The New sh*t – Drukner, Expatriated, Human, Eyes, Pudsige Herrer, (0)
Atlas, Århus
12.01.16
Tekst og foto: Nargiz
Publikum og aftenens program bød på en koncertaften, hvor battle-west var svære at få øje på. Det nye sh*t er i sandheden ikke noget l*rt – ikke en gang i nærheden! Læs med hvorfor man skulle have været der!
En aften med kommende stjerner, der vil krydre dansk rock- og metalhistorie med en bred palette af genrer er bestemt værd rejsen fra København til Århus! Smilets by bød på en trist og våd lørdag aften, der måske var skylden i min Google Maps forvirrende navigationssytem. Vejen til spillestedet Atlas fandt jeg ved hjælp af en forbipasserende med en øl i hånden. Hans ønske om en god koncert, efter at have peget i den rigtige retning, vil senere på aftenen vise sig at være et oprigtigt ønske. Jeg var på pletten ca.20 min før koncertstart. Et hurtigt blik på aftenens publikum, der også var der før tid bød på en blandet flok som voksede i løbet af aftenen. Til sådan en aften kunne jeg spotte en dreng på omtrent 6 år.
Inden jeg blev anmelder i Metalized var jeg mødt op i København for at se det nye ikke-sh*t. Derfor havde jeg glædet mig til at opleve det igen!!! Jeg kan afsløre – jeg var ikke skuffet!
Drukner
Hvis Black Sabbath kan finde ud af at sige endelig farvel, er det danske band
“Drukner” et godt bud på en spirende fremtid for doom-genren. Dybe og
beskidte bass lyde ryster ens indvolde og fanger en i sit univers. Bassen
igangsætter aftenen og insisterer på at dvæle i rummet. “Drukner” er et DIY-
band, der nægter at gå på kompromis med kvalitet og kreativitet!!! De vil gøre
så meget muligt selv, da de mener, det er mere personligt… og ja, billigt… Et
ambitiøs projekt de har gang i!
Inden Drukner skal spille, er der en lille skare, der hepper for det
københavnske band. Første gang jeg hørte dem i København fangede
nummeret “Drukner” mig med sit melodiske stykke, der gentog sig nogle
gange. Drukner, er et band der lever op til bandets navn. Tung og dyb bass
med orgelspil sørger for at man drukner i dommedagsuniverset. Mens vi
“drukner” med en gedigen “doom”-hastighed, synes det at være en udfordring at være med på de entusiastiske fans ihærdige forsøg på at igangsætte et
heppekor. Det er et band, hvor kommunikationen indbyrdes og til publikum er
til at få øje på. Indbyrdes i form af to musikere, der spiller overfor hinanden
mens der er rigelig plads til fordybelse i musik. Kommunikation med publikum
ved at skåle mellem sangene. Publikums pift og “doom”-dans, hvor nogle
rokker fra side til side, med hovedet foroverbøjet tyder på en positiv
modtagelse. Lydmæssigt gik aftenen i gang med at sætte lydmanden på
arbejde. Efter en hurtig justering kunne vi høre vokalistens stemme. Om det var meningen, at hans stemme skulle lyde som et ekko, eller ej er
underordnet. Stemmen lød som et menneskets desperate råb fra det fjerne,
som var det et råb om hjælp mens nogen drukner i en sort og mørk
sump…
Karakter: 6
Expatriated
At blive sammenlignet med Opeth er en ære for bandet, som bassisten giver
til kende under en kort snak. Men det er ikke målet for dem, da de vil
videreudvikle og skabe deres egen lyd.
Under blåt lys i mørket går sygdomsramte Expatriated i gang. Vi må
desværre undvære bassisten Jens Gadeberg i aften. Musikken sættes i gang
af vokalisten Nikolai Bak, der guider showet med et smil og anerkendende
blikke til trommeslageren og guitaristen Rasmus Høll… Hans blikke kan
forekomme lidt for øjensynlige og til tider skabe usikkerhed… Rasmus har
baggrund som violin- og klaverspiller. Han har i øvrigt selv været anmelder for
Metalized. Expatrieted lægger op til en teknisk og musikalsk rejse. Melodien
skifter op og ned mellem akkorderne, varierer mellem tempi, så man undres
over, hvorfor gulvet ikke mærkes som en tur gennem bakkede
skovlandskaber. Især når man koncentrer sig om trommer og guitar, der skifter
takt og lydhøjder. Vokaler skifter mellem clean og en scream-lignende lyd.
Krydret med distortion samt mørke høres vokalen som en stemme eller ekko,
der danner surrealistiske billeder. Inden nummeret “Conflagration” må der
justeres hurtigt på hi hattene. En melodisk begyndelse performet på dybe
guitarlyde og bass som en tyk nervestreng, der rystes så det gør ondt.
Rejsen føles som at gå igennem nat og dag. Mørket lysner ved hjælp af guitarlyden,
som atter skifter over til noget, der minder om sene 70-ere. Publikum
reagerer med gyngen fra side til side til langsomme melodiske stykker. Den
musikalske rejse suppleres med en galopperende lyd af dybe lyde. Sangen
“Conflagration” slutter af med en tap-spil på guitar, der vidner om en
nuanceret viden og talent. Nuancerne kan også høres i skrigvokalen, der kan
skifte til en clean vokal uden hæshed. Vi lyttede til ialt to sange, men det
føltes som en lang og smuk rejse gennem et surrealistisk landskab.
Karakter: 5
Når jeg præsenterer anmeldelsen med en aften, hvor stemningslejren er
varierende, er det fordi, det er en aften, hvor bands må opleves
enkeltstående og hver med en særegenet stil!
Human
Human bliver beskrevet som grunge. Frontmanden og guitaristen Joachim
præsenterer bandet således: (citeret efter hukommelsen): “Nogle kalder det
grunge, vi kalder det bare for “rigtig rock”! Han præsenterer det mens han
står foran en scenepynt, der godt kunne ligne en sort metalplade, der er skudt
igennem med små prikker og danner ordet Rock´n´roll. I snak med bandets medlemmer, fandt jeg ud af, at bandet ikke har noget imod at blive
sammenlignet med grunge. Tværtimod! De tager det som et kompliment.
Guitarlyde, der undervejs forvrænges, minder om en slags western lyd,
hvorfor det giver indtryk af ægte rock’n’roll, krydret med grungetematikker, der
berører emner som ensomhed, usikkerhed og tristhed.
Indledningsmæssigt havde jeg forventet at høre en hæs stemme, men blev
positivt overrasket af en rocket stemme. Under aftenens tredje sang
“Solitude” blev min forventning mødt med dråber af hæshed. Der er ingen
tvivl, sangen med en samfundsrelevant tematik og en fængende melodi, er
den man kommer til at nynne igen og igen. Undervejs forvandler vokalen sig
til et råb, som giver indtryk af vrede og frustration. Et nummer, der godt kunne
minde om Soundgardens musikalske variationer. “Black hole” er et nummer,
hvor trommeslageren brillerer med varierende rytmer. Trommeslageren, der
har uddannelsesbaggrund som Business Development Engineer fra Aarhus
Universitet er på scenen et helt andet menneske. Der er tale om en musiker,
der slår hårdt på trommer, så det bliver heftigt og nådesløst! Hvis ikke
trommer, så kunne man forestille sig at nye trommestikker kan være en
nødvendighed til bandets næste koncert. Han slår dog ikke “bare” løs, nej!
Han har forstået at variere sit trommespil med mellemstykker, der bygger op
og afleverer lyden til sine bandvenner.
Århusianerne demonstrerer afslappethed og overskud, bl.a. ved at introducere
numrene samt skifte musikinstrumenter undervejs og generelt bruge
scenen, bl.a. ved skift af pladser og mikrofon.
Bandet fremstår nærværende og energiske på scenen, når de spiller “Woman
to forget”. Og bare fordi de er århusianere spillede de et nummer til.
Karakter: 6
Ovenover skrev jeg om et varierende stemningsleje… Det var en advarsel!
Aftens program er nådesløs og uretfærdig, hvis man skulle gisne om at
sammenligne bands!
EYES
Så for den da!!! EYES’ anmeldelse burde kort og godt skrives med det berømte Julius Cæsars citat: “Veni. Vidi. Vici.” Jeg kom. Jeg så. Jeg sejrede.Så er aftenen slut!
