VOIVOD/BIO-CANCER
“Bombehuset”
14.10.2018
Tekst: Nolder
Foto: Jacob Rimmen
Der findes et hav af fede, nye old school thrash bands rundt om i verden, men det er desværre yderst sjældent, at de besøger Danmark, da de typisk er alt for små til at stable en tour på benene. Så da en af mine favoritter udi netop ny olds chool thrash, græske Bio-cancer, endelig kom forbi, så var det bare om at kridte skoene og komme afsted til Pumpehuset.
Mit entourage og jeg ankom to minutter i koncertstart, så de første dejligt larmende toner fra Bio-cancer bragede allerede ud af højttalerne, da vi bevægede os helt op foran scenen. Det var tydeligt, at ikke mange kendte Bio-cancer, så der var god plads til at stå og headbange lige op i bandets ansigter – og tro mig, der var rigeligt at thrashe igennem til. Bio-cancer er som udgangspunkt no-frills, ganske primitiv thrash grundigt inspireret af genrens klassikere såsom Bonded By Blood og Sentence of Death, og deres flittigt anvendte kor på enkeltord i snart sagt hver anden sætning fungerer eminent. Lyden var fin, alt imens gutterne pløjede sig energisk igennem det meste af deres anden og bedste skive Tormenting the Innocent, hvor især ”Bulletproof” og min personlige favorit ”Boxed Out” stod ud som vindere. Skal jeg drysse lidt malurt i oplevelsen, så var rytmeguitaren alt for lav, når der blev spillet soli, og så kunne man godt høre, at den seneste plade er mere end tre år gammel, og at bandmedlemmerne har udviklet sig siden. Det skulle vel egentlig være en positiv ting, men i dette tilfælde så betød det, at nogle af de gamle sange blev spillet lidt for virtuost (i mangel af bedre ord), med overdrevent melodiske soli og enkelte steder næsten funky basspil, og det klædte sgu ikke Bio-cancers rasende thrash, som bare skal være spilles primitivt for at fungere. Ind imellem gik der sgu næsten melo-death i sagerne, og jeg havde hellere set drengene holde sig 100% til stilen fra pladerne. Det gør de forhåbentlig på den snarligt kommende plade, som bassisten (iført Demolition Hammer t-shirt, yes!) efterfølgende fortalte er på trapperne. Han sad og passede merch-boden, og sådan er det jo, når man er et lille band på tour.
Bio-cancer var hovedårsagen til, at jeg havde indfundet mig på matriklen denne aften, men når man nu var der, kunne man lige så godt tage de gamle space-metallere i Voivod med også. Canadierne var helt oppe at ringe med deres tre første plader i midtfirserne, men siden da er det i min bog gået dramatisk ned ad bakke, og bandet spiller i dag progressiv rock/metal uden den store aggressivitet. Det har de vel egentlig gjort siden Dimension Hatröss fra 1988 – med et par afstikkere til mere rå og hårdtslående metal i midten af 90’erne, hvor de i nogle år havde en anden forsanger end navnkundige Snake. Den periode var der dog ikke noget fra i canadiernes sæt, til gengæld fik vi faktisk 2-3 numre fra 1987’s Killing Technology samt den gamle klassiker ”Voivod” fra debuten War and Pain, som sluttede hovedsættet. Disse numre satte godt gang i mit sind og min krop, men herudover var der ikke meget at komme efter for en gammel thrasher. Numrene fra den nye skive The Wake fungerede fint i tandem med ældre numre fra skiver som netop Dimension Hatröss, Nothingface og The Outer Limits, og det er der ikke så meget at sige til, for stilen på den nye plade lyder som en opdateret version af netop Nothingface. Man kan dog ikke sætte en finger på bandets evner, for de spiller deres numre til perfektion, og fansene oppe foran scenen lod da også til at labbe det hele i sig. Især den (stadig) nye guitarist Chewy – som har en fortid i snart sagt alle Canadas mere tekniske bands så som Martyr, Cryptopsy og Gorguts – gjorde det godt og har på imponerende vis formået at tage over fra den originale guitarist Piggy, som tragisk blev taget af kræft i 2005. Piggy blev da også naturligt hyldet på aftenen, ligesom der i øvrigt foregik en masse gøgl og gak mellem numrene, hvor der bl.a. blev spillet lidt Kiss, Metallica og Van Halen strofer, alt imens især Snake fjollede rundt og hyggede sig i, hvad der kun kan have været en mild brandert. Det var disse humoristiske tiltag snarere end musikken, der holdt mig kørende gennem hele koncerten, men er man fan og holder af Nothingface stilen, så var der masser at komme efter, og det sås tydeligt blandt hovedparten af de fremmødte.
Summa summarum en fin aften i Pumpehusets lille sal, og jeg ser frem til at møde op igen til Skeletonwitch og følge i midten af november.
