UNCLE ACID & THE DEADBEATS + L. A. WITCH
DEN GRÅ HAL, CHRISTIANIA
25.11.2018
Tekst: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt
Uncle Acid and the Deadbeats fra Cambridge, England både ligner og lyder mere som en gruppe fra 1970’erne end 2010’erne. Det gør de, selv sammenlignet med andre psykedelisk doom metal-grupper, hvilket er noget af en bedrift: Deres musikstil er ikke så meget en moderne genfortolkning af Black Sabbath og Blue Cheer, men minder mere om et samtidigt band med egen unikke lyd, der også læner sig lige tæt op ad tidligere britisk rock som Beatles og Kinks eller for den sags skyld 70’er glam som NY Dolls, Slade og T. Rex. Så har vi deres tekster og musikvideoer, pladecovers og sceneteatrik, der afslører et dybdegående kendskab til ikke kun de mest dystre og foruroligende film og bøger fra 70’erne men også de konspirationsteorier og æsoteriske religioner, der var udbredte i alternative kredse i netop det årti.
Det var derfor ingen overraskelse, at Uncle Acid til deres første koncert i Danmark siden Roskilde Festival 2016 spillede i Den Grå Hal som er Fristaden Christianias store koncertsal med udstyr til indviklede multimedie-sceneshows – én stor tidslomme af 1970’ernes alternative kultur i det 21. århundrede.
Angående L. A. Witch, så var de et forfriskende valg som opvarming. Jeg er selv ved at blive træt af alle de retro-70’er syredoom-bands, der springer op som paddehatte i dag, med mindre de enten har en unik lyd eller er virkelig gode til hvad de gør – begge ting, som Uncle Acid mestrer. Derfor var jeg positivt overrasket over L. A. Witch. Gruppen består af tre sortklædte unge kvinder, der ikke kan være meget ældre end i begyndelsen af 20’erne. De spiller en musikstil halvvejs mellem 60’er garagerock a la Velvet Underground og 80’er goth rock. Dvs ikke særlig tungt eller forvrænget overhovedet, men med en overvældende mørk og dyster atmosfære. Jeg kunne godt lide, hvordan de brugte et varieret arsenal af ekko- og delay-effekter på guitar og bas til at skabe en overvældende farverig men dyster stemning i deres musik, teknikker anvendt med samme formål tilbage i 80’erne af goth-bands såsom The Cure eller Echo and the Bunnymen.
Selvom ingen af L. A. Witchs sange var særlig lange eller teknisk indviklede, så havde alle sangene en god sans for at opbygge spænding og at have nogle uventede twists i sangstrukturerne. Inspiration fra 80’er goth kunne også høres i trommeslageren, som benyttede et varieret sæt hypnotiske primitive rytmer til at drive sangene fremad mens guitarerne hovedsageligt tilføjede lag af atmosfæriske teksturer. Denne teknik kunne jeg straks genkende fra fx The Cures Pornography eller Echo and the Bunnymens Heaven Up Here. Guitaristen og bassisten deltes om at synge, og havde den perfekte sarkastiske attitude. Jeg kan forestille mig L. A. Witchs musik på soundtracket til en virkelig fucked up 60’er/70’er krimi som følger tre hyper-kompetente kvindelige forbrydere.
(artiklen forsætter efter galleriet)
Som traditionen tro for koncerter i Den Grå Hal havde allerede L. A. Witch et lysshow og visuals over set sædvanlige: De spillede foran et psykedelisk maleri af en stjernehimmel imellem flere parallelle dimensioner, og havde projektører til at vise roterende geometriske lys-formationer langt ud i hallen. Uncle Acid, der til daglig hedder Kevin R. Starrs, havde jo i interviews lovet sit vildeste og mest ambitiøse visuelle show til denne 2018-turné nogensinde så L. A. Witchs medlemmer må have tænkt sig de havde brug for noget lignende.
Jeg havde forventet, at det ville tage Uncle Acids personale virkelig meget tid at sætte alle projektørerne på plads og programmere udstyret, men de gik på klokken 21 sharp. Deres sætliste var også længere end sædvanligt, omkring halvanden time inklusiv encore.
