METAL MAGIC FESTIVAL 2018
Af Peter Mesnickow (PME) og Lennart Bach (LBH)
Det var allerede en onsdag eftermiddag – vi havde pakket bilen og draget mod den gamle, jyske fæstningsby. Fredericia kan i år prale af at være vært for den 11. Metal Magic Festival. Onde tunger påstår dog at flere af byens bedre borgerskab og kristne fanatikere helst ønskede festivalen helt død. Da festivalen måtte rykke ud af de for små rammer på Ungdommens Hus’ arealer, var der dog lidt “frem og tilbage” før kommunen fandt den nye nuværende plads et stykke ud af byen. På en kreaturmark. For det er netop hvor den nye Metal Magic bliver holdt i dag. Området er skønt og har en passende størrelse. Sidste år var år nul, og nu bliver der bygget videre på de erfaringer som arrangørerne har gjort sig.
Sidst på eftermiddagen triller vi bilen ind på den støvede parkeringsplads, foran festivalpladsen. To minutter efter har vi en dåseøl i hånden og er allerede i snak med et par gutter, som har slået en gammel CampLet op. Det starter allerede godt. De er, selvfølgelig, allerede iklædt deres patch-beslåede denimveste og den lille bluetooth-højtaler, under teltdugen, sætter stemningen an. Ronnie James Dios “Rock n roll children.”
Inden der går alt for megen øl i den, skynder vi os at komme ned på pladsen og få vores telte slået op. Det viste sig at være en god idé. Som nævnt er festivalpladsen en kreaturmark, og det betyder at det er som at gå i en kæmpe, forstenet schweizerost. De tunge klove har formet jorden, så man hele tiden er i fare for at forstuve eller brække noget. Men med lidt hjælp fra en venlig brandvagt fandt vi et nogenlunde plant sted at slå teltene op. Teltpladsen er i år blevet udvidet, således der nu er plads til flere telte. (LBH)
Og inden Lennart bliver for praktisk, skal jeg lige nævne at det faktisk var Metalizeds legendariske Nolder der skulle have dækket Metal Magic. Men da sol og måne ville at han skulle blive morfar midt i det hele, blev Lennart og undertegnede spurgt om de kunne få noget på blokken. Begge havde ellers planlagt udelukkende at høre heavy metal rock og drikke sig i hegnet på Metal Magic, men så indhentede redaktørens alvor dem begge – og de lovede at anmelde det ene og det andet. Den planlagte indtagelse af alkohol nægtede de begge dog at droppe, og det stod også klart at man derfor ikke kunne nå at se og skrive om samtlige bands. Men lidt skriverier mens øllet blev indtagett blev det dog til. (PME)
TORSDAG
DEAD VOID blev det første man hørte på Metal Magic. Med et hæst, misantropisk vræl skydes selve festivalen igang, efterfulgt af alenlange riffs i det karakteristiske, langsomme tempo i doom/death genren. De britisk/danske Dead Void, havde fundet vejen ind til den lille scene i teltet og overladt udskænkningen af de fortræffelige special-øl til nogle andre. Et lille sæt på knapt 45 min., knapt 3-4 numre, lagde en fin bund for de følgende dages udskejelser, der dog ikke nåede helt ned bagerst i teltet. (LBH)
Langt de fleste publikummer havde forladt teltscenen, til fordel for ENCYRCLE, der var ved at gøre sig klar på den store scene. Med en intro spækket med munkemessen entrérede bandet scenen og med en voldsomt energisk præstation satte de i dén grad festen igang med eminent speed power metal. Bandets karakteristiske forsanger, Philip Butler, er konstant ude over scenekanten mens de to guitarister, Mads Laursen og Simon Klem bestandigt udfordringer hinanden. Hele tiden bygges der op til et klimaks, der bliver forløst hver eneste gang. Niveauet er højt og Encyrcles spilleglæde når helt ned bagerst i festivalen, hvor flere må tættere på scenen og være med!
