CLUTCH, THE INSPECTOR CLUZO, THE PICTUREBOOKS

CLUTCH, THE INSPECTOR CLUZO, THE PICTUREBOOKS
VEGA, KØBENHAVN
1.12.18
Af Hell(e)
Foto: Rasmus Rasmussen

Der skal noget til at varme op for Clutch og især når forventningerne er høje og der er totalt udsolgt i Vega!
Røgen var så tæt at man kunne skære igennem den og da den endelig lettere en smule, stod der et trommesæt, tre monitore og et mikrofonstativ. Efter nogle sekunder blev de to franske bønder, der udgør bandet, gelejdet på scenen til en fanfare med honnør og fløjter, en krigsveteran værdig. Derfra gik det ellers løs med tung, funky bluesrock fyldt med finuligheder, sjove historier og en lightversion af trommesæts-smadren, der endte med at Mathieu Jourdain bogstavligt talt stod på trommesættet og spillede. Det var noget af en starter og publikum kom rigtigt godt med. Der var ingen løgsuppe-slinger i valsen og sættet blev leveret med stor entusiasme.
Det sjove ved duoen er, at de rent faktisk er rigtige landmænd ved siden af musikken og hvis man lytter til teksterne, skinner det tydeligt igennem. Det sådan ret hyggeligt. De lovede også, at hvis man lige står og mangler lidt kort, skal man da bare kigge forbi.

Så kom The Picturebooks på og festen fortsatte i stor stil! Sydstats-bluesrock med distortion på vokalen a la Quaker City Night Hawks og fuld fart fremad fra første sekund. Også her består bandet blot af guitar/bas og trommer, samt diverse klokker og bjælder. Det fungerer helt fantastisk og virker som om de faktisk er hovednavnet. Det er de også, når de 24/4 2019 gæster Beta – 10 år efter udgivelsen af deres første album, ”List of People to Kill”. Hvis man syntes The Inspector Cluzo fik publikum op at ringe, gjorde The Picturebooks resten. Man kunne faktisk sagtens have taget hjem igen og ikke følt de 320,- var spildt på nogen måde. Energien nåede langt udover scenen og selv helt omme bag mixerpulten, stod folk og rockede med. Det var også ganske tydeligt, at de to herrer nød deres tid på scenen og det virkede ikke som om de overhovedet havde den store lyst til at forlade den igen.

Mange vil mene, at pauserne mellem opvarmning og hovednavn kan være lange og måske ødelægge stemningen. Selvom man har tid til at hente øl, hamstre merchandise, ryge en smøg og hilse på folk man kender, kan det godt nå at lægge en dæmper.
Det kan også gå den modsatte vej og få forventningerne helt op. Når det er et band som Clutch, er det nok sidstnævnte, der er tilfældet.

Efter en halv time kom de endelig på og publikum gik amok til tonerne af Chuck Browns “We Need Money”, der markerede bandets indtræden på scenen.
Neil Fallon og co havde en masse i ærmet, men desværre virkede det som om manchetterne strammede en kende, for de kom aldrig rigtigt ud til publikum. “Book of Bad Decisions” er måske en titel, der udover at være navnet på det nyeste album, også kunne være en overskrift på aftenens koncert. De nåede at spille otte numre fra albummet og selvom touren er for at promovere, tror jeg man mest forventede klassikere som ”Electric Worry”, der kom som én af de allersidste. Der var det desværre nok lidt sent at redde den. De virkede som om koncerten mest blev kørt på rutinen og der blev ikke lagt mange kræfter i interaktionen med publikum. Neil fik også lidt klemt ud mellem sidebenene, at ”… you’re making this too easy for us”. Desværre var det for ”let” det meste af tiden og selvom det udefra var en mere eller mindre perfekt koncert, kunne den nydes mindst lige så meget, havde det været på dvd.
Det kan måske også bare være, at sangene på det nye album ikke er lige så gode som på de gamle?
Det kan også bare være, at man stadig husker deres koncert på Copenhell i 2014.
Jeg forlod i hvert fald Vega med dét indtryk, at nu var Danmark overstået og så bare videre til næste.
Til gengæld er The Picturebooks nok for mit vedkommende aftenens højdepunkt og jeg glæder mig til de vender tilbage til april.

Sætlisten for Clutch var som følger:

Gimme the Keys
Vision Quest
How to shake Hands
Promoter (of Earthbound Causes)
Sonic Counselor
Spacegrass
In walks Barbarella
Spirit of ’76
El Jefe Speaks
A Shogun named Marcus
The Regulator
H.B. is in Control
Open up the Border
A quick Death in Texas
Lorelei
Electric Worry
The Mob goes Wild

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *