FRANK CARTER & THE RATTLESNAKES+DEMOB HAPPY+WOES
LILLE VEGA, KØBENHAVN
17.3.18
Af Bell Bruun
Foto: Japs
Den lille, rødhårede mand med den kæmpestore udstråling har, som frontmand i et fantastisk velspillende band, på få år overbevist en stor skare af danskere om, at ham og hans klapperslanger er nogle, man skal kende og især opleve live. Siden deres første koncert på Roskilde Festival 2016 er der ikke sket de store ændringer i liveoptrædenen, men hvis noget fungerer, laver man det jo heller ikke om. Spørgsmålet er blot om det stadig fungerer fjerde gang?
DEMOB HAPPY
Først må jeg tilstå en lille forseelse fra denne anmelders side: Jeg havde læst at opvarmningen, Woes, startede klokken 20, og indfandt mig derfor i Vega på klokkeslettet, for blot at finde ud af, at Woes faktisk allerede havde spillet. Jeg havde åbenbart misforstået noget, og jeg beklager derfor den manglende anmeldelse af Woes. Dog var der så, til min store overraskelse, et andet opvarmningsband, som jeg heldigvis nåede at overvære. Demob Happy er fra England og blev på Facebookbegivenheden for koncerten beskrevet som en slags grunge, og er åbenbart ydermere kendt for at levere nogle støjende liveshows. Forsangeren ligner en blanding af Beatles’ John Lennon og Opeths frontmand, Mikael Åkerfeldt, men vokalen minder dog ikke om nogle af de to. Bandets musik er egentlig ret svær at placere ud fra de numre, de spillede til koncerten, for sangene bevægede sig i mange forskellige retninger rent genremæssigt: På de første par numre fik jeg en fornemmelse af syrerock, der møder britpop, i særdeleshed på et af numrene, hvor trommeslageren sang kor på en måde, som bandet Blur kunne have fundet på i 90’erne. Det var meget britisk i det hele taget. På nogle af de sidste sange på setlisten var bandet dog i højere grad ovre i netop grunge, men bestemt også stonerrock i en hurtig, fræsende version, og især trommespillet og guitarfigurerne ledte tankerne hen på amerikanerne i Queens of the Stone Age, på trods af at vokalen dog ikke lød som Josh Hommes meget specifikke måde at synge på. Man var godt underholdt af Demob Happy, der blev bedre og bedre jo flere sange, de spillede, og selvom vokalen er lettere uinteressant og anonym, gav bandet en overbevisende koncert, og virkede, som om de gerne ville levere en fed oplevelse til de fremmødte i salen. Og de fremmødte gav også udtryk for at være ganske begejstrede for bandets musik. Forsangeren fortalte i øvrigt, at de den 23. Marts udgiver et nyt album, så det er en oplagt mulighed for at stifte et nærmere bekendtskab med Demob Happy, hvis man ønsker det.
FRANK CARTER & THE RATTLESNAKES
Det er svært at begribe, at aftenens hovednavn kun har eksisteret i tre år, og at der for blot to år siden ikke var særligt mange i Danmark, der anede hvem de var. Frank Carter var dog ikke helt ukendt, da han tidligere var forsanger i bandet Gallows, der spillede, og stadig spiller, en noget mere rå, arrig og old school-inspireret udgave af punk, end den, Frank Carters nuværende band begår sig i. Carter nåede at være med på bandets to første albums Orchestra of Wolves og Grey Britain, inden han i 2011 forlod bandet. Da Frank Carter & The Rattlesnakes første gang gæstede Danmark var det til en formidabel koncert på Roskilde Festivals mindste scene Pavillon, og den dag virkede det, som om samtlige fremmødte til koncerten blev grebet af den karismatiske lille mand med det blomstrede jakkesæt og den overbevisende scenepersonlighed. Da bandet nogle måneder efter vendte tilbage til den lille scene på Beta, Amager Bios lillesøster, var det til en udsolgt koncert, og det var en af de mest medrivende koncerter, denne anmelder nogensinde har overværet. Den aften ligger meget højt på listen over bedste koncertoplevelser. Sidste sommer spillede bandet så igen, denne gang på Copenhell, og igen på den mindste scene, Pandæmonium. Igen leverede bandet en fed koncert, om end det som bekendt er en anden oplevelse at være til festivalkoncerter end det er at se et band på et indendørsspillested. Der må dog have været mange, der var glade for Frank Carter & The Rattlesnakes’ optræden på Copenhell, og den var også god, men ikke helt på niveau med de to andre gange, bandet havde spillet her, men med et så højt bundniveau som de mønstrer, er det langt fra en katastrofe, og i hvert fald var koncerten af så høj kvalitet at Lille Vega meldte udsolgt et godt stykke tid før gårsdagens koncert. Frank Carter fortalte faktisk under koncerten, at netop koncerten i København var den, der først blev udsolgt på turnéen, så det viser noget om bandets stigende popularitet her til lands.
