Af: Lennart Bach
Photo: Agge Skov Larsen & Lennart Bach
Man skal altså til Jylland for at høre solid metal i de idylliske rammer, der udgør det for en af landets nyeste metalfestivaler.
Den netop nystartede metalfestival, Tornvang Open Air, kunne i sidste weekend slå dørene op for deres andet år. Festivalen er som en tung havefest, der er arrangeret af de to kammerater, Jesper og Jesper og afholdes i den ene Jespers forældres baghave. Bogstaveligt talt. Man skal langt væk. Helt til det nordlige Djurs, for at få sommerens sidste skud metalfestival. Meget inspireret af de små festivaler som Metal Magic og Heavy Agger, står det ganske klart. Man skal altså til Jylland, for at blive helt fri for metalturister og høre ordentlig hegn sammen med ligesindede. Jesper havde sendt sine forældre på ferie lidt længere nordpå, og lånt deres lille landsted. Ganske idyllisk, med trimmede buske, et lille drivhus og masser af plads, er rammerne ganske fortræffelige for et program pakket med meget forskelligartet metal.
HEROES 2 NONE var dagens første band. De spiller punk med afbleget hår og gibsonnen helt nede ved knæet. Selvom punk ikke er min stærkeste side, måtte jeg alligevel hurtigt erkende at min fod konstant tappede med i de velkendte 2/4 og 4/4 takter. De århusianske punkere, der aldersmæssigt, må have været med dengang det hele startede, trækker flittigt på inspirationerne fra Ramones og den britiske punkscene. “Hatemonger,” blev skålet godt igang fra den veloplagte forsanger, som også kunne fortælle at bandets debut netop er på vej. Den kommer i ganske få oplag. Kun på vinyl og kassettebånd. Heroes 2 None spillede et energisk og tight sæt, med masser af skål og bøllejokes mellem numrene. Herefter kunne man smutte hen i skinkekutteren, knapt 10 meter fra scenen, og fylde sig med ganske fortræffelige pølser fra Grenå Slagtehus. Pølser der rent faktisk bestod af kød, i modsætning til de aflange poser med saltvand og benmel jeg engang gav en mindre formue for, på et af landets andre og noget større festivaler. Det var bestemt ikke sidste gang jeg besøgte dét foderbræt i løbet af denne regnvåde lørdag.
Næste band trak grundigt ned i aldersgennemsnittet og mens tunge og dystre skyer samlede sig over det lille landsted, gjorde drengene i WAYWARD DAWN sig klar med en kort lydprøve. Og inden det første, aggressive riff rev sig ind over de omkringliggende marker, åbnede himlen sig. Som ville de højere magter straffe os for at besudle den landlige idyl. Men Wayward Dawn gav dem kamp til stregen og piskede en seriøs gang blackened death tilbage lige i ansigtet på guderne, og fik samlet en mindre skare af publikumer foran scenen. Som straks gav sig i kast med regnvåde mosh pits. Jeg selv, der nærmere havde påklædt mig til en solskinsdag ved stranden, holdte mig i sikker afstand under havens imponerende bøgetræ. Her blev der flittigt skålet i dåseøl, som arrangørerne havde indkøbt via den lokale købmand, til selv samme formål.
En af festivalens styrker er at arrangørerne formår at holde en vis alsidighed i programmet, og vi kommer ganske vidt omkring i metalverdenen. Næste band, odenseanske HADRON, som har eksisteret en årrække i undergrunden, henter deres tydelige inspirationer i den klassiske, melodiske doom metal. Et sted mellem tidlig Black Sabbath og Candlemass, er det heller ikke svært at genkende netop disse inspirationer. Bandet er i fuldt udstyr, med halvåbne skjorter, langt hår og stramme trompetbukser. Forsanger, Martin, synger helvedes godt og der bliver hurtigt gravkammerstemning, på den gode måde, på den lille gårdsplads og mens publikum trakterer sig med fortræffelige pølser og dåseøl, bevæger hovederne sig langsomt og taktfast til musikken. Selvom doom ofte kan være lettere ensformigt i udtrykket, formår Hadron at skabe en vis variation i og med de har et par sange med på dansk, i et ellers engelsksproget tekstunivers. Det fungerer ganske godt. “Fear no evil,” runder bandets 45 min. sæt af, og til trods for at temperaturen har sænket sig en del oven på dagens første regnskyl, er festivalens publikum ganske overbeviste om Hadrons kvaliteter og er klar til dagens fjerde band. Nemlig CHRONICLE, der er fra så langt mod nord, at dødsmetal bliver til fee’ dø’ !
