For femte år i streg blev dørene åbnet til en stadigt voksende festival i det midtjyske. Viborg er normalvis en by man knapt nok refererer til, medmindre man er urbanhistorie interesseret eller har fanget at tidligere landsholdstræner Ulrik Wilbek nu sidder på borgmesterposten. Dette stopper dog ikke de kære ildsjæle fra at byde på en god gang smadder én gang årligt.
Tekst og foto: Mariann Libach Burup
Til at byde musikalsk velkommen og sætte stemningen til smadderfesten var Olm inviteret på scenen. De vrede aarhusianere, med det så passende navn, bød ikke op til dans, men fik vækket de fremmødte med deres tunge sludge metal. Problemer med lyden i forsangerens monitors var skyld i en lille skævskydning af sammenspillet i et øjeblik. Det blev der dog rettet op på, og koncerten fortsatte nogenlunde smertefrit derefter. For publikum i hvert fald. Forsanger/brøler Morten Sandvei havde inden koncerten fået sig en gedigen omgang næseblod og spillede koncerten med en servietprop i næsen. Kadeau skal han have for at gennemføre og hjælpe til med at vække de eftermiddagstrætte blandt publikum.
Senere på aftenen stod den på mere Aarhus metal. Denne gang døsmetallerne i Crocell, der sidste år fejrede 10 års jubilæum. Det var tydeligt, at der var stor genkendelses glæde blandt publikum, og flere af de trofaste Aarhus publikummer havde da også taget turen til Viborg for at støtte op om arrangementet. Det kunne mærkes. For første gang denne aften kom der for alvor tempo på. Forinden havde Advocacy spillet prog, men uden videre uptempo drevne numre. Dette brag var lige hvad publikummet havde brug for, og både band og publikum var stærkt veloplagte koncerten igennem. Forsanger Asbjørns djævelse mimik og gestikulation var med til virkelig at bringe Crocell ud over scenekanten. Bassisten havde de lånt fra Asbjørns andet band, The Petulant, da Onkel K. Jensen, befandt sig udenlands. Dette bemærkede man dog ikke, da musikken først spillede. Traditionen tro blev Crocell snapsen sendt rundt. Halvanden flaske blev slubret i publikum. Nu var festen for alvor igang.
Fra det fjerne Sjælland overtog de unge herrer fra Slægt scenen efter A Vision Ablaze. Salen nærmer sig at være fyldt for anden gang denne aften. De københavnske knejter viser hvorfor, de fortjener at få den opmærksomhed de er blevet tildelt den sidste tid. De er stilsikre i både udseende og musik, og tryllebinder publikum. Alle ser fascineret til mens de langhårede gutter lader sig føre rundt på scenen af deres egen sorte metal. De er nogle fantastisk dygtige drenge, der overraskede mig meget positivt, her til min Slægt debut.
Til at slutte aftenen af var Iniquity, og aftenen blev sluttet af med et brag. Tempoet var skruet op, og det var sært at stå stille til. Hår fløj rundt om i salen, som bevis på hvor velspillet og friskt disse efterhånden halv-ældre herrer optrådte. Bandet, der har spillet on-off siden 1989, vidner om stor erfaring. De fulgtes ad som tandhjul i en velsmurt maskine, og så var det så pokkers tungt. Ligesom hovedet da jeg forlod første dag på Viborg Metal Festival, for at lade op til næste dags koncerter.
Denne beslutning skulle vise sig at være god, da anden dagen startede ud med de aarhusianske vilddyr i Death to Seattle. “Fuck Viborg er en lorteby. Det fandt vi ud af allerede da vi kørte ind i den” startede forsangeren, Rasmus, hvorefter første nummer blev spillet efter en kort præsentation. Og bom fallera, så skal jeg love for der var gang i festen. Der blev i hvert fald gjort et ihærdigt forsøg fra scenen for at sætte skub i løjerne. Der blev skreget, råbt og spillet hurtigt. Vokalist og guitarist, Rasmus, sprang rundt på scenen sammen med Simon Buje, der smadrede løs på bassen. Hvis ikke ens lattermusklerne blev varmet op under denne koncert, har man været lidt af en tør snegl, for der var noget for alle at grine af. Mellem størstedelen af numrene blev der lukket mundlort og jokes ud, og under numrene blev der handlet som jungledyr, for til sidst at eksplodere i stor forløsning. Under sidste nummer blev der smadret både bas og guitar. Guitaren blev dog først smadret ned i hegnet mellem publikum og scene og kastet ned på gulvet efter at Rasmus havde ligget og grænsende til seksuelle bevægelser op ad den og været i kamp med bass og bassist.
Death to Seattle er et mindeværdigt band, der brænder sig fast på nethinden for deres nådesløse liveshow. Der er stadig forbedringer at hente på musikken, men de bliver bedre og bedre for hver gang jeg ser dem.
Fra nærdødsgrunge til Mother of All. Egentlig er bandet et soloprojekt af Martin Haumann, der blandt andre har turneret med Myrkur, men de det er en udfordring at spille både lead- og rytme guitar samt bas og trommer imens man spiller, havde han fået sig en lille huldfuld andre dygtige musikere med på holdet. Det var en møg fed oplevelse, for at sige det på godt midtjysk. Jeg stod tilbage med en følelse af eufori, glæde og varme i kroppen. Dét kan metal åbenbart også gøre. Dog var Martin Haumann, der sang og spillede guitar under koncerten, besværet ved at skulle klare begge disse to indgange til musikken. Ofte kiggede han ned på guitaren, og drejede derfor munden væk fra mikrofonen, hvilket gjorde det svært eller noget nær umuligt at høre ham synge.
Røgen svæver ind over scenen og det dystre blå-lilla lys overtager rummet. Det er blevet tid til mørke og black metal; det er blevet tid til Afsky. Salen er næsten fyldt, og pøblen venter i spænding på at bliver overøset i mørke. Ole Luk kommer på scenen og tænder de opstillede fakler til lyden af kor og kvindesang i højtalerne. Flammernes lys bryder igennem røgen, næsten kun i selskab med det mørke musik fra et dystert univers. Ole Luk og hans medmusikanter drager publikum ind i et Dystopia, og hans karakter er tydelig på scenen. Både i form af stemme og look.
Klar til deres første koncert på dansk jord, betræder Apocalypse Orchestra scenen. De er en svensk gruppe, der spiller en blanding af middelalderlig folk og doom metal. Hvert bandmedlem havde egen mikrofon og en tromme placeret foran sig. Hovedsageligt sang forsangeren på henholdvis engelsk og et andet for mig ukendt sprog, men han var ikke altid alene. Under koncerten blev der flere gange sunget og messet flerstemmigt med stor evne langt størstedelen af tiden. Der var undertiden få toner der glippede, men det trak ikke oplevelsen ned. Med til at sætte stemningen og trække publikummet med tilbage i middelalderen var drejelire og sækkepibe samt deres kutter. De trak os tilbage i et tidligere univers, men mere interessant var det heller ikke. Ikke for undertegnede i hvert fald.
Festivalens headliner, Grave, var proklameret til at skulle spille deres 30 års jubilæums show. Dette havde jeg dog tilnærmelsesvis svært ved at tro på under koncerten. Der var omtrent lige så meget – hvis ikke mere – hopla i disse aldrende herrer, som i flere af de andre bands med en betydeligt lavere gennemsnitsalder. Koncerten vidnede om flere års samspil, omend det kun var frontmand Ola Lindgren der står tilbage som originalt medlem. Dette lod dog ikke til at have nogen betydning for publikum, der fik rystet håret godt og grundigt. Første række virkede som i ren ekstase med hoppede mænd og folk der hang over hegnet for at headbange i frit rum. Dette kan også have noget med de sene aftentimer at gøre, men lad nu æren tilfalde Grave. Her blev festivalens moshpit også startet. Og endt hurtigt igen. Den maksimum fem mand store moshpit stoppede hurtigt efter en mand og et bord (der var underlag for et par fadøl) kyssede gulvet for en stund. Grave var en eminent afslutning på en god festival, og i særdeleshed en god lørdag.
Helt generelt blev festivalen afviklet flot i hyggelige og behagelige omgivelser. Mulighed for at komme lidt væk og lytte ved borde på trappen op til baren, var guld værd. Også et samtalevenligt lydniveau og temabaren Six Shots Saloon i gangen nød jeg og mange andre godt af. Eneste ulempe var dog temperaturen, da det sneede under store dele af festivalen, og de få grader, plus eller minus, gjorde sit indtog indendøre.
Under hele festivalen blev man mødt af imødekommende frivillige og god stemning. Band og arrangører gik rundt blandt publikum og var ikke afvisende over for en kort sludder for en sladder.
Rent musikalsk kan der siges to generelle ting. Først og fremmest var rækkefølgen på fredagens bands højst besynderlig. Der blev ikke lagt frygteligt meget op til dødsmetallerne Crocell, og da de havde spillet, blev alt trukket tilbage til hvad der føltes som en lille hyggelig baghave koncert med A Vision Ablaze oven på en omgang død. Salen blev hurtigt tømt efter Crocells koncert, og derefter lod det til at energien blandt publikummerne var brugt, eller dagens ration af øl var indtaget.
Lørdag fungerede derimod godt, og jeg vil huske Viborg Metal Festival 2018 for en fantastisk oplevelse med Grave, imødekommende mennesker og en god del Ferna Mentha i Six Shot Saloon. Pengene går trods alt til næste års afvikling.