Frank Carter & the Rattlesnakes gik på scenen under stor jublen fra publikums side og lagde ud med den fængende, flabede ”Trouble” fra deres virkelig vellykkede debutalbum Blossom fra 2015. Sangen blev leveret med den sædvanlige energi, som hele bandet mestrer til fingerspidserne, hvilket også var tilfældet med den hidsige ”Fangs”, hvor det altid er sært forløsende at skråle med på omkvædet ”If you got fangst hen stick them ouuuut!”. Hele publikum havde i den grad hugtænderne fremme. Lyden var optimal i Lille Vega, sådan som den stort set altid har for vane at være derinde, og bandet udviste endnu en gang en tydelig og oprigtig glæde ved at stå på en scene og, ikke mindst, at crowdsurfe. Fra debutalbummet fik vi også den dejligt vrede ”Juggernaut”, som er endnu et fedt nummer at råbe med på af sine lungers fulde kraft. Frank Carter var ude at crowdsurfe utallige gange i løbet af koncerten, og formåede også at stå oprejst oven på publikum et par gange; det er et af hans kendetegnende tricks, og indrømmet, det virker, men når det er fjerde gang, man oplever bandet live, så ved man næsten også, hvad der vil ske. Ikke at det ikke er fedt, men det er ikke helt så vildt og overaskende. Og apropos netop disse tidligere koncerter, talte Carter om alle de gange, bandet havde spillet i Danmark, og hvordan de især husker koncerten på Beta som noget helt specielt. Den slags kan nemt virke søgt og som noget, han sikkert siger i hver en by, men der er noget ægte og ærligt over Frank Carter og derfor er man lidt mere tilbøjelig til at tro hans ord, end man er de fleste gange når musikere siger ”You’re the best crowd ever!”. Carter virker oprigtigt glad og taknemmelig for at spille for sine fans, og det er rart. Bandet udgav sidste år deres andet album Modern Ruin, og hvis man havde håbet på et lige så punket og arrigt album som debuten, så blev man skuffet, da sangene på andet album er noget anderledes og i nogle tilfælde mere stille, og ikke helt så punk i udtrykket. Dog ville det også være en skam hvis Frank Carter aldrig gjorde andet end at råbe aggressivt, for han har en god renvokal, der kan meget mere end at skråle på klassisk
punkmanér. Sangene fra Modern Ruin får også, som det ofte er tilfældet live, en hårdere kant til koncerter og her er en sang som ”Vampires”, som bandet leverede med stort overskud, virkelig en fed oplevelse, ikke mindst omkvædets linje ”I don’t wanna live in the shadow of the man anymore”- helt væk er punken trods alt ikke. Frank Carter er også kendt for at være lidt af en feminist, og også til denne koncert opfordrede han alle kvinder i publikum, der tidligere ikke har haft lyst til at crowdsurfe af frygt for fremmede mænds malplacerede hænder, til at crowdsurfe under sangen ”Wild Flowers” og formanede samtidigt alle de mandlige tilstedeværende om at opføre sig ordentligt. Det var endnu en succes for bandet. Under tidligere koncerter har der også været nogle mere følsomme momenter, når bandet spiller den smukke ”Beautiful Death”, hvor Frank Carter på Roskilde Festival, så vel som på Beta, formåede at få hele publikum til at sætte sig på gulvet og tænke på nogen, de havde mistet. Der var virkelig en klump i halsen og det var vildt at se folk sidde med tårer i øjnene til en koncert, der ellers mere mindede om en hidsig, sjov dansefest. På Lille Vega opfordrede Frank Carter i stedet til at man skal huske at ringe til folk, der måske ikke har det så godt, og tjekke om de er okay, hvorefter, bandet spillede sangen ”Loss”. Det gav ikke samme fine effekt overhovedet desværre, især ikke, fordi der var en del bagerst i lokalet, som ikke formåede at holde kæft imens manden talte. Det frategnet gik koncerten videre i samme høje tempo med vild energi, og Frank Carter fik folk til at danse til ”God is my Friend”, et nummer som ellers ikke er et de mest spændende fra Modern Ruin, men som er et godt livenummer, selvom det dog ikke kan hamle helt op med ”Devil Inside Me” eller ”Lullaby”, som bandet også spillede, hvor sidstnævnte blev dedikeret til Frank Carters datter. Da bandet spillede på Beta for halvanden år siden, havde de stadig kun udgivet et enkelt album, og spillede derfor, til stor begejstring for publikum, ”Fangs” to gange grundet mangel på sange. Denne historie genfortalte Frank Carter i Lille Vega og fortalte, at bandet nu ser det lidt som en København-tradition, hvorfor de spillede ”Fangs” en gang til. Koncerten blev, vanen tro, afsluttet med den fænomenale, for bandet nærmest hymneagtige, ”I Hate You” og publikum var i ekstase, hvilket de var det meste af koncerten, i hvert fald i den forreste halvdel af salen. Som anmeldelsen bærer præg af, så var der en del gentagelser fra de andre gange, Frank Carter & The Rattlesnakes har spillet i Danmark, og det er ikke et decideret problem, men de skal måske passe på, at det ikke bliver alt for trivielt, for det passer slet ikke til dem. Det skal dog fastslås, at disse gentagelser på ingen måde vidner om et band, der er ved at køre trætte i at spille live, for det er bestemt det modsatte, der er tilfældet: Frank Carter & The Rattlesnakes beviste i Lille Vega endnu en gang, at de er et af de bedste nulevende livebands og det er altid en kæmpe fornøjelse at opleve dem live. Og lige den del, må de endelig blive ved med at gentage.