Sojourner + Harakiri for the sky + Draconian
Spillestedet Stengade, København
21.01.2019
Af Nargiz
Foto: Jimmi
Ti minutter i halv ni er jeg på pletten og står i køen til garderoben. Desværre er jeg et par minutter forsinket til det første bands indledende nummer. Et hurtigt blik over antal af fremmødte tyder på en næsten udsolgt koncertaften. Der var kun 20 billetter tilbage, ellers ville aftenen være udsolgt.
Sojourner [Nz/Se/It] (Epic/Atmospheric Black Metal)
Under noget der godt kunne minde om amerikansk “julelys med grønt, rødt og hvad nu vi ellers har” går det første band på. De starter koncerten lige på slaget.
Aftenen lægger ud med et band, sammensat af folk fra forskellige lande. Jeg står foran bandets eneste kvindelige medlem – vocalist og guitarist Chloe. Hun er klædt i sort tøj med mørkerøde striber, der danner et pentagram ned over brystet. På trods af det smukke syn og fine vokal kan folks snak med hinanden høres her og der. Mængden af publikum stående bagved, der glor i mobiltelefonen er til at få øje på. Det så nærmest ud som om der var to hold af publikum: 1. Folk der stod forrest og var der for at høre alle bands 2. Folk der stod bagest og var der for at høre et af de sidste bands.
Dårlig lyd under opvarmningsbandet, særlig de første, er efterhånden blevet en underlig tendens for mange spillesteder… Mens jeg prøvede at snige mig mellem publikum over til den højre side af scenen får jeg øje på frontmanden – Emilio. Det ser ud, som om manden “råber bæstet ud af sig”, men får ingen held med at trænge igennem. Jeg tænkte: “Det er simpelthen løgn!” Medens jeg møver mig igennem publikum, er det som om der er lyd på frontmandens mikrofon. At lyden var lav var da også til at få øje på, da Emilio gav tegn til lydteknikeren om at skrue op for lyden. Under en kort snak med Chloe viser det sig, at hun har haft lydproblemer. Hun indleder samtalen med (citeret e.h.)”…Det er sjældent vi bliver spurgt om vores oplevelse af koncerten.” Hun fortsætter: “Det er jo altid svært ikke at være selvkritisk, da man efter koncerten finder ud af hvor mange fejl man lavede…” Hun fortalte, om amp-problemer, der opstod under koncerten, på trods af forberedelser”. Guitarlyden var så høj, at det føltes som en skarp kniv, der skærer ens øregange i to. Taget i betragtningen af en dårlig lydaften overraskede Chloes rene vokaler mig på en positiv måde. På trods af små skavanker.
Karakter: 3
Harakiri for the sky (Post Black Metal)
Jeg bliver i første omgang overrasket af at se en forsanger med en t-shirt der, på afstand, mindede om en farverig hippi-t-shirt aka “kold-batik” med mørke toner. Men, det viser sig at være en t-shirt med det svenske crust og black metal band “Dödsrit”. Ups, sorry guys!
Enten er jeg blevet døv af aftenens skærende lyd eller er lyden ikke skarp i aften. Harakiri for the sky kunne fristes at skifte deres bandtitel til “harakiri for the sound”, da deres første numre, var udfordret af dårlig lyd. Ekko på vokalen forplumrede frontmanden Michael V. Wahntraums råb. Folk-inspirerede guitartoner, høres kun når andre instrumenter ikke spiller. Højtaleren på højre side af scenen lød, som om der var noget galt. Frontmandens vokaler forsvandt og kom tilbage med sådan et brag, at vi, var nogle stykker, der måtte træde tilbage. Resten af bandets koncertaften forløber, da også med pauser mellem sangene, da der må justeres på instrumenter og monitor foran vokalisten.
På trods af soniske skavanker fremstår bandets medlemmer oplagte. Det fryder øjnene at se musikere, der kan deres helikopter-headbanging, fordybelse i musikken og øjenkontakt med publikum.
Karakter: 4
Det var en aften med en svedlugt, der ikke skyldes de vildeste moshpit, men et varmt spillested. Man skulle tro, at både varmen og den indelukkede luft var der med vilje. Nemlig, for at holde sure anmeldere som mig og folk uden penge til vand og øl ude. I følge tilstedeværende smilende crew, var der tændt for udluftningssystemet.
Draconian (Sv)
Bandet går på under klapsalver. Fem minutter forsinket – gæt hvorfor?… Vokalen skrues op undervejs, mens folk kommer dryssende ind. Guitaristen ser ud til ikke kunne høre sig selv. Lyden justeres igen. Denne gang var den der!!! Samme lydmand – samme spillested! Hvad filan skete der? Kom chefen og tog over eller hvad? Alt harmonerer godt sammen!
Musikernes brave kamp mod “heden” på Stengade var til at få øje på! En taknemmelig publikum er da også på sin plads, når vi er vidner til et band, der koger på scenen. Under sangene, må guitaristen drikke vand så snart der er mulighed for det. Bassisten må tørre hænderne og sin guitar for sved, mens han ser en anelse opgiven ud, når han ser på sit musikinstrument. Forsangeren Anders Jacobssons t-shirt bliver mere og mere mørk af sved. Under en kort samtale bekræftede han også den ekseptionelle varme! Men til trods for undertegnendes utilfredshed med aftenen, virker publikum til at “æde alt råt”… De danser og headbanger, lukker øjne og ser tilfredse ud med aftenen.
Jeg fik øje på et russisktalende par, som stod bag mig i køen ved garderoben tidligere på aftenen. De så ud til at nyde koncerten og være i ekstase. Hvorvidt det var alkohol eller musik, er det svært at bedømme. Musikalsk, gik Heikes rene vokal fint gik‘ igennem, dog med små sjusk her og der. Jeg manglede dog en anelse mere lyd på Anders’ vokal og måtte nøjes med at følge med hans billedskabende mimik og håndbevægelser. En aften jeg havde glædet mig til, især på Stengade… meeeeen … Jeg holder mig til mine egne preferencer indenfor gothic doom. Hvorfor? Selv den mest klingende sang “Death come near me”, lød jævnt og uinspirerende i mine ører.
Karakter 5