Humøret steg, og oppe i Norge bor et par trolde, der drikker meget mjød og snaps. En gang imellem trodser de solen og finder vejen ned fra fjeldet, for at udgyde black metal inspireret troldemetal. FAANEFJELL var navnet. De virkede endda lidt overraskede over den meget positive modtagelse fra publikum, der konstant råbte “Hvor er din øks´? – Op i fjelle’!” Stemningen var brutal og konstante moshpits foran den lille scene, vidnede om at Faanefjell var blandt publikumsfavoritterne. Selvom den konstante opfordring til netop “Fjellevisen” desværre ikke gav pote, fik det fyldte telt nemt bandets begejstring at føle med et kort sæt med masser af troldebank! (LBH)
En del af charmen ved Metal Magic i Fredericia er festivalens evne til at genoplive fortidens navne, selvom de aldrig nåede at udgive mere end et par singler eller demoer. Denne eftermiddag skulle da også byde på et af slags. METAL CROSS, der rumsterede lidt rundt i undergrunden i 80’erne, spiller karakteristisk heavy metal. Flere blandt festivalens gæster havde da også taget plads foran den store scene for at give bandets genkomst en hyldest. Et par numre inde i sættet havde langt de fleste af festivalens øvrige gæster dog set giraffen, og defilerede rundt til ølboderne for at genopfriske minder med gamle bekendte. (LBH)
Senere på aftenen skulle det metalhungrende publikum dog være vidne til en sand legende. Historien om David Vincent og Morbid Angel er næppe noget nyt blandt fans af old school dødsmetal. Men denne aften handlede det om I AM MORBID, hvor det på forhånd var meldt ud at der kun ville spilles fra de tidlige Morbid Angel albums hvor David Vincent var bag mikrofonen. Med de to guitarister, Bill Hudson og Ira Black, fik David Vincent lynhurtigt overbevist skeptikerne blandt publikum at det altså ér ham, som er Morbid Angel. Hvilket han da også flere gange fik bekræftet, når han brølede spørgende ud til publikum “I am?” og hurtigt fik svaret “Morbid!”. Koncerten var et samlingspunkt for næsten hele festivalen, som fyldte godt op på pladsen ved den store scene. Der var konstante moshpits helt inde foran, hvor særligt klassikere som “Maze of Torment,” “Visions from the Dark Side” og “Sworn to The Black” igen og igen fik pisket stemningen op og forvandlede den knastørre mark til en slagmark. David Vincent var manden i centrum og som han stod, tronede han over masserne. Når han befalede, fik han respons med det samme. Masserne fik til gengæld en magtdemonstration og en tilbagevenden til dødsmetallens allertidligste rødder. (LBH)
FREDAG
Puha, så ankom undertegnede stormende for at komme Lennart til undsætning. Hurtig indtjekning på hotellet og bælning af to dåseøl og to Ouzo shots for at drikke sig mod til, gjorde at Lennart tog sig af Grusom. (PME)
Det er jo fredag d. 13., så efter en enormt hyggelig opvisning og tur ned ad mindernes allé med John Mogensen Live, kunne vi lige så godt starte dagen med at hive dæmonerne frem igen. Til netop dette var svendborgensiske Grusom stået tidligt op, for at være i Fredericia. “Evil,” med det insisterende og The Doors-agtige omkvæd, fik snildt vækket publikum, der nok var ganske mørbankede efter en nærdød oplevelse aftenen før med David Vincent. Grusom skulle spille senere i København samme dag, og onde tunger ville påstå inden koncerten at bandet måtte spare på kræfterne inden dén koncert. Dette var nu, på ingen måde, tilfældet. Forsanger, Nicolaj Hoffmann Jul, indtog scenen med en udstråling, der hurtigt fik de sidste folk ud af teltene. Han sang, fraserede og, generelt, gav alt hvad han havde til gæsterne på Metal Magic. Under koncerten luftede bandet også den nye single, som udkom samme dag, “Vågn op!,” som også er bandets første nummer på dansk… Det skal vi vist lige vænne os til. (LBH)
Stadig med lunken ouzo-smag i munden gebærdede jeg mig ned til festivalpladsen, fik armbånd på, købte for 350 kr. ølbilletter, og gik direkte ned til KONVENT. All-girl doom bandet har jeg flere gange haft fornøjelsen af at se live – og det skal ikke være nogen hemmelighed at bandet især i starten fik skudt i skoene at de kun fik så meget opmærksomhed fordi de var hunkøn. Whatever. Bandet er på mange måder vokset enormt til den positive side, både hvad angår sceneoptræden såvel som gode numre. De første gange jeg så Konvent live synes jeg ikke sangene manglede et eller ander udefinerbart – men der er kommet meget mere styr på både sangskrivning og deres liveoptræden siden de første gange jeg så dem live. Eller også var det de samme numre der bare lød bedre.. Bandets groteske og rå doom/death, kunne dog godt have ønsket sig bedre kulisser end teltscenens sauna-agtige klima. Men det er jo på ingen måde bandets skyld. (PME)
Det er jo egentlig ikke helt fair at sammenligne to bands, der spiller på to forskellige dage på en festival, selvom de har genrebetegnelsen til fælles. Finske SATAN’S FALL måtte dog alligevel se sig slået oven på torsdagens åbning med Encyrcle. De finske speed metallere virkede også en anelse uoplagte. Om det var varmen på disse breddegrader, den lange tur herned eller blot noget andet, må være op til den enkelte at vurdere. Bandet har dog et ret fedt repertoire, der lokkede mig ned i merch-teltet, hvor jeg erhvervede mig et kassettebånd – ja, tiden er netop nået til kassettebåndenes revival. “Metal of Satan” er bestemt et lyt værd! (LBH)
For godt 25 år siden blev jeg venner med Simon og Bjørn, der forærede mig demobåndet ”Lad Hornene Gjalde” med deres band Mareridt. Mareridt blev til HORNED ALMIGHTY senere hen – et dansk black metal band der har fået masser af ros og opmærksomhed uden for landets grænser. Fornemmelsen ved at stå næsten 25 år senere og opleve Simon og Bjørn optræde med corpsepaint, omvendte kors, dyrekranier og knusende black metal var decideret fantastisk – hverken volvo eller pensionsopsparinger har taget livet af hverken bandet eller mig. Fuld solskin er dog på ingen måde en optimal situation at opleve Horned Almighty i, og i starten var det da også en lille, men dedikeret crowd der gav den gas til Horned Almighty. Men solskin eller ej – Horned Almighty er et af Danmarks bedste og mest undervurderede black metal bands – og man kan kun håbe at endnu flere i både DK og det store udland opdager bandets kvaliteter. Bandet spiller med en nerve der overbeviser publikum at det her på ingen måde bare er “another day at the office”, og jeg skammede mig med det samme over at jeg ikke har givet så meget opmærksom til bandets nyeste album World Of Tombs, som deres bagkatalog. Det skal der laves om på! (PME)
Man kunne dårligt nå at få pusten og tylle et par Jägermeister-shots efter Horned Almighty, før man selvklart skulle høre århusianske WOEBEGONE OBSCURED. Et par shots ind under vesten klarer man dog altid – og et par sømandsjokes får generelt også de mest belastende personager væk. Sømandsjokes var der dog ikke mange af i Woebegone Obscured. Bandet er et af de absolut bedste – og eneste – danske funeral doom bands. Endnu engang var det lidt bizart at opleve et band med et så dystert og afgrundsramt univers, optræde i fuld solskin og 30 grader. Men med den ramme, leveede Woebegone Obscured alligevel en solid og ultramørk koncert, især holdt oppe af vokalist Danny Woes teatralske vokal og desperate sceneoptræden. Vi fik også smagsprøver fra bandets kommende album The Forestroamer, som muligvis har potentiale til at blive et af de bedste danske doom metal albums nogensinde. (PME)