Der er ikke plads til at stå foran scenen til venstre og tage noter til sådan en
debutantanmelder som mig! Når EYES går på skal folk nok råbe til hinanden
noget i stil med: “Jeg blev forskrækket” Måske vil det chokerede publikum
trække sig tilbage, for at give plads til en kaotisk hardcore dans! I første
omgang, mindede EYES om Norma Jean, idet frontmanden Victor nærmest
savede publikum midt over og vakte vildskaben hos publikum. Men, så blev
jeg i tvivl! EYES har en brutalitet og tightness, der måske bare skal stå for sig
selv?! EYES, der er kommet for at tage pusten ud af publikum er et band med
frontmanden Victor, der efter koncerten har overskud til at fremstå rolig og
ydmyg bag merchbuddet. Man bliver næsten i tvivl – er det ham gutten, der
gik amok på scenen og på hardcore dansegulvet? Det frister at advare
publikum, der ikke er vante til en punk hardcore attitude: “Blå mærker og
“nick-en-skalde” kan forekomme!” MEN advarslen skal forstås som en
invitation til at opleve EYES som et formidabelt liveband, der bare må opleves!
Begejstringen blandt publikum er til at “høre” og få øje på. “Den nye punke?
sang” modtages med smil og anerkendende blikke til hinanden iblandt
publikum. Med nummeret “Husk” demonstrerer Victor en vokalebredte med
rødder i dybe toner, der skaber et billede af en verden under brænd. Der er
sat ild til verdenen med hurtige guitar og basspil. Mens jeg noterer i mørket,
får jeg øje på tomme glas, der ryster så det klinger under trommernes
skiftende rytmer til nummeret “Transcending”. I øjenkrogen lægger jeg mærke
til guitaristens hånd, der på skift vandrer mekanisk og nærmest krybende op
og ned af guitarstrenge. Når man får øje på fingrene er det som om han har
flere fingrer end os andre.
Aftenen sluttes af med korte: “Vi’ EYES fra København. Tak for i aften” og en
mic der rammer scenegulvet.
En ydmyghed og taknemmelighed er til at få øje på når man møder Victor,
der også er med i et andet dansk band “TELOS”. EYES er et band der lever
op til forventninger om punk-core – IN YOUR FACE!
Karakter: 7
Pudsige Herrer
Når Pudsige Herrer går på scenen, er der lagt op til en provinsiel og proletarisk protest-pigtråd fra Aarhus. Smilets by bliver til vredes by, når politikken står for mål hos herrerne! Og hvis du er kommet for at stå med korslagte arme og lytte passivt, som undertegnende, bliver du kaldt en rugbolle. Det er enten eller! Ellers er det ud!!!!
Hvis bandet ikke kan klassificeres som heavy, må den snige sig ind med sin rebelske attitude! Protestbandet vil være intimiderende og pågående. De er ikke kommet for “at please alle”. Den energiske og udtryksfulde frontmand Jakobs øjne kigger direkte ned blandt publikum. De spotter alle og enhver i rummet! Han er overhoved ikke hæmmet af sin lap-steel “stjålet” ud af contry-musikken for at “forvrænge lyden og politikken”! Familiefaren siger da også f*ck til det danske jantelov ved at gå så meget amok på scenen og blandt publikum, at man får indtryk af en mand, der kører med høj hastighed! “Fremtidens bølge” er i gang, mens folk pifter til en scene indtaget af “pudsige herrer”. Jakobs lap-steel lyder som nervestrenge, der trækkes langsomt til en forvrænget og tung lyd. Nervestrenge bliver trukket indtil publikum kapitulerer med en hoppedans, der ligner en protestbølge. Den tunge lyd kan da høres under nummeret “Sabbatår” når bass lyden med korte spil, danner billeder af en hær, der marcherer målrettet og nådesløst frem. Midt i sangen opfordrer frontmanden folk til at gå ned på huk også rejse langsomt op igen. Det blandede publikum skulle lige vende sig til at lære en ny dansebevægelse. Når der råbes “Vi trænger til et Sabbathår” kan det blandede publikum igen være med på en disco-fest. Festen bliver snavset til med en beskidt guitars distortion lyd og trommer, der kalder til årets nytårstale! Det’ tid til et OPRØR!!! Aftens første crowdsurfing minder om en slags ophøjelse af en helt båret på hænderne af en lille flok. Under samme sang forvandles også festen til en sangleg mellem frontmand og publikum, der hurtigt lærer at råbe:”Fuck de banker op”. Aftenen slutter med en slags “provo-leg” til nummeret Robot. Folk sidder ned på gulvet, for at lave en bevægelse, der minder om mennesker der sejler på en robåd. Os, der ikke er helt med på legen er nu på spanden… For nu skal, alle dem der ikke er robotter op på scenen til en samlet flok, der i første omgang ligner et kor. De råber alle på skift, når frontmanden Jakob kommer med mikrofonen: “Jeg er ikke ‘fucking robot!”