Uncle Acid havde gjort meget ud af den visuelle præsentation: Hele tiden befandt de sig i minimal belysning i kølige lilla og blå farver, hvor man kun kunne lige akkurat se deres silhouetter. Projektørerne sendte også meget begrænsede, men nøje koordinerede lysformationer i foruroligende pink og lilla farver ud i salen designet til at desorientere og chokere publikum. Så var der de filmklips, der blev spillet på lærredet bag musikerne: Hver sang havde sit eget video-klip. Til den første og til den sidste sang var videoklippene udformet som titelblad og rulletekster til en 70’er gyserfilm komplet med rød splatter-skrift. Til sangene ind i mellem bestod videoerne af en blanding foruroligende videoklip fra gamle dokumentarer om emner som industriel forurening og religiøse sekter plus spillefilm i de genrer som har inspireret Uncle Acids tekster: Dystopisk science-fiction, psykedelisk Jodorowsky-surrealisme, overnaturlig horror og brutale socialrealistiske krimier. Andre af videoerne på lærredet bestod af dystre abstrakte mønstre eller tidligere koncert-optagelser af bandet kørt igennem en masse psykedeliske effekter.
Desværre havde Uncle Acid and the Deadbeats nogle problemer med lyden til de første to sange, der var det svært at høre bassen og begge guitarer, sandsynligvis fordi trommerne var noget for højt i mixen, men det fik de hurtigt styr på. I sangene efter synes jeg faktisk det var nemmere at høre sammenspillet mellem de to guitarister, og den anden guitarist Vaughn Stokes’ opbakningsvokaler til Kevin Starrs’ sang, end det er på deres plader. Live er Uncle Acids lyd faktisk noget mere poleret og ren end den primitive lavteknologiske lyd, de har valgt at indspille deres plader med som en slags rockmusik-udgave af Dogmefilms-filosofien.
Man kunne også høre, at Kevin Starrs og de andre rødder er blevet meget bedre musikere rent teknisk siden the Deadbeats udgav første album i 2010 og begyndte at spille live i 2013. I sangene fra deres første 2 albums satte de hastigheden oftere op og ned for at variere stemningen og bygge spænding end på studieoptagelserne, mens sangene fra deres nye album The Wasteland var mere komplekse og hurtigere end nogensinde før. Starrs har forresten udviklet sig til en virkelig god guitarist – hans soloer er nu lige gode til indviklede neoklassiske shredding og røgslør af abstrakte psykedeliske teksturer. Standarden i heavy metal-grupper, der har to guitarister, er nemlig at én specialiserer sig i det første og den anden i det sidste – men Starrs kan nu uden problemer blande de to stilarter i sine soloer og skabe en fantastisk kontrast-effekt. Med andre ord er han både Glenn Tipton og KK Downing, Michael Denner og Hank Shermann, Wolf Hoffman og Herman Frank, Kerry King og Jeff Hannemann i én. Gode koncerter har det med at bringe nuancer frem i musikken, som ikke er helt klare på studieoptagelser, og det synes jeg Uncle Acid and the Deadbeats mestrede i aftes.
Jeg synes der var problemer med lyden tidligt, men alt i alt var det en af de bedste doom metal-koncerter jeg har oplevet i meget lang tid. Faktisk vil jeg placere den foran, da jeg så Sleep i den Grå Hal tidligere på året. Uncle Acids genistreg er at opbygge lige så meget mystik omkring sig selv som band og gøre lige så meget ud af teatrikken i deres koncerter som de bedste black metal-grupper men de tilpasser det til deres undergenre samt egen unikke stil og image. Jævnfør også deres lave profil med få interviews, og hvor lidt information der kommer ud om deres private liv.
Alt det er noget, jeg godt kan lide ved Uncle Acid and the Deadbeats fordi jeg ellers savner dette i ret meget heavy metal i dag: At hver enkel gruppe gør virkelig meget ud af deres image og præsentation, men at de samtidig har nogle originale idéer bag så deres scene-teatrik/pladecovers/videoer ikke rigtig ligner noget andet orkester i deres genre selvom de måske på papiret benytter sig af samme temaer for deres tekster end så mange andre grupper. Det er derfor, jeg er men stadig følger trofast med i hvad Kevin Starrs og hans kumpaner foretager sig!