Sent på eftermiddagen var der endnu en af de her nostalgiske genforeninger. Da vel sagtens også lidt af et scoop at få samlet ALIEN FORCE igen. Hvilket også var ganske tydeligt at se på publikum, som havde samlet sig i god tid foran udendørsscenen til noget der skulle blive et gedigent ridt tilbage til de glade 80’ers heavy hymner. Bandet var veloplagt og formåede at holde godt fat i publikum hele vejen. “Hell and High Water,” fra pladen af samme navn fra 1985, blev også afslutningen på et nostalgisk sæt. Hvor publikum, med knyttede næver gentog omkvædet længe efter bandet var færdige. (LBH)
Det var anden gang at de britiske NWOBHM/doom-legender PAGAN ALTAR spillede på Metal Magic, da de, denne fredag, spillede solen og de varme grader godt ned. Det blev iskoldt under koncerten, hvor flere publikummer måtte en tur i teltet efter en trøje. Det var som en hilsen fra gravkammeret, og det passede perfekt ind i bandets dystre tekstunivers. Som de fleste bekendt, døde bandets originale sanger og sangskriver, Terry Jones i 2015 og bandets sidste plade, Room of Shadows, er det sidste han nåede at indspille. Bandets nye sanger, Brendan Radigan, har en vokal der på fornemste vis yder Terry Jones respekt uden samtidig at forsøge på at lyde som en kopi. Det var tydeligt at bandet var tæt sammenspillet, med en bundsolid rytmesektion i bassist og trommeslager, Diccon Harper og Andi Green. Begge er, sammen med Alan Jones, de eneste oprindelige medlemmer af dét Pagan Altar, som indspillede bandets sidste plade. Pagan Altar blev dannet i 70’erne af far og søn. Terry og Alan. Alan, som med den karakteristiske sixpence og det melodiske guitarspil. Sammen med den anden guitarist, Andres Arango, spillede de som med sjæl så man næsten ikke kunne lade blikket glide over på den, for MMF, så karakteristiske Memory Wall. Her var malet en gravsten med navnet Terry Jones på. (LBH)
Efter flere gode live-oplevelser, men desværre også – en slags ignorant opførsel, vil nogle sige. Overfor hvem? Enkelte af de optrædende bands desværre. Det er umuligt at nå alt på en festival. Efter et aften traktement med burger, snaps og kold fadøl, gjorde jeg mig klar til et af de bands jeg på alle måder havde set mest frem til på Metal Magic – nemlig tjekkiske Master’s Hammer! Tanken om at skulle opleve dette østeuropæiske kultband var allerede helt surrealistisk. Jeg kan huske at jeg fik bandets Ritual album som promo-CD i 1991 eller 1992 og der var jeg allerede hooked. Master’s Hammer skiftede dog stil adskillige gange, som på den orkestrale Jilemnicky Okultissta og den endnu mere avantgarde-inspirerede Slagry, men jeg fulgte med og var ret begejstret for det meste af outputtet. Efter 25 års live-pause begyndte Master’s Hammer anført af František Štorm lige pludselig at spytte nye albums ud og spille live her og der for nogle år siden. Det var da også bandets nye live-appetit der førte dem til Metal Magic, og jeg må indrømme at jeg lige måtte knibe mig i armen et par gange for at tro på at bandet rent faktisk stod her på den jyske mark! Og de skuffede på ingen måde. František Štorm var upåklageligt påklædt i en blanding af sprechstallmeister-kostume og farverig vest og hat – og ledte sit orkester de næste næsten 2 timer mod næsten perfektion. Alene det at timpani/pauke-spilleren ”silenthell” var med under hele koncerten og med sit absolut udtryksløse ansigtsmimik var ham der satte det endelige prik over i’et på en storladen performance, siger meget. Slagene på de dybe trommer er kun ren markering (og det var kun