DEN HELLIGE METAL GRAL VELBEVARET

IRON MAIDEN + KILLSWITCH ENGAGE
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
05.06.2018
Af Stephen Rocky Skriver
Foto Michael Caddy Søndergaard

’Scream for me Copenhagen’ lød grundlovstalen fra Iron Maiden, da de satte metal på dagsordenen grundlovsdag hvor Eddie var hovedtaler i den royale arena nær lufthavnen. Dagen før var Boeing 747 flyet Ed Force One Flight 666 landet, med forsangeren Bruce Dickinson selv som pilot. Bæstet blev sluppet fri foran 15.666 trofaste Maiden fans, der kunne teksterne lige så godt som den virilt stærkt syngende Bruce Dickinson i front. Vi blev sendt tilbage til 80’ernes heavy metal storhedstid, bare 666 gange større og mere underholdende.

Det er snart 40 år siden Maiden startede deres succesfulde klassiske NWOBHM invasion og selvom Eddie bliver mere og mere evil at se på og bandmedlemmerne ældre og ældre (+60 år), så fejler energien og spilleglæden ikke noget. Den er, som var de en flok unge rock lømler i et forfriskende heavy metal band. Altid underspillet humor, masser af selvironi og historie fortælling i højsædet tilsat et underholdende visuelt metal show, hvor det gælder om have en metal fest sammen. Både på scenen, men også ud til publikum. De seks trofaste Maiden musikere med sanger Bruce, bassist Steve, trommeslager Nicko og de tre guitarister Adrian, Dave og Jannick, har spillet sammen siden start 80’erne. De spiller metal fordi de kan lide det. Ikke af et nødvendigt onde, men for deres fans skyld. De er ’in it for the metal’. Det lyste klart op på den store scene aften i den fyldte arena. Det gamle heavy metal monster viste på ingen måde træthed ej heller rust i metallet.

Iron Maiden er på deres Legacy Of The Beast verdensturné og det blev en to timers opvisning i et stærkt underholdende heavy metal teater fra de britiske rock legender, der har et imponerende pladesalg på over 100 millioner albums gennem tiden. Og så kunne den anmeldelse slutte her, men nu får du en tur med i showet, som du kun kan ærgre dig over du måske gik glip, hvis du ikke var der.

DEL 1 – MILITÆRSLAGERNE
Koncerten var delt op i tre temaer, hvor den første del af sætlisten tog os tilbage til de militante metal slagere. Det sås tydeligt med camouflagenet over højttalerne og pigtråd på løbeområdet ved siden af trommesættet. Showstart med Winston Churchills tale som intro til sangen ”Aces High”, hvor et fuldvoksent gammelt Spitfire krigsfly pludselig hang livsfarligt ud over bandet og nærmest styrtede ned og ud mod publikum. Storslået og potent start. Bagtæppet blev skiftet ud ved næsten hver sang på old-school vis, ved at en roadie trak et nyt bagtæppe til side i mørket mellem numrene. Cool og klassisk på den fede måde, så man ikke bare stod og gloede på en storskærm med en film på. Næste militær trofæ var den stærke ”Where Eagles Dare” der handler om Hitlers Ørneborg. Hvis du har set krigsfilmen Ørneborgen med Alistair MacLean, kender du historien. Bruce Dickinson, var nu iklædt den hvide anorak som de engelske soldater også bar i filmen. Tempoet fortsatte i Maiden klassikeren ”2 minutes to Midnight”, hvor alle fans sang med, så vi dårligt kunne høre Bruce selv. Alle tre guitarister har travlt og skiftes til at høvle melodiske og galoperende guitarsoloer af. Altid støttet op af Steve Harris rullende og medrivende basspil med foden solidt placeret på monitoren på scenen. Sådan skal det være. Trommeslageren Nicko MacBrains er gemt bag sit arsenal af trommer, men kameravinklen på trommesættet viste den altid storsmilende Nicko der var oppe på stikkerne og nærværende som altid. Han var ekstra glad denne aften, for han bliver fejret med en fælles happy birthday sang på sin 66(6) års fødselsdag på grundlovsdag. Sikke en fødselsdagsfest i Royal Arena, som for blot et par uger siden var forundt, vores kommende konge Frederik. Denne aften var det King Nicko. Krigstemaet fortsatte for fuld ammunition med ”The Clansman”, hvor salen sammenstemmende råbte med på omkvædet ’Freeeeeedom’. Den eviggyldige kamp for frihed. Den følte vi denne aften i fællesskab med Maiden. Og selvfølgelig skulle militær sættet slutte af med den sejrrige klassiker ”The Trooper”. Ingen Maiden koncert uden det hit. Jeg kan det udenad og det kunne hele salen også. Imens blev vi som vanligt drillet af en tre meter høj Eddie i militæruniform der dalrede rundt som Frankenstein fægtende med et svær, mens guitarister og sanger forsøgte at undgå dette uhøjtidelige og skøre indfald, der altid skaber moro blandt bandet. Jo, vi spiller heavy metal, vi spiller højt, det ser farligt ud, men tag det nu ikke mere alvorligt end som så. Bruce fik fægtet Eddie ud af scenen og med respekt for de danske fans, blev Union Jack (det engelske flag) skiftet ud med Dannebrog. Krigen var vundet.

