Hollywood Vampires, Tivoli, København, den 8. juni 2018
Af: Pernille Randrup Pedersen
Fotos: Jimmi Brandt Pedersen
Det var nok de færreste blandt publikum, der var taget i Tivoli fredag aften for at blive udfordret. De fleste behøvede endda knap at kigge på scenen for at blive underholdt – det var rigeligt at bare kigge ind i skærmen på smartphonen for at se, om det lykkedes at få rammet billedet af Johnny Depp rigtigt ind.
Netop den girafbeskuende og -agerende tilgang var kendetegnende for de to aktørgrupper under hele koncerten; Tilhørerne, der havde deres egen fest med ”I love you, Johnny,”-skilte og gladgryntende lyde og som i princippet kunne have fået hvad som helst serveret musikalsk foran scenen; Og bandet, der høvlede deres rockede røvballesetliste af på super professionel og gennemøvet vis på scenen.
Der var, selvfølgelig, masser af lækre ting undervejs. Joe Perry og Tommy Henriksens guitarsoloer, Glen Sobels behændige trommestikstryllerier og Guns N’ Roses-bassisten Duff McKagans stabile licks. Ligesom Alice Coopers hæse røst er imponerende intakt og Depp faktisk KAN spille guitar, selvom tonerne herfra som oftest var camoufleret ved at lægge dem i samme rytmer et par oktaver over den noget mere volumenmæssigt opskruede bas fra McKagan.
Desværre var supergruppen, måske grundet den lange tour rundt i Europa, ikke mere end almindeligt, rutineret opsatte, og Coopers få indøvede mellemspeaks gav ikke særlig stor genklang mellem numrene.
Setlisten bestod, udover et par af bandets egne kompositioner, herunder også noget helt nyt, primært af egne og større og mindre gamle hits, hvoraf en pludselig overgang til Doors’ Break On Through (to the Other Side) en uptempoversion af Möterheads Ace Of Spades, en rekvisitbefængt The Jack af AC/DC og en storladen følt David Bowies Heroes var topscorerne at dømme på publikums lykkehyl undervejs.
Det ene perfekt harmoniserede cover efter det andet, ændrede dog ikke på at det var showet generelt, der var det vigtigste. Udklædningen i de enkeltes personificerede rockoutfits, Coopers høje hat og dirigentstok, Perrys armbånd og lædervest og cerutten i Depps mundvig var vigtigere end at imponere musikalsk. På den måde passede Tivolis omgivelser eminent til underholdningsideen, som amerikanerne fandt vigtigst, med farverige, pyntede bygninger og karuseller og hujen fra den omkringliggende park; Desuden håndterede personalet uden problemer de mange starstrucked publikummer, og fik hevet en enkelt vildtsparkende kvinde ud af mængden foran midten af scenen inden hun væltede nogen omkringstående med sin iver.
Fordelingen af scenerummet var ligeledes gennemtænkt, der skulle sørges godt for, at alle fremkomne følte sig tæt på stjernerne. Nogle få klagede populært over, at lyden ikke var optimal,
men det har nok noget at gøre med Tivolis fysiske mulighedsspændevidde frem for at den medrejsende lydmand dikke havde tjek på tingene; Han havde guitarerne klar til spillemændene i rigeligt god tid inden skiftene i mellem de forskellige spader, og havde overskud til at tage billeder af publikum undervejs.
Man kan spørge sig selv om autenciteten kan fastholdes hos så garvede optrædene. Høj klasse betyder netop, at hele spektret dækkes uden problemer, når en velbevandret showman er på arbejde; Men når man fyrer de første fjorten ud af tyve tracks af på en time, så er de følelser, man kan ske at få at mærke, ikke dybdegående og det er hele tiden hurtigt videre til det næste hit. Modsat kan man også sige, at man hurtigt ville kunne overspille med en livsfilosofisk tilgang i forhold til den muntre stemning ved at sige mere om My Dead Drunk Friends, en af bandets egne sange – og så er det måske bedre at ikke køre den meget anderledes end de par Aerosmithcovre, der dukkede op, og ikke mindst den afsluttende Cooperclassic School’s Out.
Der er ingen tvivl om, at de syv højt profilerede musikere, og den betegnelse hører Depp vel trods alt, også, under, selvom han primært er berømmet for skuespilkunsten, er sindssygt dygtige. Ingen slinger i valsen, fejlfri på fejlfri passage og tilpasset ansvarlighed fra hver enkelt.
Men. Det bliver altså lidt kedeligt i længden at se på og lytte til gængse tricks som plekterkast og vink til børnene på forreste række og ellers umiddelbart fængende klassisk cowboyderrock, at ikke at blive udfordret på andet end ens formåen for at bruge mobilkameraets funktioner, og knap nok blive underholdt, selvom alle forudsætninger for det egentlig er der.
