MAGGOT HEART + OKKULTOKRATI
MUSIKCAFÉEN, KØBENHAVN
16.02.2019
Tekst: Hesselager
Fotos: Nargiz
Huset i Magstræde, der ligger halvvejs mellem Rådhuspladsen og Nørreport, har lige siden 70’erne været et samlested for Københavns alternative kulturkredse. Huset er hjemsted til rollespilscafé, restaurant, biograf og på øverste etage Musikcaféen: Et lille intimt koncertsted, der har samme kombination af professional lyd med personlig stemning og gør-det-selv ethos som Loppen eller Stengade – og dedikation til at booke noget mere obskure og ukonventionelle kunstnere.
De to grupper, som spillede der lørdag aften den 16. februar var begge gode eksempler på dette ud-ad-boksen-tænkende ethos.
Første optrædende band var Okkultokrati: et norsk band som blander black metal og crust punk men på anderledes vis end fx deres landsmænd Kvelertak. Hvilket nok forklarer, hvorfor Okkultokrati ikke er blevet så populære: Kvelertak blander de mest melodiske og rockede hjørner af de to genrer, med overraskende ren lyd velegnet til både store stadionkoncerter såvel som radiobølgerne. Okkultokrati, derimod, blander deres mest ondskabsfulde og svært fordøjelige hjørner med inspiration fra industrial/noise (i stil med Årabrot som gruppen deler bassist med) og dødsdoom-metal.
Okkultokrati gik på i dæmpet belysning, hvor hele salen var i sort bortset fra det kølige blå og lilla lys som skinnede ret begrænset på Okkultokrati gennem tynde striber af kunstig røg. Faktisk var det meget samme visuelle indtryk som omslagene på deres album Raspberry Dawn. Samtidig havde de en gammel amerikansk folkesang spillende på anlægget, mens de gik på – hvilket allerede gav en anderledes stemning end forventet. Der var heller ikke ret meget black metal eller crust punk over Okkultokratis image, bortset fra klistermærket med et anarkistisk cirkel-A symbol som bassisten havde på sit instrument. Halvdelen af Okkultokrati lignede traditionelle 80’er heavy-musikere med cowboyjakker og kondisko, den anden halvdel mest af alt 70’er-hippier i islandske sweaterveste, frynsejakker og batikskjorter!
Én ting var sikkert: Okkultokrati var virkelig imponerende i deres optræden, selv når de satte farten ned, især den ene guitarist som tit var lige ved at vælte nogle af forstærkerne. Trommeslageren ret god til få deres meget minimalistiske stil til at virke, nemlig ved at skabe en shaman-ritual trance-stemning med sine hypnotiske rytmer i de langsomme dele og en god sans for bevægelse i de hurtige sektioner. For ikke at nævne, han var god til at opbygge spænding i overgangene, hvor trommerne tog over fra streng-instrumenterne.
De andre medlemmer af Okkultokrati var også kreative i hvordan de brugte deres instrumenter til sammen at skabe en atmosfære af overjordisk kosmisk rædsel. De to guitarer og bassens forskellige toner smeltede sammen med synthesizernes dystre spacy effekter samt ekko-effekterne på vokalen til at danne et lydlandskab med flere lag. Sådan fik en masse skjult dybde ud af primitiv og rå musik, hvilket er nøglen til at få rå punket black metal til at virke. Forsiden på Okkultokratis første album No Light for Mass er faktisk en ret god repræsentation af stemningen i deres musik: Det afbilder et stereotypt blyantstegning-vinterlandskab-black metal album cover, men med et fremmed rumskib flyvende over!
Hovednavnet var svenske Maggot Heart. Deres frontfigur, sangerinde og guitarist Linnéa Olsson, er bedst kendt fra det kortlivede doom metal-band The Oath og goth rock-gruppen Grave Pleasures. Maggot Heart er en moderne udgave af feminin 70’er punk i stil med Patti Smith, the Runaways, The Slits med teksternes univers opdateret taler lige så meget til unge kvinder i dag som Runaways’ gjorde i 70’erne.
Med andre ord: Undertegnede er ikke just Maggot Hearts tænkte publikum. Det forklarer nok, hvorfor jeg fandt deres musik mere interessant og veludført end jeg rent faktisk nød at høre dem. Maggot Heart gik på i rød belysning, der var noget kraftigere end det blå og lilla der oplyste Okkultokrati. I de sidste sange i Maggot Hearts sætliste skiftede lyset dog til blåts. Linnéa Olson var en af de mest intense og vrede frontpersoner jeg længe har set i et rockband. Hun skiftede mellem absolut skrækindjagende arrighed og deprimeret resignation under hver sang og så totalt følelsesmæssigt drænet ud imellem hver sang.
Maggot Hearts lyd var er en sær blanding af poppet 70’er-glam-punk som Runaways med en masse twists lånt fra nyere post-punk og støjrock som gjorde helhedsindtrykket mere koldt, klaustrofobisk og desorienternede: Snørklede riffs og skarpede kantede akkorder samt de tromlende stamme-rytmer, der har været standard-inventar i post-punk lige siden Siouxsie and the Banshees og Killing Jokes storhedstid i tidlig-80’erne. Flere sange indeholdt også længere instrumentale passager, der afslørede at Linnéa Olsson havde sin baggrund i mere teknisk indviklet musik.
Hendes vokaler og tekster havde en ret central rolle i Maggot Hearts musik, der tager udgangspunkt i udpenslede socialrealistiske skildringer af hvordan unge kvinder lider under moderne vestlig civilisations kønsroller især og overordnede samfundsstrukturer generelt – ret stereotypt svensk! Måske er det grunden til, at jeg har svært ved at relatere mig til en stor del af hendes tekster men Linnéa Olsson har det nok på samme måde med AC/DC, Guns’N’Roses eller Rolling Stones’ tekster hvilket måske været del af hendes motivation for overhovedet at starte gruppen. For at være helt ærligt er det noget samme reaktion, som undertegnede har til PJ Harveys tidlige albums, nu når vi er i gang. Det er med andre ord fordi yours truly ikke er del af det publikum, Maggot Heart er rettet imod, at deres musik ikke resonerede fuldstændigt med mig, snarere end fordi der er noget i vejen med det. Det kunne til gengæld ses, at en stor del af publikum bestod af unge kvinder på Linnéa Olssons alder og de fandt garanteret hendes tekster forfriskende af samme grund jeg ikke helt kunne relatere mig til dem.
