GUNS N’ ROSES+MANIC STRRET PREACHERS+GRETA VAN FLEET
DYRSKUEPLADSEN, ODENSE
ARRANGØR: LIVE NATION +LIVE CULTURE
6.6.18
Af Bell Bruun
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Man kan nemt have sine bange anelser, når det gælder Axl Rose og hans famøse forsinkelser til koncerter og generelt mærkelige opførsel, og når man, som undertegnede, kun har oplevet ham (uden andre originale Guns N’ Roses-medlemmer) til den berygtede koncert på Roskilde Festival i 2006, ved man ikke helt hvad man skal regne med. Samtidigt er det dog også et band, der har lavet så mange fede numre, og Appetite for Destruction er nok blandt et af de ti albums, denne anmelder ville tage med sig på en øde ø. Desuden har der været talt og skrevet en del om, at bandet, Axl inklusiv, faktisk har givet gode koncerter siden de startede deres nuværende turné. Derfor var det også nærmest nervepirrende spænende at vente på at få lov til at se, hvad koncerten ville byde på.
GRETA VAN FLEET
Først var der dog to opvarmningsbands. Bandet der lagde ud hedder Greta Van Fleet, og er, trods det hollandsk-klingende navn, fra USA, og for mig helt ubekendt, men det var bestemt en positiv oplevelse at lære dem at kende. Der er tale om et band med dybe rødder i, især amerikansk, rock fra 60’erne og 70’erne, og der var klare referencer til blandt andre Jimi Hendrix og Led Zeppelin. Forsanger Josh Kiszka har en fed, vidtspændende stemme og lød ofte som en mandlig udgave af Janis Joplin og, meget passende genren taget i betragtning, også meget som Led Zeppelins frontmand Robert Plant. På den måde kan de sammenlignes med et band som Wolfmother, der også begår sig i en nutidig udgave af hippiernes rocklyd, men der er dog ikke tale om ren kopivare fra Greta Van Fleets side, for bandet var meget overbevisende med gode sange og vellykket samspil. Retrostilen var også tydelig i bandmedlemmernes yderst farvestrålende gevandter, hvor forsangeren var klædt i en lang pink, broderet tunika og det understregede blot den autentiske Woodstock-følelse yderligere. Greta Van Fleet var sat til at spille i en halv time, men kom først på scenen en halv time senere end det var planlagt ifølge programmet. Dog fik de stadig lov til at spille en halv time, og til trods for at det jo ikke er et imponerende antal minutter, så var de på med en respektindgydende intensitet fra start til slut. Greta Van Fleet har kun eksisteret siden 2012, men med det niveau de spillede på i Odense, må man håbe, de kommer til at eksistere længe endnu.
MANIC STREET PREACHERS
Mange spørgsmål dukkede op, da det blev annonceret at det walisiske band, Manic Street Preachers skulle varme op for Guns N’ Roses. Det er en underdrivelse at sige, at bandets spiller en genre, der er endog meget langt fra Guns N’ Roses, så hvorfor dette valg? Derudover var vi nok en del, der ikke rigtigt vidste, at de stadig turnerede, da deres storhedstid ligger tilbage i 90’erne, især slutningen af årtiet, hvor de, mere end velfortjent, i 1998 fik deres store kommercielle gennembrud med albummet This is My Truth Tell Me Yours, der indeholder flere hitsingler, der virkelig fik rotation i radioen. Dog viser det sig, at Manic Street Preachers på ingen måde har ligget på den lade side siden årtusindskiftet, for de har faktisk udgivet en god håndfuld albums siden og det så sent som i år med albummet med den Star Trek-klingende titel Resistance is Futile. Bandet har ofte skrevet stærkt politiske, nærmest punkagtige tekster, men musikken ligger nu meget langt fra vred, oprørsk punkrock. I højere grad er det vel en slags blødere rock med poptendenser, fraregnet det tidligste materiale som fx 1992s Generation Terrorist- klasseeksempel på en oprørsk albumtitel! Og i øvrigt med et brændende EU-flag på albumcoverets bagside. Og apropos dét album, så lagde Manic Street Preachers ud med hittet fra netop det album, den fænomenale ”Motorcycle Emotiness”, hvis fængende guitarfigur altid får denne skribent til at tænke på 90’erne. Forsanger James Dean Bradfield har alle dage haft en for pæn, fløjlsblød og inderlig vokal til at kunne begå sig som decideret punkfrontmand, men