KALEIDOBOLT + CB3
Beta 2300, Amager
31.05.2018
Anmeldelse: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt
Den finske powertrio Kaleidobolt har været virkeligt uheldige. Den første af deres koncert i København, hvor de er hovednavn og ikke support, er nemlig endt med at ligge midt i den enorme elektronisk musik-festival Distortion. Sidste gang, de gæstede vore kanter, var det som opvarmning for Radio Moscow i et næsten udsolgt Stengade. Til gengæld spillede de fenno-ugriske rum-samuraier og deres svenske opvarmningsband CB3 i et næstent tomt Beta 2300. Jeg gætter på at der var max 20-25 mennesker, men de få var vidne til endnu en ferm opvisning af en af de mest opfindsomme grupper i skandinavisk hård rock.
Åbningsbandet CB3 kom fra Malmö i Sverige. Som navnet antyder, er de også en trio. Deres stil er instrumental spacerock i langsom til midt-tempo. Kernen af deres musik er ret fermt guitarspil, som skiftede mellem abstrakte lag af spacy rumskibs-lydeffekter, indviklede kromatiske soloer samt langsomme hårdere riffs. Bassen fungerede som anker under de mere atmosfæriske sektioner og sørgede for at sangene bevægede sig frem ad sammen med trommeslageren, der havde en god sans for at skabe flow og variere rytmerne. CB3s numre var meget lange og undgik nogen former for konventionel sangskrivning. Der var kun 3 separate sange i deres sætliste som varede 40 minutter. Hvilket vil sige, gennemsnitslængden på CB3s kompositioner er et sted mellem 10-15 minutter. Den tætteste sammenligning ville nok være en mere afslappet og indadvendt udgave af det tyske 70’er-band Ash Ra Tempel, der havde en ung Klaus Schulze som trommeslager før han gik videre til at opfinde moderne elektronisk musik, eller Papir herhjemme for at vælge et nyere band.
CB3s musik havde en fantastisk trippet science-fiction/fantasy-knaldromans/tegneserie-stemning at fortabe sig i og drømme sig til fjerne planeters horisonter eller mos-overgroede forladte templer fra svundne civilisationer. Jeg savnede dog noget mere retning i deres numre. Det kunne for eksempel være, de af og til sætte tempoet op noget mere samt at bassisten og trommeslageren fik lige så meget af en chance for at gå amok som guitaristen. Der var godt nok en plads til en bas-solo eller to, men det instrumentale sammenspil var ikke helt på niveau med deres tilsyneladende inspirationer.
Aftenens hovednavn var finske Kaleidobolt. De imponerede mig, da jeg så dem som opvarmning for Radio Moscow sidste år, selv om jeg ikke helt syntes de indfriede deres potentiale fuldt ud. I aftes, hvor de var i centrum, havde de fået mere erfaring til at finpudse deres live-show i mellemtiden. Derfor kunne de præstere en koncert, der tog pusten af mig mindst lige så meget, som Radio Moscow selv gjorde tilbage i oktober. Ærgeligt, der var så få til stede blandt publikum. Lad os håbe at, næste gang Kaleidobolt kommer til København bliver det ikke midt i Distortion.
Kaleidobolt gik på scenen midt i rødlilla næsten neon-agtig belysning, der skabte en perfekt dystopisk fremtids-stemning som passede godt til deres signatur-still: Dyster og minimalistisk lyd, men ret teknisk avanceret i hvordan sangene er skruet sammen. Én af grundene til, jeg er blevet så begejstret for det finske triumvirat er netop at i en så overbefolket scene af nye grupper, der rekonstruerer 60’ernes og 70’ernes hårde rock, har de stadig en musikstil der ikke lyder som nogen anden og fortolker de mest grundlæggende elementer i den slags musik på en ny måde.
Der er ikke meget dybt tekstureret psykedeliske lydlandskab eller neo-klassiske rock-sonata over Kaleidobolt. I stedet stod menuen på action-dreven muskuløs powertrio-rock, der hektisk zig-zaggede mellem stillede folkede sektioner, arrige hurtige riffs som også indbyggede påvirkninger fra folkemusik i deres melodier samt langsommere tungere riffs. Kaleidobolt gør så en kunstart ud af at sætte de ingredienser sammen i uforudsigelige sangstrukturer, der undgår både vers/omkvæd-skabelon og den langsomme omhyggelige opbyg-og-udløs-spænding-model. Så har vi deres fantastiske dynamik som powertrio, hvor bassisten og trommeslageren fik lige så mange soloer som guitaristen – og i hver af dem komplementerede de andre medlemmerne det førende instrument aktivt. Kaleidobolt er et af de meget meget få rockbands af deres generation, hvis ikke det eneste, hvor trommeslageren konsistent imponerer mig mere end guitaristen.
Mere overordnet er Kaleidobolts trick, hvordan deres musik er ekstremt teknisk avanceret men deres grundlæggende attitude og filosofi er alt andet and akademisk – i hvert fald efter progressiv rocks standarder. De ukonventionelle rytmer, melodier og sangstrukturer bruges snarere til at få alle de grundlæggende byggesten i hård rock til at ramme lige så hårdt som de gjorde i 60’erne og 70’erne hvilket er noget af en bedrift. Deres musik lyder som om, det kunne være skrevet dengang, men samtidig er der meget få bands jeg kan sammenligne dem med – med mulig undtagelse af Captain Beyond, hvis de var på samme tekniske niveau som King Crimson cirka 1973.
Kort sagt: Kaleidobolts appeal er, at de spiller progressiv rock som er fri for alle de ting som metalhoveder og punkere plejer at finde irriterende eller langtrukne ved progressiv rock. Rent musikalsk er de meget mere interessante end størstedelen af grupper i genren. I en retfærdig verden ville de være et lige så stort navn som Ghost, Graveyard eller Kadavar. Jeg venter spændt på, når Kaleidobolt udgiver deres næste album.