VENOM INC./SUFFOCATION/NERVOSA
Pumpehuset
19.03.2018
Af Nolder
Foto: Jimmi Brandt
En varieret old school pakke med thrash, slam death og thrash’n’roll ramte Pumpehuset hårdt en mandag i marts!
Da denne anmelder overværede Heaven Shall Burn og Whitechapel forrige mandag, var den store sal i Pumpehuset stuvende fuld og kogte af ungdommelig energi. Derfor var det noget skuffende, at vel kun omkring 150-200 mennesker havde fundet vej til samme bygning en uge senere, men de gamle, garvede orkestre inden for thrash, død og black’n’roll trækker åbenbart ikke nær så hårdt som den mere moderne metalcore.
Grundet det beskedne fremmøde var den store sal på første lukket, og arrangementet blev afviklet i stueplan. Her havde Survive og Aeternam allerede fyret den af, da undertegnede dukkede op til den dejlige brasilianske trio af damer, som udgør Nervosa. Nervosa så jeg allerede sidste år i Beta, hvor de var hovednavn og kom, så og sejrede. Det samme gjorde de principielt denne aften i Pumpehuset, hvor bandets spilletid naturligt nok dog var kortere og lyden knapt så fed. Der manglede lidt power i bassen, så når Prika spillede sine soli, faldt lyden lidt til jorden. Det ødelagde dog på ingen måde sættet, som vanen tro var fyldt af old school energi og med en god kontakt mellem forsjunger Fernanda og publikum. Sættet var en nedkortet version af koncerten i Beta, og der blev tid til numre fra begge fuld-længder samt ”Masked Betrayer” fra ep’en, og der sluttedes naturligvis af med en viril version af ”Into Moshpit”.
Next up var gode, gamle Suffocation, som jeg denne aften skulle se for første gang uden navnkundige Frank Mullen i front. Frank turnerer jo desværre ikke med bandet længere og var på denne tour erstattet af Ricky Myers, bl.a. kendt fra Disgorge, hvor han sidder bag trommerne og fyrer blastbeats af. Blastbeats var der også masser af denne aften, hvor Suffocation pløjede sig igennem et saftigt udvalg af nyt og gammelt – med de gamle klassikere ”Pierced From Within” og naturligvis ”Liege of Inveracity” som højdespringere i min bog. Bandet var stramt som Nervosa-pigernes… ahem… bukser, og lyden var intet mindre end ypperlig, så selvom jeg ofte går lidt død i den helt brutale dødsmetal hen over et helt sæt, så formåede Suffocation at holde mig både fanget og bangende hele vejen igennem. Og horns up for Rickys t-shirt med teksten ”Do You Even Slam” på bagsiden… og ja, det gjorde han i den grad! Glæd jer til Suffocation på Copenhell.
Endelig blev det tid til hovednavnet Venom Inc., som jo er Mantas’, Abaddons og Tony Dolans version af gode gamle Venom. Venom var bandet, som introducerede undertegnede til den ekstreme del af vores scene tilbage i de helt tidlige firsere, før jeg endnu havde hørt noget om Metallica og Slayer, og de har derfor en helt speciel plads i mit metalhjerte. Og ja, så vil nogen sige, at Venom ikke er Venom uden den ikoniske sanger Cronos, som fortsat kører fint derudad med sit eget Venom, men Venom Inc. indeholder trods alt 2/3 af det originale Venom og lægger sig stilmæssigt i fin forlængelse af den originale Venom lyd. Og så spiller de jo en masse af de gamle classix live, hvilket heldigvis også var tilfældet denne aften, hvor især ”Welcome to Hell”, ”Live Like an Angel, Die Like a Devil”, ”Die Hard”, ”Warhead”, ”Black Metal”, ”Countess Bathory” og ”Witching Hour” fik mit pis i kog. Til gengæld var jeg lidt bummed over, at andre über-klassikere som ”Seven Gates of Hell”, ”Raise the Dead” og ”Bloodlust” havde fået kniven til fordel for mere obskure gamle sange som ”Sons of Satan”, ”Don’t Burn the Witch” og ”Leave Me in Hell”. Oh well, man kan ikke få det hele, og jeg skal også skynde mig at sige, at det jo ikke bare var old school wankery det hele. Der blev skam også tid til en håndfuld sange fra Venom Inc.’s 2017 album Avé, hvorfra især den lange sætåbner ”Avé Satanas” tog store kegler. Lyden var cool og bandet i den grad på, bedst personificeret ved
Tony ”Demolition Man” Dolan, som sættet igennem hyggede sig og fik sendt varme hilsner til både nyligt afdøde Killjoy fra Necrophagia og sin bandkammerat Abaddon, som var hoppet af touren, fordi han lige er blevet far. Hvem der i stedet styrede trommerne til aftenens show, fandt jeg aldrig ud af, men han lagde en solid bund og var mere tight, end jeg nogensinde husker at have hørt Abaddon selv.
Alt i alt en herlig aften, som alt for få overværede, men som fint viste, hvordan thrash, death og black fint kan gå hånd i hånd.
Nolder