Forsanger, Lars Bo Nepper, fremstår lige dele manisk og med en god portion nordjysk lune, gør han det ganske underholdende som indpisker mellem bandets aggressive og melodiske death thrash. Netop melodierne er godt skruet ind i musikken, så den ikke bliver påtaget og vidner om nogle ganske fortræffelige musikere og et band man gerne bør holde øje med i fremtiden.
Man kan kun blive svært begejstret over den entusiasme og autencitet man møder fra arrangørerne, alle de frivillige og den eksklusive skare som er med til at gøre Tornvang Open Air muligt. “Selvom Gud har valgt at pisse os i ansigtet i dag, headbanger vi sgu videre,” brøler Jesper, der udgør den ene af de to arrangører, fra scenen inden næste band går på. Vejret er ikke just på festivalens side denne dag. Men det er publikum fuldstændig ligeglade med. Oven på den varme sommer, er lidt kulde og regn tiltrængt!
ROYAL DECEIT er festivalens sorte får og de, blandt publikum, der ikke kendte bandet i forvejen, rynkede da også lidt på næsen da de hørte om at bandet spiller nu-metal. Der var da heller ikke noget af tage fejl af, da bandets forsanger entrerede scenen med sine imponerende dreadlocks. Men det stod også hurtigt klart at Royal Deceit har klemt alt det der fungerede godt ud af metalhistoriens mest udskældte genre og giver publikum en ørefigen, så selv festivalens ældste denimveste må ind og moshe med sammen med bandet og de øvrige publikumer. Det er sjældent man oplever en så vildsluppen energi hos et teknisk dygtigt band. Forsangeren og bassisten springer konstant ned fra scenen og deltager ivrigt i publikums mosh, mens de brøler og spillede sig gennem et vildt sæt.
Med en lille festival, udelukkende baseret på frivillige kræfter og private indskud, er det imponerende at polske HEADBANGER, har takket ja og kørt den lange vej fra Szczecin for at spille et sæt på 45 min. Publikum tog ganske pænt imod dem, og da bandet lagde ud med den første 80’er nostalgisk heavy metal basker, var alle komplet overbeviste om at Headbanger altså er lidt af et scoop for festivalen. Som det foregående band, må Headbangers forsanger også tage springet ned fra scenen og deler begejstret high-fives ud til publikum alt imens trommeslageren spiller high-hat med den ene hånd og bunder dåseøl med den anden. Den korte koncert er en sand tour de force gennem høj-oktan heavy metal og selvom bandet planker flere titler fra 80’ernes klassikere som “Barracuda” og “Into the fire,” er det gjort med overbevisning og en klar hyldest til netop de bands fra dengang hvor det var nyeste trend at rive ærmerne af sine t-shirts og gå med stramme jeans. Da bandet er færdige, har publikum slet ikke fået nok, så de polske drenge må tilbage til scenen og slutter af med et ganske udmærket cover af “Ace of Spades.” Til stor begejstring for publikum, der efter koncerten, ivrigt taler om hvor fedt Headbanger er. Hermed en opfordring til Tornvang Open Air, eller andre danske festivaler. Vi ser gerne Headbanger på disse breddegrader igen!
Festivalens sidste band er de danske og voldsomt fremadstormende DEADFLESH, som også har fået festivalens længste spilletid, til at maltraktere publikum med en solid gang old school dødsmetal. Desværre måtte jeg forlade det lille landsted halvvejs inde i sættet. Men jeg er sikker på at bandet fik vækket noget ganske særligt. Da jeg, i bakspejlet, kunne skimte nattens første lynglimt ude over Kattegat, da jeg kørte den lange vej tilbage til Odense.
Tornvang Open Air er en ganske særlig festival, hvor ambitionerne er skyhøje og engagementet blandt alle deltagere lige så. Om få år ønsker arrangørerne at udvide til et to-dages arrangement, da de også er bevidste om at festivalpladsen ligger så langt ude for lands lov og ret, at der skal mere på programmet for at lokke flere end de knapt 120 betalende gæster til det nordlige Djurs. Så hermed en opfordring til at sætte kryds i kalenderen i starten af august 2019.