RISING
SWORD AND SCYTHE
(INDISCIPLINARIAN)
8/10
Af Mariann
Rising har deres fjerde album, Sword and Scythe, på gaden. Et konceptalbum om menneskets fremgang og forfald, og de hviler ikke på laurbærrene med at sætte stemningen. Allerede fra første track på skiven, Amor Fati, bliver man indlemmet i dystopi og kaos.
Klaver der spiller i dissonans over vrælende guitarer og tordenagtige lydeffekter fremtvinger gåsehud. Er denne intro et musikalsk symbol for verdens sammenbrud?
Herfra går albummet for alvor i gang. Man er fra første tone ikke i tvivl om hvem det vi har med at gøre. Deres tunge 70’er og 80’er inspirerede sludge doom har en helt særlig lyd, der kun forstærkes af Morten Grønnegaards stærke vokal. Hans stemme har så meget styrke og klang, at den passer perfekt ind i de på samme tid tunge og frembrusende rytmer. Numrene på pladen bliver i stor grad båret af Grønnegaards meget melodiske vokal, der med sine ord for alvor maler det store billede for lytteren.
Overalt på albummet findes progressive riffs og aggressivt frembrusende rytmer. En jævn mængde guitarsoli er også spredt ud over skiven. Disse er perfekt afbalanceret i forhold til både lydbillede og stemning. De skærer tydeligt igennem, uden at overtage og virker på intet tidspunkt malplaceret eller overdrevent som det ellers kan ske, for en dygtig, men ivrig guitarist. De skærende guitarmelodier der også findes i hvert nummer, falder ind i lydbilledet som en ideel modvægt til den tunge bas, dybe trommer og den kraftfulde vokal.
Tung og aggressivt er dog ikke de eneste adjektiver, der kan bruges til at beskrive lyden på dette album. Det er et meget mere nuanceret lydbillede. Dynamik, staccato og dissonans er bare nogle af de mange redskaber Rising bruger for hele tiden at holde lytterens opmærksomhed. I nummeret Camp Century får jeg en orientalsk feeling. Det er et stærkt nummer, der ikke er nær så frembrusende som de fleste andre numre på skiven. Det er mere svævende af karakter. I modsætning hertil findes nummeret Sea of Irrelevance, der er et musikalsk solidt nummer. Det er mere fast end de andre numre. Der en smule King Diamond over lige dette nummer. Både brugen af vokalen fra en dyb, rungede herrestemme til at være mere vrængende, næsten råbende, og den mørke, dystre musik i baggrunden, der ger formår at være en tand mere dystopisk end på resten af numrene. Denne sammenligning skal bestemt tages som en kompliment!
Pladens store finale, Aeterna, har samme intro som hele albummet, hvilket placerer os i et cirkulært forløb. Her vender jeg tilbage til mine tanker fra starten om hvorvidt dette symboliserer menneskehedens forfald, konceptet taget i betragtning. Vi har nået enden på det hele, men er alligevel tilbage ved begyndelsen for en stund. i er tilbage til starten og vi er nået slutningen. En smuk afslutning på et smukt og dystopisk album. Den helt rigtige. Alt er gået op i en højere enhed, i hvert fald musikalsk. Efter at have lyttet til dette album kan man godt frygte for om det sammen gælder os mennesker i fremtiden, men det kan kun tiden vise. Dette konceptalbum lever i hvert fald op til forventninger og får sat gang i tankerne med deres dystopiske, sludgede lyd og tekstunivers.
For at skulle komme op på en 9’er eller endda måske en 10’er mangler der en ørehænger. Noget der hænger ved når man har slukket for pladespilleren. Det er absolut et godt album. Det er godt produceret med super lækker lyd og melodi. Ingen tvivl om at musikerne er teknisk dygtige. Der er intet dér, men jeg savner en ørehænger ligesom All Dirt eller Ocean Into Their Graves fra deres 2016 album af samme navn.
Dommen herfra er altså otte meget, meget store knogler ud af ti. Kunne jeg gå i decimaler havde vi været uhyggeligt tæt på en ni’er. Så er det sagt.
Tracklist:
1. Amor Fati (instrumental)
2. Empirical
3. Hunger and Exile
4. Camp Century
5. White Heat
6. Ancestral Sun
7. Civil Dawn (instrumental)
8. Salted Earth
9. Renewal Ritual
10. Kill Automation
11. Sea of Irrelevance
12. Aeterna