Metallica + Kvelertak
27. marts 2018
Jyske Bank Boxen, Herning.
Af: Thomas Thomsen
Foto: John-son
Tirsdag aften spillede Metallica for fjerde gang på dansk grund siden indvielsen af Royal Arena den 3. februar 2018. Denne gang stod Herning for skud på deres WorldWired Tour.
Hvis vi lige ser bort fra numrene fra Hardwired…To Self-Destruct var der lidt for meget autopilot over sætlisten, med et enkelt, men ikke uvæsentligt, fejlskud.
KVELERTAK
En norsk blanding af hardcore punk og sort metal pakket ind rock ‘n’ roll. Det var, hvad menuen stod på, før Metallica skulle indtage scenen.
Måske jeg havde vat i ørerne, eller blot er ved at blive tonedøv – men vokalen var lige så fraværende som mesterskabstitlerne i Brøndbys pokalskab det seneste årti og lidt mere til.
Til at begynde med kunne det virke som startvanskeligheder, som krævede justering på de rigtige knapper. Men der blev ikke skruet op eller ned for hverken det ene eller det andet. Om det var lydmanden, der havde mistet evnen til at skrue på de rigtige knapper, er et godt spørgsmål.
Et kort øjeblikkelig slog tanken mig, om det virkelig skulle lyde sådan (indrømmet jeg kender ikke særligt meget til Kvelertak). Og hvis det var tilfældet, hvad fanden var så meningen med at have en forsanger på scenen. Det virkede som om vokalen, var glemt langt oppe i de norske fjelde.
Det der kunne have været en fornem præstation, resulterede i en flad fornemmelse. Lige så flad som en daggammel fadøl, der ellers kunne have smagt nydeligt, på rette tid og sted.
Generelt virkede Kvelertak energiske og opsatte på at levere en fest ,og bevise hvorfor de var support for Metallica. Der var – hvis vi lige ser bort fra vokalen – drive og energi at spore i deres musikalske formåen. Det var råt og saftigt.
Men det hele faldt til jorden med et brag grundet den manglende vokallyd.
METALLICA
Fra jammerligt, over mesterligt x 2, til godkendt.
Det er den kortfattede opsummering på, hvad Metallica har præsteret de fire gange, jeg har overværet giganterne på dansk grund de seneste 14 måneder.
Det jammerlige i forbindelse med indvielsen af Royal Arena i fjor, grundet sygdom hos forsanger James Hetfield. Lovlig undskyldning, når man ser i bakspejlet. Eller var det mangel på situationsfornemmelse, at den ikke blev aflyst. Måske værternes prestigeaften vægtede højere end hensynet til helbredet.
Det mesterlige da de nogle dage senere i den grad tog revanche samme sted, og beviste, hvorfor de hører til eliten og i den grad satte kritikerne – inkl. overtegnede – til vægs. Og da de i den grad gentog bedriften i september måned som erstatning for deres aflyste koncert den 5. februar 2018.
Og så det godkendte, som var resultatet efter tirsdagens optræden i Jyske Bank Boxen på den jyske hede.
For første gang var Herning værter for Metallica. Sidste gang de optrådte på de kanter, var tilbage i 1987, hvor Holstebro stillede lokaliteter til rådighed.
Der var ikke mange af de fremmødte der tirsdag aften var gengangere fra koncerten for 31 år siden. Dengang hvor en heavy metal koncert var for det farlige segment. Sådan er det nødvendigvis ikke længere.
De farlige er blevet ældre og måske mere bløde i kanten – men kærligheden til den hårde musik eksisterer stadig i bedste velgående for de fleste.
Og så er der dem, som måske blot skal se giraffen, fordi de hører til de store og fordi de blot venter på, at høre ”Nothing Else Matters” og ”Enter Sandman”.
Her vil flere måske sige – Jamen, det er jo Jylland. Ja, faktuelt er det, men det er jo ikke ensbetydende med et stillegående publikum. Og ikke et ord om mine rødder og opvækst med korslagte arme.
Hardwired…To Self-Destruct i centrum
Deres senest udgivelse Hardwired…To Self-Destruct fra 2016 fyldte godt på sætlisten. For meget vil nogen måske sige, suppleret af for lidt kvalitet på de udvalgte numre.
Men med Hardwired…To Self-Destruct beviser Metallica, at de stadig kan. For albummet emmer langt hen af vejen af fordums styrke.
Aftenen blev skudt i gang med ”Hardwired” og ”Atlas, Rise!” efterfulgt af altid mesterlige ”Seek & Destroy”.
Men så begik Metallica den store fejl, at de kastede sig ud i ”Holier Than Thou” fra The Black Album. Hvorfor? Et fejlskud af dimensioner, som de rask væk, kunne have undgået med så mange andre numre fra bagkataloget.
De kom dog tilbage på sporet med ”Welcome Home (Sanatarium)”, som hører til den absolutte top, og senere ”Halo on Fire”, som – trods sin stille indledning – er et af de bedste numre Metallica har begået i mange mange år.
Den sædvanlige guitar- og bassolo var blevet ”erstattet” af en coverversion af Gasolins ”Rabalderstræde”, med Kirk Hammett og Robert Trujillo i centum og med sidstnævnte på vokal. En sjov lille gimmick som faktisk kaldte på behørig applaus, særligt for Trujillo’s danskkundskaber. Og foruden ”Enter Sandman” aftenens største fællessang.
Fra dette øjeblik forløb aftenen på sædvanlig vis forledes jeg til at sige. Hvis vi lige ser bort fra ”Moth Into Flame” og ”Spit Out The Bone” blev den kørt sikkert hjem – lidt for sikkert.
Metallica har ellers for vane at jonglere godt og grundigt med indholdet på sætlisterne fra aften til aften.
Men hvis de virkelig skulle jonglere burde de i mine øjne begynde, at forholde sig kritisk til numre som ”For Whom The Bell Tolls”, ”Creeping Death”, ”Sad But True”, ”One”, ”Master of Puppets”, ”Nothing Else Matters” og ”Enter Sandman”.
Ikke forstået på den måde, at numrene er dårlige, men de begynder at nå det punkt, hvor de er blevet spillet ihjel.
Det virker for let, for sikkert og for forudsigeligt.
Synd for numrene, men i særdeleshed synd for den oplevelse Metallica kunne være, hvis de virkelig rystede posen.
Smid numre som f.eks. ”The Four Horsemen”, ”Motorbreath”, ”Whiplash”, ”Metal Militia”, ”The Thing That Should Not Be”, Disposable Heroes”, ”Leper Messiah”, ”Dyers Eve”, ”All Nightmare Long, ”My Apocalypse” og af personlige grunde ”Broken, Beat & Scarred”, så skal I se løjer.
Metallica gør mig og andre den tjeneste – overrask os med noget vi ”ikke” kender.
Det spillede Metallica:
The Ecstasy of Gold (intro)
Hardwired (intro)
Hardwired
Atlas, Rise!
Seek & Destroy
Holier Than Thou
Welcome Home (Sanatarium)
Now That We’re Dead (med trommeshow)
Confusion
For Whom The Bell Tolls
Halo on Fire
Rabalderstræde (Kirk & Rob)
Last Caress (Misfits)
Creeping Death
Moth Into Flame
Sad But True
One
Master of Puppets
Ekstra:
Spit Out The Bone
Nothing Else Matters
Enter Sandman (The Frayed Ends Of Sanity afslutning)