SLEEP
Den Grå Hal, Christiania
23.05.2018
Anmeldelse: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt
Sleep fra San Jose, California stog tilbage i 1990’erne sammen med Kyuss fra Palm Springs i samme delstat og Monster Magnet fra Red Bank, New Jersey i spidsen for den såkaldte stenerrock-bevægelse: En rekonstruktion af 1960’ernes og 1970’ernes psykedeliske hårde rock og tidlige heavy som doom metal udviklede sig fra; bare opdateret med 80’ernes hardcore og 90ernes grunges akkumulerede visdom, så den resulterende musik ikke bliver et rent og skært nostalgi-trip. Dét, som fra begyndelsen har adskilt Sleep fra deres samtidige er en kraftig inspiration i tekster og visuel præsentation fra den russisk-chilenske film-instruktør og tegneserie-forfatter (!) Alejandro Jodorowskys univers – en unik blanding af Kabbalah, freudiansk psyko-analyse og dystopisk science-fiction. Efter at have været i opløsning i ret lang tid, hvor guitarist Matt Pike og bassist Al Cisneros dedikerede deres tid til deres egne bands High on Fire og Om, har Sleep så genforenet i 2009 med den ny trommeslager Jason Roeder som afløste Chris Hakius og i 2018 endelig udgivet deres i alt femte album The Sciences.
Onsdag d. 23 maj spillede Sleep så et næsten 2 timer langt sæt uden support fra andre bands i en næsten udsolgt Grå Hal på Christiania. De havde brug for både tid til at spille sange fra det nye album, deres andet album Holy Mountain samt Dopesmoker, som består af én lang sang en hel time i længde. En slags doom metals udgave af Jethro Tulls Thick as a Brick, så at sige.
I kvarteret op til at trioen gik på scenen, afspillede højtaler-anlægget i baggrunden arkiv-lydoptagelser fra NASAs månerejse-missioner fra 1970’erne i perfekt symbiose med al rumrejse-symbolikken på deres T-shirts og for den sags skyld The Sciences’ albumcover – mens scenen lå badet i lysegrøn belysning. Da Sleep så begyndte at spille, tog de perfekt fordel af det større og mere avancerede lys-anlæg Den Grå Hal havde sammenlignet med de fleste andre koncertsteder i København. Hver eneste sang havde netop et unikt lysshow, som i både sine farvekompositioner og lys/skygge-virkning samt overordnede koreografi var nøje tilpasset stemning og komposition i hver enkelte sang.
Noget andet, jeg lagde mærke til, som gjorde Sleeps live-optræden til en meget anderledes oplevelse end deres studie-optagelser, var hvordan de brugte selve lydteknikken: Guitarerne føltes som en massiv varm bølge af kosmisk stråling, der skyllede ud over publikum. Riffsenes struktur føltes så som rytmerne i de bølgerne, og Matt Pikes soloer fik snarere karakter af et lag tåge skinnet igennem af fjerne soles lys over havet på en fjern planet. Al Cisneros’ bas som rumlende pulserende frekvenser som morse-transmissioner fra et rumskib på anden side af solsystemet. Med andre ord blev de forvrængede strenge-instrumenter oversat til en skiftende mur af abstrakte psykedeliske teksturer.
Effekten var så, at den virkelige rolle i at drive sangene fremad blev overtaget af trommernes rytmer hvis skiften og opbyggen spænding mellem forskellige sektioner i hver sangs fortællestruktur. Hvilket er den totalt modsatte rolle i konventionel rockmusik, hvor guitarerne driver melodierne og riffsene mens trommerne bærer rytmerne – resultatet var en ret underlig oplevelse, hvor ens opfattelse af hvordan musik fungerer og med det resten af ens virkeligheds-sans så bliver vendt på hovedet. Ret interessant indgangsvinkel til at skabe en psykedelisk oplevelse gennem musik…
Sætlisten var forresten ret interessant – en fjerdedel fra Holy Mountain, en fjerdedel fra The Sciences og så Dopesmoker splittet op i to halvdele spillet forskellige steder i koncerten. Resultatet var en meget varieret oplevelse, da de tre albums er meget forskellig i stil: Holy Mountain, opkaldt efter en film af førnævnte Jodorowsky, består hovedsageligt af en mere garagerocket og punket vinkel på riff-dreven 70’er-betonrock i stil med Black Sabbath og Led Zeppelin; Dopesmoker et langt udstrakt jam som opbygger stemning gennem langsomt flydende flader af lyd til eksplosiv klimaks hvor syrede guitar-effekt-freakouts og massive riffs overtager, tænk en slow motion udgave as Ash Ra Tempel eller Hawkwinds space-jams; sangene fra The Sciences var mere interessante i at de lægger sig tæt op ad Al Cisneros’ eget band Om. For dem som ikke hører Om så bruger deres stil ikke nær så meget guitar-forvrængning eller rock-afledt sangskrivning, men er mere bygget op omkring hypnotiske østlige rytmer og melodier. Resultatet minder om slags en doom metal-udgave af sydøsteuropæisk og mellemøstlig traditionel musik med tekster, som trækker på de æsoteriske sider af Sufi-islamisk, jødisk og græsk-ortodoks kristen teologi – fordi det her er Sleep den her gang så filtreret gennem 1970’er-science-fiction-film og tegneseriers symbolik.
