTURVÆRFTET, HAL 14, HELSINGØR
16.11.17
Af Anders Nygaard
Billeder: john-son
Kulturværftet dannede en flot og geografisk lidt utraditionel ramme om aftenens koncert med Marilyn Manson. De tidligere værftshaller er lavet om, så de matcher byens mange kulturelle behov, og den aflange hal 14 fungerer nu som koncertsal med plads til næsten 3000 mennesker. Den nypolerede og smukt oplyste hal udgør en flot industriel og rå ramme, og det virkede fra begyndelsen som et godt match med Marilyn Manson.
Inden vi nåede så langt, skulle vi dog lige igennem en halv times opvarmning med den britiske DJ Amazonica. Et mismatch af dimensioner og en oplevelse som fik især de mere hardcore heavy rockere til at ryste opgivende på hovedet. Bag en simpel DJ pult dansede en yngre kvinde med pagehår, imens hun angiveligt skruede på forskellige knapper foran hende. Resultatet var et løst sammensat medley af tung elektronisk musik samt metal og rockklassikere fra de sidste mange årtier. Alt fra The Beatles til Jimi Hendrix, Sepultura og Nirvana. Korte sekvenser af klassikere som alle kunne synge med på. Den eneste gang man reelt bemærkede Amazonicas fysiske tilstedeværelse var, da hun kom til at skrue ned for lyden under en sekvens med Rage Against the Machine. Et ellers sikkert trumfkort spoleret af manglende teknisk snilde. Alt i alt var ”koncerten” ikke meget andet end endnu et vidnesbyrd om shuffle-kulturens musikalske og eksistentielle dødvande.
Efter en pause på godt 40 minutter faldt scenetæppet igen, og Marilyn Manson gik på scenen. Gik er nok så meget sagt, for i en overdimensioneret og dramatisk udsmykket elektrisk kørestol nærmere rullede han på scenen som en anden Dr. Loveless. Som de fleste ved, så brækkede han for nylig anklen under en koncert, og det var altså grunden til det lille stunt. Fra sin stol sang han som aftenens første nummer ”Revelation #12” fra det seneste album. En noget vag start som ikke vagte megen genkendelse eller anderkendelse blandt publikum. Ukarakteristisk for en aften hvor Mansons nyere materiale ellers viste sig at stå overraskende stærkt. Den sløve start blev der straks gjort noget ved med henholdsvis ”This is the New Shit”, ”Disposable Teens” og ”mOBSCENE”. Selvom Mansons vokal enkelte gange kiksede, så fik de gamle hits straks publikum op i gear, inden tingene blev sat på plads med den nye ”KILL4ME”. Manson kan stadig skrive gode og medrivende sange, og for det kvitterede publikum flere gange med fællessang og jubel.
Mansons skadede ankel viste sig dog at være et problem. Koncerten igennem var han flankeret af to lægeklædte assistenter, som imellem og under hvert nummer sørgede for at give ham vand og skifte hans tøj og transportmiddel (henholdsvis kørestol og en form for gangstativ). Det var ikke blot et noget sølle syn, det var også frygtelig tidskrævende. Imellem hvert nummer gik der således en del tid, som uforståeligt fyldtes med stilhed eller uinspireret jam, og koncerten fik derfor aldrig det ønskede flow. Heller ikke, nu åbenlyst udmattede og irritable, Mansons indstuderede floskler, jokes og (af naturlige årsager hæmmede) bevægemønstre bidrog til koncertens udvikling. Værst var det, da han under covernummeret og publikumsyndlingen ”Sweet Dreams (are made of this)” i hospitalstøj vred sig på en læderbriks igen flankeret af de to assistenter, som nu stift stirrende holdt fast i hver deres ende af briksen, imens Manson teatralsk løftede en elektrisk lygte i mørket. Da lygten lidt efter gik ud, smed han den vredt hen ad gulvet og konverserede i skarpe vendinger med den ene af assistenterne, inden han genoptog sangen. Seancen fortsatte ind i nummeret ”Tourniquet”, hvor Manson igen rullede sig kælent på briksen, og nærmest nysgerrigt pillede ved assistenternes pandelamper. Et bizart syn.
De teatralske indslag var, af sikkert praktiske grunde, skåret helt ind til benet, og derfor var det egentlig en fin idé at tage udgangspunkt i Mansons handicap. Desværre fungerede indslagene kun i ringe grad.
Manson skabte for nylig overskrifter, da han fra sin kørestol pegede på publikum med et kunstigt maskingevær under ”We Know Where You Fucking Live”. Gamle Manson havde givetvis befundet sig fint midt i den kontrovers. Manson anno 2017 lagde sig fladt ned, og af samme grund var maskingeværet denne gang også udskiftet med en videokamera-attrap. Måske man bare skulle have fundet på noget helt andet fremfor på den måde at udstille sin egen tiltagende inkonsekvens. Ikke desto mindre fungerede sangen nogenlunde, og det samme kan i høj grad siges om efterfølgende ”SAY10”, som foreløbigt sluttede aftenen af. Kort efter kom Manson igen på scenen og spillede udmærkede udgaver af ”The Beautiful People” og ”Cruci-fiction in Space”, inden han hårdt smed mikrofonen på gulvet og udvandrede uden et ord.
Med en samlet længde på kun fem kvarter var koncerten til den korte side, og den svingende kvalitet og de mange pauser taget i betragtning kunne et par ekstra hits have gjort underværker.
Sætliste:
1. Revelation #12
2. This is the New Shit
3. Disposable Teens
4. mOBSCENE
5. KILL4ME
6. Deep Six
7. The Dope Show
8. Sweet Dreams (are Made of This)
9. Tourniquet
10. WE KNOW WHERE YOU FUCKING LIVE
11. SAY10
Ekstranumre
12. The Beautiful People
13. Cruci-fiction in Space