fattigmands-timpani de havde med på scenen), men alligevel noget af det som gør Master’s Hammer til noget særligt. Vi fik en god blanding af numre fra hele karrieren, helt fra Ritual til det nyeste Fascinator, dog med et lille fokus på tidligt materiale, og det var da derfor også en fornøjelse at høre adskillige flere numre fra Ritual end forventet. Som bl.a. min favorit ”Pad Modly”. Derudover var det også en bizar, men smuk oplevelse at se dansk (eller i det mindste ikke-tjekkisk!) publikum på første række skråle med på tjekkisk. Sublim booking fra Metal Magics side! (PME)
Paul Roland var i manges øjne en bizar personage til at afslutte fredag på Metal Magic. Mange kendte ikke denne engelske singer/songwriter på forhånd. Personligt var jeg blevet introduceret til Roland af et familiemedlem for flere år siden, men ikke desto mindre var det her noget der sagtens kunne været gået helt ad helvede til, da det hverken var thrash, black, doom, death eller des lige. Men det blev på ingen måde tilfældet! Det var første gang i mange år at Paul Roland optrådte live, og han havde stort set ikke nået at øve med det medbragte band inden. Bandet var sat sammen i hast, da Paul Roland havde ladet sig overtale af Metal Magic til at optræde live for første gang i mange år. Og den overtalelsesevne er en af festivalens helt store styrker. Denne koncert var derfor noget helt specielt. Rolands okkulte folk rock sange der handler om spøgelser, dæmoner, varulve, djævelen, og lignende emner, har fået et kult following gennem årene, og netop også hos en stor del af det undergrunds – og det var da også tydeligt at adskillige kunne synge med på sange som ”Nosferatu” og ”Madame Guillotine”. Paul Roland har intet med metal at gøre, men alligevel formåede han og bandet at spille en årets mest brillante koncerter på en ultra metal festival. Stor, stor respekt til Metal Magic for at lave den slags ”skæve” bookinger, der om noget er et sats. Men det fungerede på alle måder! (PME)
LØRDAG
Morgenmaden på hotellet begrænsede sig til et tørt rundstykke og lidt æg og bacon – og derefter et par hurtige besøg i den førnævnte Ouzo flaske. Alligevel præsterede jeg at gå glip af det første på programmet. Det var annonceret som GOAT live, men de fleste med bare lidt kendskab til Lasse Baks historie med Metal Magic, ved at det ville være utopi at forvente. Angiveligt var seancen en omgang banko, hvor Lasse Goat ikke engang selv var dukket op, og i stedet havde sendt en vikar. Sådan! (PME)
Et par numre med FILTHGRAVE fra Norge blev det til, og det var helt i skabet – problemet var bare at norsk death metal kl. 13:45 i et telt der nærmest havde fået sauna-tilstande ikke er attraktivt nok sammenlignet med at få festivals-væskebalancen i orden hurtigst muligt. Et par hurtige fadøl og kolde Jäger-shots udgjorde derfor næste mellemmåltid. Efter denne indtagelse af alkoholiske forfriskninger så verden meget pænere ud, og derfor var det tid til de danske episke doomere i ALTAR OF OBLIVION på hovedscenen. Bandet har flere gange imponeret mig live – men jeg må indrømme at jeg var skeptisk pga det tidlige tidspunkt (14:30) og det famøse solskinsterror. Men bandet leverede en på alle måder gennemført koncert. Jeg har flere gange bidt mærke i at vokalist Mik tit synger en smule ved siden af. Sommetider lyder det halvfalsk og lidt sloppy, men som jeg og min sidemakker konkluderede, er det netop en af tingene der gør bandet skidegode live. Perfektionismen er en by i Rusland for bandet, til gengæld er der så meget sjæl med i deres musik at det halve kunne være nok. Igen en koncert hvor man får gåsehud over hvor godt endnu et dansk band lyder! (PME)
