SHINEDOWN (SUPPORT: STARSET PRESS TO MECO)
VEGA, KØBEHAVN
27.11.2018
Af Hell(e)
Foto: John-Son
Der var stuvende fuldt i Vega onsdag og efter et brag af en koncert på Copenhell i 2016 og ditto i Pumpehuset 4. juni i år, var det meget at se frem til. Faktisk var ventetiden næsten ikke til at bære. Det gjorde det ikke bedre, at ventetiden bestod af et børnemetal-band med alt for meget duetsang og en omgang playback electro-rock, udført af et band med mindre publikumsinteraktion end en klassisk koncert. Begge dele slæbte sig afsted og det er mig en gåde, hvorfor man har valgt de to ting som opvarming. Mit gæt er, at de nok har vundet en konkurrence, hvor alternativerne var endnu værre. Der var nogle Starset-fans iblandt publikum og de havde klart en fest.
Bevares, plasticvisirer med blinkende LED-lys er da meget sejt og riste man kan stå på med røg o lys ligeså, men det hører nok lidt mere til på et diskotek i Randers, end det gør som opvarmning til metal.
Efter en lidt lang pause på næsten 40 minutter og en sigtbarhed på balkonen i røgen på ca 40 cm, gik Shinedown ENDELIG på scenen og hold da magle, de var værd at vente på! Brent Smith, der måske ikke ligner meget andet end en ”utilpasset ung mand”, har en helt udsædvanlig evne til at få publikum med fra første sekund. Han styrter rundt på scenen som en skoldet skid, snakker på livet løs og fortæller med en entusiasme, der smitter af på selv den mest gamle, sure musikanmelder.
Hele showet var udført til perfektion og der var en enormt god harmoni i opbygningen; den første time fik for fuld smadder og da de lige skulle have pusten, gik der 20 minutter med de mere stille sange, inklusive deres nærmest trademark cover af Lynyrd Skynyrd’s ”Simple Man”.
Så var de klar igen og der blev givet gas til sidste akkord af ”Brilliant”, der afsluttede showet – meget passende.
Undervejs blev publikum både rost, kostet rundt med og måtte sågar dele sig som vandet i Bibelen, da Brent tog en spadesretur ned gennem publikumshavet.
Nogle ville måske mene, at der var for meget snak og for lidt musik, men når man er så god til at tale og skabe indlevelse, synes jeg faktisk det er helt okay. Han er på en måde som Bruce Dickinson, når man med store armbevægelser fortæller om krige, fly og hvad han ellers har på hjertet på scenen.
Der blev brugt tid på at overbevise publikum om, at selvom man er forskellige, når man kommer ind, er man alle en familie igennem musikken. Selvom det mest af alt lyder som en omgang tom prædiken, er det ikke noget man ikke har godt af at høre og det er jo rigtigt. En koncert er som en stor familiefest, hvor alle kommer for at hygge sig.
Shinedown giver sig altid 110% i deres live-shows og dette var ingen undtagelse. Alt sad lige i skabet; lyd, lys, koordinering og udførelse.
Okay, lige lyden kiksede de første par minutter, men der kom hurtigt styr på den.
Der blev virkelig givet gas og det var så uendeligt tydeligt, at de havde det præcis lige så sjovt på scenen, som publikum havde det på gulvet.
De ligger på en klar top fem over bedste live-bands og hvis man missede dem denne gang, har de lovet at vende tilbage – måske vi er heldige på Copenhell igen?
Hvis du missede noget, kommer her sætlisten for koncerten:
”Devil”
”Diamond Eyes (Boom-Lay Boom-Lay Boom)”
”Cut the Cord”
”Kill Your Conscience”
”If You Only Knew”
”Devour”
”How Did You Love”
”State of My Head”
”Enemies”
”Get Up”
”Black Soul”
”Second Chance”
”Amaryllis”
”Call Me”
”Simple Man”
”Sound of Madness”
”Brilliant”