Pudsige Herrer skal bookes og opleves live! HVIS DU TØR!
Karakter: 7
Kulisseskift! For nu skal vi geare helt ned! Så langt ned, så det piner!!!
(0)
Læseren må være forberedt på en meget ladet anmeldelse af bandet (0). Og parantes er min nye crush, hvorfor jeg har glædet mig til det tredje gensyn med dem. (0)’s lyd er som en salve til en kunstner, der leder efter inspiration i mørkets dybe. Melodierne i melodien, tekster samt den karismatiske frontmands sceneperformence skaber en dybde og fanger en i sit mørke og kolde univers fyldt med mystik! Hvem er de? Er de lige kommet ud af en mørk og kold skov hvor “nattens fred” er alt andet end “fred”? Lørdagens regnvejr og kulde kan give et lille indblik i (0)-universet skabt af unikke og anderledes lyde, som jeg har personligt ledt længe efter!!!
Det navnløse band deler vandene blandt publikum med det utraditionelle bandtitel. Det kan høres når publikum diskuterer hvorvidt bandet har et godt klinkende navn. Hvis de havde åbnet døren til (0)’-universet ville der nok ikke være plads til dén slags diskussion. Nuvel, et band, der med sit minimanilistiske titel sætter reflektionsnakken i gang betyder, at de har fået fat i noget! (0) har været svær at vide noget om, da de har forholdt sig anonyme, med ønske om at sætte musikken i fokus. Og det kan man også mærke, når aftenens program vil slutte med en tom scene, hvor en gentagende amplyd vil få det sidste ord.
(0) optræder med et lysshow, der kører projiceret på vægen. Det er et minimalistisk præsentation af badets numre på et sort og hvidt pixilleret baggrund. Under svagt blåt lys indtager musikerne deres plads en efter en til publikums pift og klapsalver. Scenen er i øvrigt det sted, hvor koncert nummer “0” satte gang i karrieren. Aftenens første nummer ud af fire er et nyt nummer. Den har ingen titel. Endnu! Bandet titulerer deres numre efter det antal minut sangene er indspillet på. “???” tyder på en mørk poetisk rejse. Uden solen eller lys! (0) har med deres debut EP præsenteret et poetisk univers fyldt med 4 sange, hvoraf den sidste er uden tekster. I aften vil vi høre tre ud af disse. Med nummeret (336) er det som om publikum, inklusiv mig-selv, tænder helt af til genkendelige lyde. Jeg har advaret om en ladet anmeldelse! Guitaristen tages imod af en flok lyttere stablet omkring ham til “lysemørke” guitartoner, der skaber en catchy riff og langsomt gør plads til hurtige rytmer der galloperer af sted og atter igen skaber nye konstruktioner i en uendelighed. En progressiv sang, der opleves som små kapitler i en bog. Frontmandens vokale lyder som et dyrisk skrig der bliver til råb, hvor distortion lyden skaber en brutal og “mørkedyb” lyd. Bandets medlemmer, der ofte fremstår fordybet i musikken kan synes at virke indadvendte, er dog ikke til at få øje på. Frontmanden formår at spotte enkelte fans i mørket med en ulvelignende blik.
(0) skal ikke beskrives med en debutantanmeldelse. Den skal bookes og lyttes til af flere omgange. Måske er deres anonymitet grunden til misforståelser, bl.a. scenebelysning. Man skulle tro, lysmænd/kvinder kender bandet bedre end andre. Men det ER ikke tilfældet! Hele mystikken falder til jorden, når lysshowet modvirker bandets gådefulde stil. Man skulle tro spillestedet, der i øvrigt har fantastisk lyd også har styr på lys. En gang for alle! Bandet er vandt til at begå sig i mørket og behøver ikke et “lysshow-leftover” fra de forrige bands. Tag en slapper og giv plads til visuals, som i forvejen lyser tilpas nok over bandet.
Karakter 9