Så røg man i øl-fælden igen – men var dog tilbage til københavnske THORIUM der gav den fuld smæk på hovedscenen med deres blanding af svensk og US death metal. Bandet udgav deres første skive i 1999, og har gennemgået line-up udskiftninger som en anden svingdør, men line-up’en fra den nye skive ”Blasphemy Awakes” med bl.a. svenske Perra Karlsson (Destroyer 666, In Aeternum etc), Kræn Meier (Sacrificial, Petulant etc) er også den samme der trykker den af på Metal Magic. Vokalist (Michael H. Andersen) er i stødet, og smider små anekdoter ind om hvert nummer. Bl.a. om de små flasker Underberg og Boonekamp fra Aldi, han har indtaget på vej til Jylland – eller var det for 15 år siden? (PME)
Der drikkes dus og udveksles anekdoter med diverse bladsmørere fra det konkurrerende medie Devilution, hvoraf flere af dem jo er behagelige mennesker, omend det gør ondt at indrømme. Der trakes mod hovedscenen igen, hvor den næste time er kridtet op for norske DEATHHAMMER, der udmærker sig ved at være et band hvor musik og udseende passer sammen. Det her er bølle-metal med vigende hårgrænser – bandet burde rent faktisk have gjort deres entré på scenen på knallerter med rævehaler. Musikalsk er det et misk-mask af gammelt Sodom, Kreator og Aura Noir – og vokalist Sergeant Salsten formår på enestående vis at headbange i millisekunder mellem tekstpauserne, samtidig med at han får introduceret de næste numre på mumlende, uforståeligt, fuldemandsnorsk. Trommeslager Sadomancer spiller som var han enten fuld eller besat. Sikkert begge dele – og vi får et godt mix af numre fra især det nyeste album ”Chained To Hell”, såvel som bagkataloget. Denne koncert er samtidig den eneste på årets Metal Magic, hvor jeg taber kæben over hvorledes ALT passer sammen med Deathhammer. De spiller skidegodt, de har ikke ”måne-forskrækkelse”, de drikker sig ned på scenen og musikken passer helt som fod i hose med image. (PME)
Peruvianske ANAL VOMIT har eksisteret siden 1992, hvor de har udgydt had og foragt i hjemlandet. Nu var turen heldigvis kommet til Danmark. Der skal ikke herske nogen tvivl om at de her gutter havde pakket den store kuffert med sure opstød. Allerede inden koncerten blev der skældt ud på MMFs stakkels lydmand, som vist ikke helt vidste hvad den vrede forsanger egentlig ville. Men pludselig stod en peruviansk kvinde på scenen, med et lokalt instrument – som ikke var en panfløjte. Hun åbnede helvedesballet med en lille anekdote og en sang fra hjemlandet. Dernæst tog Anal Vomit over, der tæskede publikum sønder og sammen i lidt over en times tid. Den voldsomt kaotiske stil, der er velkendt blandt sydamerikansk dødsmetal, brutal og beskidt, kun afløst af enkelte små-melodiske passager. Inden helvede atter bryder løs. Snakken blandt festivalens frivillige gik på at bandet havde overskredet deres spilletid gevaldigt. Men sådan må det være når man har rejst så langt, og er virkelig sur! (LBH)
Som vi allerede har været inde på med Paul Roland, har Metal Magic booket hovednavne der ikke er heavy metal, men som burde tiltale en stor del af koncertgængerne. GOBLIN var et apart, men sikkert hovednavn. Men hvorfor? Italienerne med originalmedlem Claudio Simonetti har lavet soundtracks og scores til så klassiske horrorfilm som ”Dawn Of The Dead”, ”Susperia”, ”Deep Red”, ”Profondo Rosso” etc., og var derfor et joker-kort, der udfoldede sig som et kongekort som headliner til årets Metal Magic. Og ja, det var stort at høre klassiske film soundtracks fra en af mændene bag – desværre varede seancen længere end godt var – især for folk der ikke var kendere – og flere trak mod ølteltet halvvejs inde i koncerten, men samtidig var det en stor oplevelse at se voksne mænd blive rørt til tårer over at høre netop deres yndlings-soundtrack spillet af Claudio og hans hold. Italienerne leverede en oplevelse på Metal Magic der intet havde at gøre med metal, men fik folk med i fællessang, nynneri, headbanging til så aparte genrer som italo disco, 70’er funk, horrorrock og des lige. Goblin var på alle måder sygeligt for Metal Magic at satse så mange penge på som headliner, da det kunne være faldet helt til jorden – men det modsatte var tilfældet. Claudio Simonettis Goblin havde det mest trofaste publikum i sin hule hånd fra start til slut. Efter Goblin skulle Black Sabbath Tribute levere festen på teltscenen, og de numre jeg opfattede lød glimrende, men på dette tidspunkt ville det give lige så meget mening at lade Peter A.G. og David Vincent lave en plade sammen, som det ville at bede undertegnede om at mene noget der burde tages seriøst (PME)
STEMNINGEN
I dagene efter stod den på kolde omslag på panden, og forsikringer fra fremmede mennesker på gaden om at det nok skulle gå alt sammen. Helt på samme måde som når man ligger i fosterstilling efter Copenhell og Roskilde. Den store forskel er dog at efter Metal Magic ligger man med et stort smil på læben, og lover sig selv at man på alle måder er tilbage næste år, hvorimod man bander den der lokkede undertegnede på Roskilde et par dage væk hvor peberet gror. Metal Magic er dog noget helt specielt – der er vitterligt ikke en anden festival i Danmark der har den samme musik, stemning og tilgang til det hele. Det er et fortræffeligt selskab, man skal aldrig stå i kø til øl – og næsten aldrig til toiletterne. Der er altid godt udsyn til koncerterne, der er rummelighed en masse, stort set alle drikker sig i hegnet, og der er aldrig nogen der kommer op at slås. Sagt på en anden måde – Metal Magic kan ikke blot anbefales, det burde være obligatorisk for alle der vil høre undergrundsmetal og som er ligeglade med store, dyre headliners! Eneste kritikpunkt er at der manglede borde og bænke på det udendørs areal. Der kunne sagtens have været sat flere op, sammen med nogle parasoller. I en så sindsyg hede, ville det være dejligt at kunne sætte sig ned lidt oftere – i læ fra den nederdrægtige sol. (PME)
Stemningen på MMF er noget ganske særligt. Først og fremmest kommer publikum for at høre en masse metal, eller beslægtede genrer. Her har arrangørerne i dén grad også ramt hovedet på sømmet, ved at turde udfordre publikum med mere obskure bands. Som f.eks Paul Roland og Claudio Simonetti’s Goblin. Derfor er de værste metal turister allerede sorteret fra, da ingen af dem kender nogle af de bands der er på plakaten. De knapt 700 betalende gæster har, langt de fleste, været med i en årrække. Derfor bliver der også uddelt en del krammere og high-fives, og der skal catches up siden sidst. Det gør de fleste også rundt omkring på pladsen, eller i teltet med den lille teltscene. I år var det også muligt at læske ganen med lidt mere særlig øl, da bryggeriet Dry & Bitter havde taget lidt med fra deres haner. Det blev dog ganske hurtigt totalt udsolgt. Derudover var boden med mexicansk mad ganske populær, men ikke lige så populær som burgerboden. Der også måtte melde alt udsolgt sidst på festivalens sidste dag.
Generelt er der en fed og autentisk stemning på Metal Magic. Hvor den gamle plads, ved Ungdommens Hust, havde noget helt særligt over sig – bl.a. med den famøse togvogn, er den nye plads både større og rummer endnu flere muligheder. Jeg glæder mig til at komme igen allerede næste år, og gense i de hængte dukker på den store udendørs scene, gense det trofaste publikum og høre noget fee’ hegn! (LBH)