DEL 2 – EN TUR I METAL KIRKEN
Bagtæppet breder sig pludselig helt ud til siderne efter camouflagenettet bliver fjernet. En mægtigt kulisse rejser sig, som var det et kirkerum, vi stod i. Fire store lysekroner sænkes ned fra loftet. Stemningen er sat med temaet for de religiøse sange, hvor første ’salme’ er den fede ”Revelations” fra mit favorit album Piece of Mind. Igen bliver man som fan og tilskuer draget ind i heavy metal universet og tiden flyver afsted i heavy selskab, med fremragende guitarsoloer og underholdende udklædninger fra Bruce, der har travlt med at være mørk kutteklædt munk i den sjældent spillet sang “Sign Of The Cross”, mens meter høje flammer indhyller scenen. Dragende og medrivende på samme tid. Et af Maidens mere prog. metal numre fra de senere år “For The Greater Good Of God” bliver en pragt opvisning i deres nyere stil, hvor Maiden tager deres metal til komplicerede højder og ikke bare galoperer guitarer af. I det lange nummer får vi en sjælevandring i heavy metal, der ender med at blive helt euforisk og episk som i et kirkerum. Det forsætter med endnu et storhit fra Piece Of Mind med ”Flight Of Icarus”, hvor en kæmpe engel rejser sig foran bagscenen, imens Bruce Dickinson farer rundt og spyr ild med 2 flammekastere, der ligner noget, han har lånt fra Terminators våbenarsenal. Det er hot and heavy.

DEL 3 – DE KLASSISKE MAIDEN HITS
Metal festen fortsætter ufortrødent med mere ild og helvede, for efter mere end 1½ times intens metal i overhalingsbanen, har Maiden stadig mange klassikere at tage af fra deres 16 studie albums siden 1980. Ingen Iron Maiden show uden de velkendte fællesskrål på ”Fear of The Dark”, ”The Number of the Beast” og ”Iron Maiden”. Sidstnævnte hentet fra det første album, der stadig lyder som en punk metal version, men en historisk klassiker der satte gang i det hele. Eddie havde gemt tre ekstra ’Legacy of the Beast’ hits til folket med ”The Evil That Men Do”, ”Hallowed Be Thy Name” og “Run to the Hills”, hvor hele salen begejstret stadig havde horn og arme oppe, trods en arbejdsdag dagen efter. To timers Maiden metal fra et af verdens top 10 legendariske heavy metal bands i genren. Der er kun et at sige – up the irons!

Tak til Maiden for en historisk ’Tour de Beast’, hvor alle 15.666 tilskuere fik en slurk af Eddie’s heavie gral, til fælles frelse og frihed i metallens navn.

Iron Maiden
Bruce Dickinson – sang
Dave Murray – guitar
Adrian Smith – guitar
Janick Gers – guitar
Steve Harris – bas
Nicko McBrain – trommer

Legacy of the Beast sætliste
– Intro Churchill’s Speech
– Aces High
– Where Eagles Dare
– 2 Minutes to Midnight
– The Clansman
– The Trooper
– Revelations
– For the Greater Good of God
– The Wicker Man
– Sign of the Cross
– Flight of Icarus
– Fear of the Dark
– The Number of the Beast
– Iron Maiden
**********
– The Evil That Men Do
– Hallowed Be Thy Name
– Run to the Hills

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *