MARILYN MANSON OG MYRKUR
SCANDINAVIAN CONGRESS CENTER, AARHUS
04.06.18
Af Anders Nygaard
Billeder: Sebastian Dammark // I Do Concerts
I Scandinavian Congress Centers overdrevet skinnende og polerede rammer samledes mandag aften en skare på tusindvis af brogede tilskuere. De sortklædte, dem med horn i panden, kitty punkerne, familiefædre og rock mamas og alle de hæderlige medløbere. På mange måder en langt mere forskelligartet skare end da jeg første gang så Marilyn Manson for ti år siden, da han stadig var i den sidste fase af hans kulsorte storhedstid, men en skare ikke ulig den der mødte op da Manson for bare syv måneder siden spillede i Helsingør.
Dengang spillede han et himmelråbende elendigt og ugideligt show. Det tåbelige sceneshow, som nogen havde fundet på for at gøre op for det faktum at Manson havde benet i gips og derfor praktisk talt ikke kunne bevæge sig, trak enhver form for tempo og energi ud af showet. Og samtidig var det tydeligt, at Manson simpelthen ikke hverken orkede eller gad at stå foran sit publikum den aften i Helsingør. Koncertgængerens hukommelse er heldigvis ofte begrænset, min egen inklusiv, og rigtig mange mennesker var derfor mødt op denne aften i Aarhus for at hylde og tilgive en af den nærmeste fortids store gotiske helte.
Før Manson gik på var der blevet plads til en på papiret stærk opvarmningssession fra danske Myrkur. Midt i det gigantiske scene set-up havde Myrkur fået plads til et trommesæt, et beskedent dansk flag og hendes sædvanlige mikrofonstativ af træ. Omgivet var hun som altid af kompetente musikere, af hvem særligt trommeslageren (Martin Haumann?) denne aften fremstod velspillende. Skiftet imellem det hæsblæsende og det smukke var knivskarpt, og det gjorde, at mange blandt det måske ikke alt for velbefarne publikum alligevel virkede til at blive fanget af Myrkurs magi. Hovedpersonen selv fremstod mere under kontrol og mere bevidst om hendes eget æstetiske udtryk end nogensinde før. Væk var alle begynderproblemerne, og tilbage stod Myrkur i spinkel men storslået og elegant majestæt. Med få og præcise bevægelser dirigerede hun slagets gang og satte sig i respekt overfor det store publikum. Selvom lyden ind imellem var lidt for hul, ligesom guitaren ofte helt forsvandt, så stod især Myrkurs høje toner overraskende klart i lydbilledet. Samtidig har Myrkur efterhånden et bagkatalog så omfattende, at hun kan sammensætte en hel sætliste af ørehængere, og derfor var det intet problem at holde kæden stram koncerten igennem. Faktisk kunne man nemt have ønsket sig et par numre eller fem mere oven i hatten.
Marilyn Manson selv havde denne gang smidt krykkerne, og det gjorde mildest talt en kæmpe forskel. Ikke fordi der af den grund var skruet op for sceneshow eller gimmicks. Tværtimod var der skruet så langt ned for totalteateret, at man faktisk nærmest følte sig i øjenhøjde med Mr. Manson. Selvfølgelig blev der plads til fjerdragten, lanternen og en tur på talersolen under ”The Beautiful People” men udover disse små indslag så var det vi fik denne aften et befriende ærligt og nærværende rockshow uden alt for meget bullshit. Manson var ikke ligefrem snakkesalig, men til gengæld blev vi så skånet for den overflod af indstuderede vittigheder, som han på sine dårlige dage kaster om sig som lort fra en hare. Fra det øjeblik han til lyden af ”Irresponsible Hate Anthem” kom til syne på scenen i røg, damp og blændende stroboskoplys og til han 14 numre senere sluttede af med covernummeret ”Cry Little Sister” viste Manson, at han var kommet for at levere varen. Og det gjorde han så fuldstændig ufortrødent. Bandet spillede tight, og Mansons vokal sad koncerten igennem stort set lige i skabet. Samtidig var han i godt humør, og det smittede af på publikum, som var med ham hele vejen igennem. Både under nyere skæringer som ”Say10” og ”Kill4Me” og de uundgåelige hits som ”Disposable Teens”, ”mOBSCENE”, ”The Dope Show”, ”Sweet Dreams (Are made of This)” og ”Antichrist Superstar”. Selvom fokus i høj grad var på det ældre materiale, så var det endnu engang fantastisk at opleve, hvordan en efterhånden gammel rotte i faget stadig kan levere nye soundtracks til den fest, som han alle dage har været garant for. Og mindst ligeså fantastisk var det at opleve, at netop den fest stadig lever i bedste velgående, selvom de mange teatralske gimmicks er skåret fra.
Sætliste
– Irresponsible Hate Anthem
– Angel With Scabbed Wings
– Deep Six
– This is the New Shit
– Disposable Teens
– mOBSCENE
– Kill4ME
– Rock is Dead
– The Dope Show
– Sweet Dreams (Are Made of This)
– Say10
– Antichrist Superstar
– The Beautiful People
– Cry Little Sister