derfor kan man jo godt skrive politiske tekster. Stemmen var dog ikke helt i top under første sang, hvor Bradfield virkede noget stakåndet og flere gange røg hans stemme ud midt i en linje, men når han sang, lød det stadig godt som for tyve år siden. Det blev dog endnu bedre i den (sølle) halve time, bandet spillede. Med de mange gode sange, de har begået, kunne man godt have undt dem bare en halv time mere, men heldigvis forstod bandet at udnytte den korte spilletid og hev masser af dejlig 90’er-nostalgi frem med en hæderlig, men ikke perfekt, version af den flotte ”You Stole the Sun from my Heart”, som blev dedikeret til bandets afdøde medlem, guitaristen Richey James Edwards, den lettere, for bandet i hvert fald, arrige ”Slash N’ Burn”, og Bradfields vokal kom op på et endnu højere niveau med ”Everything Must Go” og ikke mindst på den fede ”A Design for Life”; der virkelig kræver noget af hans stemme og hér sang han da også endnu mere igennem på de høje toner end på de forrige numre. På nær den halvkedelige ”Your Love Alone is not Enough” (hvor vi da heldigvis slap for Cardigans forsanger!), var der udelukkende sange fra 90’erne på setlisten og pludselig gav det faktisk mening, at Manic Street Preachers varmede op for et band, som i den grad emmer af nostalgi. Koncerten blev smukt afsluttet med bandets største hit ”If You Tolerate This then Your Children will be Next”. Inde i Golden Circle foran scenen virkede det ikke, som om der var så mange af de tilstedeværende, der kendte bandet, men det forhindrede heldigvis ikke de velspillende walisere i at give en god koncert, der fik denne anmelder til at håbe på et snarligt, og noget længere, gensyn.
GUNS N’ ROSES
Nu er jeg nødt til lige at indlede med et emne, som jeg har diskuteret med utallige mennesker de sidste tolv år: Axl Rose kunne faktisk godt synge til den koncert på Roskilde i ´06! Det var ikke dét, der var problemet, men problemer var der masser af. Selvfølgelig var der det med at manden ankom en time (eller var det længere?) for sent, hvilket bestemt ikke er kutyme til festivalskoncerter, og derudover var han utroligt lidt til stede fysisk (sikkert også psykisk) på scenen, men når han endelig var, så lød hans stemme sgu fint. Derudover var hans backing band meget glade for at spille noget, der mindede om reggae i hans fravær, og dét højnede heller ikke oplevelsen. Nuvel, så gjorde den koncert da bestemt, at der ikke blev købt billet da bandet gæstede Parken sidste år, og derfor var det da en glædelig overraskelse at så mange, der havde overværet netop dén koncert hævdede, at Guns N’ Roses stadig gjorde det rigtig godt, på trods af den evigt dårlige lyd i Parken. Nu skulle dét endelig opleves at se Axl i selskab med Duff og selveste Slash, som åbenbart er ophavsmanden bag citatet, der er blevet til bandets morsomt selvironiske turnétitel Not in This Lifetime. Forventeligt, fristes man til at skrive, var bandet igen forsinkede næsten en time. Denne gang virkede det dog lidt mere, som om det var planlagt for at trække tiden ud og pirre det spændte publikum. Dog kan det også sagtens have været Alx Roses divaattitude, der igen tog overhånd. Da bandet langt om længe trådte på scenen startede de med en energisk udgave af ”It’s so Easy”, hvor det dog mest var Duff, der stod for vokalen, mens Axl halsede lidt bagefter i den cowboyhat, der i disse tider har erstattet hans tidligere foretrukne hovedbeklædning, bandanaen, som til gengæld var repræsenteret flere steder i publikum. På ”Mr. Brownstone” var tilfældet det samme, og man fik bange anelser om hvorvidt Axl nu for alvor ikke kunne synge længere, men der blev dog rettet noget op på ”Chinese Democracy”, titelnummeret fra et album, de fleste, herunder mange anmeldere, elsker at hade. Jeg vil mene, denne negative opfattelse af albummet er en smule overdrevet, for så er det heller ikke værre. Naturligvis er det ikke på niveau med materialet fra 80’erne og 90’erne, men det er virkelig også et højt bundniveau, der blev lagt for dagen den gang! Nogle af numrene på albummet er habile sange, og måske har en stor del af hadet at