SLAYER/LAMB OF GOD/ANTHRAX/OBITUARY
Royal Arena
03.12.18
Tekst: Nolder
Det var med en blanding af overrislet entusiasme og en smule vemod, at undertegnede drog mod Royal Arena mandag aften. Lige siden jeg købte debuten Show No Mercy i 1984 – og især siden jeg så bandet live første gang i Carlton Rock Paladz i 1985 – har Slayer været en integreret del af mit metalliv. Det band, der for mig har stået allerstærkest blandt mange mastodonter igennem snart 40 års kærlighed til metallen, skulle sige farvel, og selvom alle nok kan være enige om, at de bestemt har alderen til det, så er det stadig til at græde snot over.
Før vi kom til Slayer var der dog lige tre kvalitetsbands at dyrke først. Ja, hele tre! Når Slayer tager på afskedsturné, er de ikke fedtede med supporten, og første band på de senere så hårdt prøvede brædder var ingen ringere end Obituary. Én af dødsmetallens gudfædre og min verden stadig det ypperste, death metal har at byde på. Den råddenskab og det groove, de fem Florida-veteraner formår at klemme ind i deres lyd er stadig enestående, ligesom John Tardys ørlende vokal fortsat er dødsmetallens foie gras, og modsat mange andre har jeg faktisk altid elsket Obituary. Også på de lidt uglesete albums fra sidst i halvfemserne – og i særdeleshed på de seneste par plader, som atter har skudt bandet helt op i toppen af flagstangen. Ok, mine favoritter er stadig de to første – Slowly We Rot og især Cause of Death – og jeg var derfor en kende skuffet, da jeg på forhånd havde læst, at der grundet den korte tid til rådighed ikke ville blive plads til noget fra sidstnævnte. Heldigvis gjorde Obituary disse ondsindede rygter til skamme og leverede det fedeste medley af ”Chopped in Half” og ”Turned Inside Out” – indkapslet af et par nye numre før og de klassiske ”I’m in Pain” og selvfølgelig ”Slowly We Rot” efter. Og det var det! Et fedt og intenst, men også meget kort sæt, men det er vilkårene, når der er så mange bands på regningen.
Så gik en forgæves jagt på et garderobeskab ind, og man skulle også lige mose sig uden for og ryge en smøg sammen med 10.000 ligesindede, og disse øvelser tog så lang tid, at jeg desværre missede Pantera-introen samt det reelle åbningsnummer ”Caught in a Mosh” fra mine gamle helte i Anthrax. Det er desværre blevet mode at hade på Anthrax, og jeg skal da heller ikke stille mig op og være advokat for bandets seneste par ret ligegyldige plader, men bagkataloget fejler sgu ikke noget, og for mig var Anthrax lige så fede som altid. Jeg elsker den fællessang, som de altid får gang i under ”Be All, End All” og ”Antisocial”, og jeg bøjer mig i støvet for den spilleglæde, som især Frank Bello på bas og legendariske Scott Ian på rytmeguitar udstråler. Og så thrasher jeg altid løs til tidsløse klassikere som ”Efilnikufesin (N.F.L.)”, ”Indians” og ”Got the Time” – og ja, jeg ved godt, at sidstnævnte er en coversang – og ”Antisocial” lige så – og ligesom sidst Anthrax varmede op for Slayer i Helsingør for tre år siden kan man med rette undre sig over, at covers fylder så relativt meget i et kort opvarmningssæt, men f**k nu det, for sangene holder jo max. Eneste malurt var den nyere ”Fight Ém Til You Can’t”, som snildt kunne være byttet ud med endnu en klassiker – der er masser at tage af – men så er den sang jo altså heller ikke ringere, og den gav mig en kærkommen pause i min ivrige headbanging til at nyde det flotte scene-setup og ditto lys. Og lyden kunne man heller ikke klage over, for Royal Arena har bestemt styr på deres pis i den henseende. For mig var det også charmerende med afslutningen fra Panteras ”Cowboys From Hell” til sidst, for Abott-brødrene kan ikke hyldes nok – og det virker især autentisk, når det kommer fra Anthrax, som jo alle dage var tætte med Pantera og især Dimebag, som medvirkede på flere af deres plader.
Næste kombattant var Lamb of God, og det var en ret naturlig fortsættelse af ”Cowboys From Hell”, for guderne skal vide, at de amerikanske lam er dybt inspirerede af det fede Pantera-groove. Det beviser de på deres plader og i dén grad også live, hvor det er meget svært at stå stille til de rykkende riffs og den altid veloplagte Randy Blythe i front. De seneste par plader huer mig ikke, så jeg nød primært de ældre classics så som ”Walk With Me in Hell”, ”Now You’ve Got Something to Die For” og ”Redneck”, men uanset sangvalget så kan man ikke tage fra Lamb of God, at de giver den max skrue på scenen, samtidig med at samtlige riffs, soli og trommefills sidder lige i skabet. Populariteten blev ikke mindre af Randys reference til Christiania, og i det hele taget virkede bandet rigtig glade for at være tilbage i vores lille land – hvilket går fint i tråd med det faktum, at de jo også dukker op på Copenhell igen til sommer. Et par af mine kammerater argumenterer kontinuerligt for, at Lamb of Gods materiale er lidt for ensformigt, og sandt er de da også, at de yderst sjældent stikker næsen uden for boksen, men hvorfor også spise af nyt græs, når det ikke er grønnere end det gamle og veltrådte?
Efter Lamb of God nåede jeg omkring merch boden og fik mig en af de nye tour-shirts, og der mødte jeg såmænd formanden for den danske Arsenal-fanklub, som jeg selv er stolt medlem af. Det var god timing, for Arsenal havde dagen forinden slået arvefjenden i et yderst seværdigt opgør, som vi selvfølgelig fik vendt. I det hele taget var det i samme ombæring hyggeligt at hilse på et par Spurs-fans blandt kammeraterne, om end de nok vil sige, at glæden var helt på min side. Nok fodboldsnak og videre til aftenens hovednavn. Vi fik en god plads tilstrækkeligt langt fremme i salen, og med en dugfrisk fadbamse i hånden kunne det ikke gå helt galt – og det gjorde det bestemt heller ikke. Det var 20. gang, jeg skulle se fucking Slayer (i det mindste et dejligt rundt tal at slutte af på), og jeg mindes ikke, at de nogensinde har skuffet sådan rigtig for alvor. Det gjorde de heller ikke denne aften, hvor man da sagtens kunne spore den metaltræthed, som naturligt sætter ind, når medlemmer nærmer sig the big 6-0, men hvor hele energien og da især de fremragende sange trak stikket hjem. Gary Holt, som jo har fungeret som guitarist i Slayer siden navnkundige Jeff Hanneman blev syg og senere døde, var taget hjem fra tour’en samme morgen grundet sygdom i familien, så den gamle Vio-lence/Machine Head mand Phil Demmel var draftet ind med kort varsel, og man kunne da også sagtens høre lidt untightness gennem sættet på den bekostning. Men ikke mere, end at man sagtens kunne leve med det. Man kunne også sagtens høre, at Tom Araya slet ikke længere kan synge/skrige igennem som i gamle dage (vi fik dog skriget i starten af ”Angel of Death” i denne omgang – modsat på Copenhell forrige sommer), og det irriterede mig lidt, at der alt for ofte var lagt ekko på hans vokal for at kompensere. Men igen: det var ikke værre end, at man sagtens kunne leve med det. For uanset at Slayer ikke længere er i deres prime, så tørrer de stadig gulvet med langt de fleste af konkurrenterne, og det var ubeskrivelig fedt en sidste gang at skråle med på de mange klassikere så som ”Disciple”, ”Mandatory Suicide”, ”War Ensemble”, ”Postmortem”, ”Black Magic”, ”Seasons in the Abyss” og hovedsættets afsluttere ”Dead Skin Mask” og uødelige ”Hell Awaits”. Sættet dalede lidt i midten med numre som ”Jihad” og ”When the Stillness Comes”, som jeg meget gerne havde vekslet til et par klassikere mere fra Hell Awaits eller Reign in Blood – til gengæld var det fedt, at Slayer havde hevet ”Blood Red” og ”Payback” frem af mølposen. Sidstnævnte tror jeg aldrig, jeg har set bandet spille live før, så det var kærkomment lige at få denne energibombe med på falderebet. Lyden var en smule indelukket i åbneren ”Repentless”, men blev langsomt bedre hen over sættet, og sceneopsætning og lys var ganske enkelt uovertruffent. Jeg tror aldrig før, jeg har set så meget ild på en scene, det fløj konstant fra højre til venstre og omvendt, og der var ikke mange minutter uden et helt ildbad på tværs af samme. Helt fænomenale var de brændende Slayer logoer/pentagrammer i hver side af scenen, ligesom de forskellige backdrops også var alt for fede. Og i den henseende varmer det altid mit hjerte, når backdroppet i ekstranumrene skifter til den Heineken-inspirerede hyldest til gamle Jeff, alt imens bandet som altid slutter af med den mest blærede salve af numre nogensinde: ”South of Heaven”, ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og kronjuvelen ”Angel of Death”. Man kan altid himle op om, at Tom taler alt for lidt mellem numrene, og især denne aften var det da også noget underligt, at han slet intet nævnte om, at Phil Demmel var trådt til for Gary Holt, men jeg har for længst vænnet mig til at de lange og særdeles underholdende introtaler fra Hell Awaits tour’en er vekslet til stilhed. Slayer lader i stedet instrumenterne tale, og tiden sparet på snak giver jo heldigvis bare mere tid til det, som det hele handler om: Slayers uovertrufne og banebrydende thrash metal extraordinaire! Fremtiden må vise, om dette virkelig var det endelige farvel til Slayer på danske jord (de spiller afskedskoncerter på diverse udenlandske festivaler til sommer), men skulle det vise sig, at det holder stik, så var det i hvert fald et værdigt farvel. Slayer vil leve for evigt i min hukommelse op på stereoen derhjemme!
