HATESPHERE + LIVLØS + WRATH OF BELIAL
VOXHALL, AARHUS
17.02.2018
Tekst og foto: Mariann Libach Burup
Wrath of Belial
Musikken fra højtalerne forstummer og Wrath of Belial indtager scenen. De møder publikum med en lydmur, der slår grænsen mellem koncertsalen og barområdet i småstykker. Flere folk samles foran scenen, dog stadig sporadisk og med jævne mellemrum.
Den intense energi der blev kastet ud over publikum fra første øjeblik stopper på intet tidspunkt i det halv time lange (eller korte om man vil) sæt som Wrath of Belial har taget med. På trods af deres begrænsede tidshorisont tillader forskråler, Kasper Hornstrup, sig at smide et par bemærkninger afsted mellem numrene. Kort præsentation af numrene, skåle med publikum og opgejling af de efterfølgende bands, samt en invitation til krammere og flyveskaller efter koncerten.
Der herskede på intet tidspunkt tvivl om at Wrath of Belial var kommet for at rode i gløderne, der skulle blive til et kæmpe festbål, og det gjorde de smukt. Alle bandmedlemmer var meget publikumssøgende ved fagter og råb undervejs. Et veloplagt band der formåede at sætte skub i løjerne. Fra det øjeblik de strøg guitaren første gang, var der ingen tvivl om at aftenens metalbrag var igang.
Livløs
De aarhusianske drenge i Livløs er efterhånden et synonym for en festlig oplevelse. Jeg er endnu uforstående over deres bandnavn, da hverken de, deres musik eller deres publikum på noget tidspunkt rammer den tilstand. End ikke efter koncertslut hvor man står tilbage med sprudlende energi i hele kroppen. Har nogen en god forklaring, er jeg lutter øren!
At dette Danmarks hårdeste boyband er på hjemmebane i Aarhus skal man være både blind og døv for ikke at opfange. En hær af skrigende piger og fans i alle former, farver og aldre klædt i deres merchandise bærer vidnesbyrd herom.
Livløs er så heldige at være i besiddelse af, i min mening, Danmarks ultimativt bedste frontmand. Simon Olsens ekstreme energi, udstråling og føling med musikken samt hans tekniske evner gør ham mere end værdig til denne titel. Han hopper og springer, skriger publikum forbandelser helt ned i ansigtet og headbanger til hans nakke og ryg på være halvvejs knækket. Har man endnu ikke oplevet ham med enten Livløs eller Baest, er det en oplevelse man ikke må snyde sig selv for.
Ind på scenen kom også frontmanden fra Bersærk, den sprudlende Casper Popp, til et lille minuts helt igennem intens optræden på nummeret Into Beyond. Et nummer der har helt særlig betydning for bandet og indeholder både clean vokal og det danske sprog, hvilket ellers ikke er Livløs’ hjemmebane men derimod virkelig Mr. Popps kram.
I starten af februar udgav Livløs deres debutalbum. Denne aften var der i den forbindelse kommet udsmykning på scenen og nye numre blev spillet med stor glæde og stolthed. Dette med god grund. Publikum tager imod alt hvad drengene har at byde på. Moshpits og wall of deaths er efterhånden selvfølge til Livløs’ koncerter og dette var ingen undtagelse.
Hatesphere
Folk var på dupperne efter at have været vidne til endnu en omgang “slås og bolle” musik fra Livløs og var helt klar til aftenens hovednavn. Salen var nu fyldt og temperaturen steget markant. Publikums energi virkede ikke til at have nogen øvre grænse denne aften, hvilket også blev påtalt af Esben “Esse” Hansen senere på aftenen. Hele salen vugger frem og tilbage i de tunge passager og hår og mennesker flyver rundt i de hurtigere numre.
Hatesphere er et rigtigt godt live band, til trods for enkelte timings der var off. Dette bliver reddet af deres energi på scenen.
En række koncerter i dette forår, hvor Hatesphere spiller det længste sæt de har spillet til dato, går samlet under navnet “Something New, Something Old, Something Borrowed, Something Live”, så efter at have spillet noget gammelt og noget nyt var det blevet tid til noget lånt. Det blev DADs Ill Will og Anthrax’ Caught in a Mosh og det faldt ikke ringe til blandt publikum. Folk skreg med på ILL WILL og moshede løs til det hurtige Anthrax rytmer.
Også Hatesphere gjorde brug af en gæsteoptræden. Denne gang var det Simon Olsen der sprang på scenen til nummeret Iconoclast, der er skrevet i selskab med Trevor Strnad fra The Black Dahlia Murder. – “Men han er jo ude at turnere med sit eget band, så vi har fundet en stand in” forklarer Esse.
Efter at have spillet længe nåede der at komme bekymring blandt nogle publikummer om vi overhovedet skulle høre Pepe spille solo. Denne bekymring skulle dog tværes noget så tydeligt ud i gulvet da Pepe den sidste halve times tid leverede den ene saftige solo efter den anden.
Frontmand Esse fortæller i løbet af koncerten at han har halsbetændelse, hvilket ikke gør hans indsats på scenen mindre imponerende. Det er ikke kun musikken og vokalen der fortæller grusomme historier, også Esbens ansigt skriger galskab. Til modsætning smiler guitarist og hovedkomponist Peter “Pepe” Hansen og resten af bandet til den helt store guldmedalje.
Bandets optræden denne aften var også næsten til samme udmærkelse. Hvis man ser bort fra de ups’ere der kom i løbet af det omtrent halvanden time lange sæt. Hatesphere spillede igennem og publikum festede løs til lyden af det. Det skulle ikke undre mig, om mange andre også husker aftenen gennem synet af deres eget piskende hår.
