EXECRATION + SLÆGT + REPTILIAN
Pumpehuset, Indre København
18.01.2018
Af; Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt
Det har stået ret småt til black/death metal-koncerter her til vinter i December 2017 og Januar 2018, på trods af at netop de genrer hele tiden trækker på vinter-symbolik og sangtekst-temaer samt forbindes. Ikke kun fordi hvor uindbydende, ekstreme og utilgængelige de er på kunstnerisk plan – men også fordi de på filosofisk plan repræsenterer universets rasende naturkræfter i al deres både frygtindgydende og men også guddommeligt storslåede .
Heldigvis havde Pumpehuset rådet bod på det her torsdag den 18. januar ved at invitere 3 af de skandinaviske black/death metal-grupper, der er blevet mest lovprist for at videreudvikle de genrers grundlæggende traditioner .
Første var det norske dødsmetal-orkester Reptilian. Nu er det ikke en genre, nordmændene er så kendt for, måske fordi deres black metal-scene udviklede sig i reaktion til hvordan den svenske death metal-scene var ved at blive assimileret af mainstream-musikindustrien. (sammenlign med hvordan svenskerblack-grupper som fx Marduk aldrig droppede dødsmetal-elementerne fra deres musik) Derfor er det til at forvente, nordmændene har en noget sidelæns indgangsvinkel til genren.
Reptilian viste sig også ganske rigtigt at være noget atypiske for genren. Bandnavnet og alt det ydre rum/science-fiction symbolik i deres pladecovers og sangtitler leder tankerne hen på den overraskende populære britiske konspirations-teoretiker David Icke, der mener at verdens overklasse i virkeligheden er reptiloide aliens forklædt som mennesker. At de havde en interesse for de mere politisk radikale dele af britisk New Age-kultur kunne også ses i deres trommeslagers Hawkwind T-shirt, jfr at den gruppes tekster består af lige dele new age-science fiction og venstreradikal agitprop. Reptilians musikstil bestod i af lige dele hurtige punkede dele med D-beats og 3/4-akkords riffs af og til krydret med hurtigere tremolo-melodier, samt langsomme sektioner hvor de 2 guitarister strikkede en tilpas overjordisk lydlandskab sammen af forvrængede teksturer mens bassen og trommernes mere indviklede rytmer fungerede som musikkens anker. Sangerens vokal var også et sted halvvejs mellem punkede råb og decideret growling.
En anden nyskabelse kom i, at i de hurtige dele brugte Reptilians guitarister nogle ret underlige fraseringer deres riffs og melodier. Guitarsoloerne var samtidig atonale, på en gang uformelle og indviklede kaskader af støj som om de havde 2 Kerry King’er til at duellere. De var ret gode til at skabe en tilpas paranoid og klaustrofobisk men samtidig trippet og spacy stemning. Selve deres sangskrivning kunne jeg godt savne mere retning fra: Ret mange af temposkiftene kom næsten ud af den blå luft uden tilpas opbygning. I de hurtige dele fik trommeslageren og bassen heller ikke nær så meget interessant til at lave som guitarerne. De langsomme psykedeliske sektioner synes jeg også tit trak ud længere end de virkelig havde substans nok til. Med andre ord slog Reptilian mig som en gruppe, der var noget overambitiøse i forhold til deres nuværende færdigheder som sangskrivere. I det mindste håber jeg dog, de forbedrer sig på deres senere plader.
Næste levende nummer var hovedattraktionen for ikke kun undertegnede men også størstedelen af publikum – nemlig Slægt, der blandt andet er blevet udnævnt til: Danmarks bedste nuværende rockband hvis ikke bedste black metal-gruppe siden Mercyful Fate; bedre til Dawn/Dissection/Sacramentum-inspireret melodisk black end de fleste svenskere er; mere sexede end 90% af kvinderne i København. Alligevel er de ikke endnu blevet så store et navne som lignende grupper såsom svenske Watain og Tribulation. Måske skyldes det at deres navn er svært at udtale og stave for ikke-skandinaver. Mske skyldes det at deres logo på én gang minder om et slet skjult svastika OG et slet skjult japansk militærflag – men i nogle dele af metalmiljøet gavner dét nok ens karriere mere end det skader…
Ligesom enhver selvrespekterende black metal-gruppe har Slægt gjort noget ud af deres image og live-præsentation: Midt på scenen havde de opsat et hedensk alter med et gedekranie, stearinlys og røgelsespinde. De gik på scenen i minimal elektrisk belysning med optagelser af orgelmusik spillende i baggrunden. I modsætning til enten det traditionelle black metal-corpsepaint/læder/pigge-look havde de i stedet klædt sig i 1800-tals-pirat-skjorter – en slags baglæns hentydning til, at Running Wild skrev seriøse okkulte sangtekster i Mercyful Fate-stil før de gik over til at synge om pirater i stedet? Da Slægt begyndte deres sætliste, lagde flere lag guitar/bas-forvrænging sig over salen som en tyk tåge med en sær varm glød som nordlys – og underlagt af et varieret bombardement fra trommeslageren tordnede en storm af syleskarpe tremolo-melodier henover salen.
Især live stod der klart, hvordan Slægt både mestrede mere atmosfærisk black metal og traditionel riff-baseret heavy metal på én grad hvilket er ret sjældent i black metal nu til dags: Man kunne høre, selv de mest abstrakte passager havde klart definerede melodier bag sig; de mere traditionelle riffs og guitar-duellers episke grandeur kanaliserede til gengæld både hård 70er-folkrock som Thin Lizzy eller Wishbone Ash såvel som den aura af mørk germansk hedenskab, der karakteriserer det fineste skandinaviske black metal. Efter Reptilian, der som sangskrivere konstant bed mere af end de kunne tygge, var det også en lettelse at se Slægt have så perfekt kontrol over ambitiøs sangskrivning: Meget af det kom fra at deres trommeslager hele tiden skiftede mellem forskellige slags rytmer, der anvendte nogle ret atypiske kombinationer, til hver af de forskellige sektioner alt efter hvilken typer melodier eller riffs samt at gruppen sørgede for omhyggeligt at opbygge spænding til hver ny sektion eller temposkift gennem overgangs-passager eller stille akustiske.
Første gang, jeg så Slægt live, var det som opvarmning for irske Primordial tilbage i 2016. Der var det tit var svært at høre begge guitarer over og selvom de gjorde det godt nok blev de totalt overrumplet af den gruppe som kom på bagefter. Her denne gang var det fuldstændigt omvendt – jeg vil faktisk sige Slægt klarede det mindst lige så godt som Execration. Eneste minus var, da det øverste bræt på deres alter væltede samtidig med at lysene fortsatte med at brænde og jeg blev nervøs omkring det hele ville gå ibrand – hvilket heldigvis ikke hændte.
Hovednavnet var norske Execration, der har gjort sig bemærket som et progressivt og nyskabende dødsmetal-projekt som samtidig lægger sig ret fjernt fra den overdrevent teknisk indviklede lyd forbundet med fx canadiske Gorguts eller newzealandske Ulcerate. Selvom det var svært at toppe Slægt, skuffede Execration ikke.
Execration var meget mere normalt klædt på: Den ene guitarist havde dog en læderjakke på over sin T-shirt af postrock-gruppen Russian Circles, et ret godt mikrokosmos for gruppens blanding af metal-tradition og avantgarde-mentalitet; den anden havde en vest med patches for den nye generation af kult-bands i norsk metal såsom Celestial Bloodshed og One Tail One Head. Gruppen havde dog hverken altre med røgelse opstillet på scenen eller orgel-underlægningsmusik som baggrund.
Man kunne høre på Execration, at de havde lånt nogle tricks fra hjemlandets black metal-scene: Guitarernes lyd var overraskende tynd og tunet efter atmosfære over tyngde som sådan, med riffs mere fokuseret på tremolo-baserede atmosfæriske passager spillet med bevidst akavet og surrealistisk melodi. Samtidig benyttede trommeslageren ret mange af Fenriz fra Darkthrone’s metoder til at designe sine rytmer til at lyde patent forkerte for at skabe maksimum foruroligende overjordisk stemning. De to guitarister stod også begge for vokalerne. Den ene for lave growls og den anden for noget renere thrashede råb.
Som nævnt før var deres musik progressiv uden at være teknisk indviklet eller særlig præget af akademisk musikteori: Sangstrukturerne havde meget aktiv tromme og bas, der lagde en bund for lyden ved hjælp af atypiske rytmer mens guitarerne så fyldte detaljer i lydbilledet via desorienterende melodier. Sangene holdt sig overraskende roligtt, og opbyggede spænding til dynamik mellem hvert temposkift med flere overgangsfaser hvor trommerne og bassen dominerede totalt, før de virkelig satte farten op. Netop dér føltes det endeligt som et inferno af slange-agtigt bugtende hurtige guitarriffs viklede sig rundt om publikums sansesystemer mens en meteorregn af blastbeats ramlede ned. Ikke alene havde Execration meget bedre styr
på sangskrivningen, men de havde en meget mere velrealiseret spacy stemning af kosmisk rædsel og dystopisk sammensværgelses end Reptilian. Måske giver Execration et ud på, hvad Reptilian kan udvikle sig til om et par år?
Bevares, Execration er ikke et band for alle. Men som et eksempel på dødsmetal, der vedligeholder alle genrens grundlæggende musikalske byggeklodser til at skabe noget nyt og anderledes er de ret velkomne i nutidens metalscene. Deres genistreg er, at hele deres musik er designet ikke efter at være tung, hurtig eller teknisk kompliceret men så desorienterende og foruroligende som mulig. En meget anderledes, men lige så tilfredsstillende nyfortolkning af deres genre som Slægts forening af traditionel heavy og moderne blacks sans for dekadent grandiositet.