gøre med at mange synes, Axl er en irriterende tosse med stjernenykker, hvilket nok også har en del på sig, men der er også det faktum, at det tog så lang tid før albummet blev udgivet, at alle bare forventede, det ville være dårligt og var negative på forhånd. Sangene fra Chinese Democracy fungerede bedre end forventet i samspil med det ældre materiale, og man kan godt høre, at sangene egentlig er skrevet til dét band. Axl livede en del op, både i forhold til nærvær og på vokalsiden, da bandet efterfølgende spillede megahittet ”Welcome to the Jungle” og folk i publikum var tydeligt tilfredse, selvom der aldrig rigtig opstod den store folkefest, man kunne have forventet. ”Double Talking Jive” samt et Velvet Revolver-covernummer trak stemningen lidt ned igen, men til gengæld fik den overlegent smukke ”Estranged” den op igen. For én der, aldrig har oplevet guitarlegenden Slash live før, var det en stor oplevelse at se ham spille på sin dobbeltguitar, og dette nummer var blot et af mange, hvor han imponerede. ”Rocket Queen” var en kærkommen ven, men man kunne nok have droppet den lidt for lange jamsession under nummeret, og da bandet spillede en personlig favorit ”You Could Be Mine” havde de endelig varmet sig op til at lyde præcis sådan, man kun kunne håbe på som fan. Lyden var i øvrigt ganske fin i Golden Circle, men det er svært at vurdere hvorvidt det gjaldt hele området foran scenen og den store plads generelt. ”Shadow of Your Love” er en ”ny” single, forstået på den måde, at den først er udgivet for nyligt, men skrevet i 80’erne, hvilket høres tydeligt, og den var en fin, om end ikke uforglemmelig, del af settet. Sjovere var det straks at høre Axl virkelig synge, som kun han kan på den flotte ”Civil War”, et nummer, hvor hans vokal virkelig brillerer. Hans stemme er én, der deler vandende, for alle elsker ikke hans vrængende, nasale udgydelser og sangteknikken kaldet twang, som han nærmest er præsident for. Man må dog formode, at man er fan af hans stemme, hvis man er fan af bandet, og derfor var det så ubeskriveligt skønt at høre ham synge sublime versioner af sange som netop ”Civil War”, men også ”Sweet Child O’ Mine”, den hjerteskærende ”Don’t Cry”, den vilde, lækre ”Nightrain” (med den uafrystelige, flabede linje: ”That’s one for you, but two for me!”- Axl, din lømmel!) og så bare tænke: ”Axl’s still got it!”
Bandet spillede koncerten i gennem en del covernumre, hvor Paul McCartneys James Bond-hymne ”Live and Let Die” og Bob Dylans klassiker ”Knocking on heavens Door” har overgået originalerne i Guns N’ Roses versioner, men i Odense fremstod den første dog bedre end den sidstnævnte. Der var også en overraskende fin udgave af Soundgardens ”Black Hole Sun”, men derudover også et par ligegyldigheder i mellem. Omvendt var det dog langt fra ligegyldigt da der blev kørt et klaver ind på scenen, for så vidste man hvad der ville ske: Axl sætter sig ved klaveret, så vi kan få publikumsfavoritten ”November Rain”, og spillet blev den, så storladent, smukt og inderligt, som den skal lyde. Axl Rose og resten af bandet havde solbriller på det meste af koncerten, hvilket nok ikke kun var en rockstargimmick, da solen virkelig blændede, men en enkelt gang tog Axl faktisk solbrillerne af, og smilede endda også et par gange, så man skulle tro, at divaen faktisk var i godt humør, og det var rart. Det var også en fornøjelse at se Duff og Slash i samspil overfor hinanden og derudover skal det nævnes at de resterende bandmedlemmer også bevægede sig på et tårnhøjt professionelt niveau. Man kunne godt have brugt færre jamsessions (selvom det på ingen måde var på Roskilde ´06-niveau!) og enkelte numre, især de forskellige covers, var heller ikke livsnødvendige, for bandets egne numre er så stærke og det var lidt af en genistreg af en setliste, de havde tryllet frem den aften. Denne anmelder savnede faktisk ikke nogen sange, og da bandet sluttede af med en fyrværkerifest til ”Paradise City”; så endte det med at være en mere end godkendt tur til Paradisbyen med divaen Axl Rose, der overbeviste med sin stemme og sine skarpladte pistoler ved sin side.
