68’ + ALIEN ANT FARM + P.O.D.
AMAGER BIO, KØBENHAVN
21. 02.19
Af Nargiz
Foto: John
At være opvarmning for P.O.D. er ikke kun godt for et band dannet i 2013. Det er også et band med medlemmer, der vil hjælpe dig og co. før, under og efter koncerten, mens de vil “rokke” med på nogle numre. Frontmanden Josh sagde nemlig, at hvis man får et tilbud om at være opvarmning for P.O.D. skal man skynde sig at takke “ja” til buddet. Og ja, hvis du ikke er i et band – “Drop the school!” (Drop skolen!)
68’, der er et duo-punk-band optræder i jakkesæt, som er dømt til at blive gennemblødt i løbet af aftenen. Et beskedent trommesæt helt henne ved scenekanten. En guitar med ordet “Thanks” bagpå klistret med selvlysende gaffa-tape. De to vennepars samspil ligner en slåskamp, uden vold, når frontmanden kigger på trommeslageren, mens han rokker fra side til side og hænderne knyttet som en bokser. Bandet, som åbner aftenen er taknemmelige for de folk, der er dogget op “…så tidligt” for at støtte op. Mens Josh er i gang med at ordne nogle små justeringer spiller trommeslageren videre. En snedig pause, som slet ikke føltes som en fylde, men som en professionel takling af en uforudset situation.
Josh står med ryggen ud til publikum og forekommer en smule provokerende. Måske er det bare en ny slags “punk-attitude”. Josh og Niko synes at minde om et circus-show, når selvironiske jokes fyres af mellem sangene. Sange som i øvrigt formidles med ukontrolerede og småspastiske fakta. Selvironien mærkes især når Josh siger “tak” til “hver enkelt bandmedlem” mens han rækker hånden ud mod Niko. Stod det for Josh ville han måske stige ned af sit “musik-altar” og gå hen til alle og sige tak. Han sagde: “Thank you to you, and you, and you etc.” mens han så og pegede på folk i frontrækken.
Hele showet sluttede med at ex-Chariot vokalisten afmonterede sin makkers trommesæt én efter én. Medens han bar instrumenterne væk fra scenen fortsat Niko med at spille, på det der var tilbage. Indtil der kun var en tromme og en highhat tilbage.
Alien Ant Farm
Mens man bliver “blændet” af bassistens skrigende orange eller måske var det pink-farvede bass- strenge hører vi vokalisten Dryden spørge os flere gange på dansk: “Er I klar?” Guitaristen ser ud til at være veloplagt når man ser ham på afstand. Men når man kommer tættere på, ser han utilfreds ud. Han må drikke noget mere øl for at kunne holde til at underholde folk og kigger ned på gulvet det meste af tiden. Alien Ant Farm dannet i 1996 fører én til minder fra unge dage, når der smides med referencer til rock-veteraner, radio og kassettebånd. Det forekommer uprofessionelt for et erfarent band når frontmanden holder en “prædiken” om hvor meget han savner sin søn, der har fødselsdag og sin mor. Vil de hellere være et andet sted, end i København? “Mamas” yndlingssang “Attitude” blev dedikeret til os – vel at mærke! “You are welcome!”-siger jeg bare, med dårlig smag i munden, til mamas boy. Måske er dét også grunden til, folk bed ikke på, da de blev opfordret til at synge med. Mens guitaristen smidder plektre ud blandt publikum hører vi Courageous. Et nummer, hvis tekster må være skrevet efter en skænderiomgang med eks-kæresten. Og ja, ud over at spille coversangen med “Bad Brains” spillede de også Michael Jacksons “Smooth Criminal”. En sang som de er mest kendte for.
P.O.D.
Boom! Så går vi i gang efter introsange. “Payable on death” som de også hedder er et band, der har hjertet på det rette sted. Det er et band, der vil sørge for, at alle har det godt – også fans! En indstilling, der tydeligvis smitter af på publikum. Efter at have gået amok med en hardcore-lignende dans under første nummer træder frontmanden Sonny ud over scene-kanten og på metal-barrieren foran scenen. Han stod der samtidigt med at danse, rappe mens fans holdte hans ben, som var det deres dyrebare eje.
Sidste gang P.O.D. var i København, var det i 2002, hvor de i følge en fan jævnede Vega med jorden. Der var lagt op til crowdsurfing og moshpit an-mas. Hvis Amager Bio var klar over det, ville de nok sikre aftenen med ekstra vagter. Efter et nummer måtte Sonny minde vagter om hvad de var der for. Nemlig, at sørge for crowdsurfende folk ikke kom til skade. Mere end one-man-army blev det så ikke til, hvorfor P.O.D.-ikonen opfordrede fans til at være forsigtige, når de skal crowdsurfe, da “…vi vil ikke have nogen til at komme til skade – det vil være knap så god koncertaften”…
Jf. interviewer fra internettet og aftenen er P.O.D.-medlemmer “oldschool”-gutter, der sætter pris på at blive respekteret. At vise respekt ved at memorere tekster udenad er for meget at bede om for fans i år 2019. Under “Will you…” ser Sonny en anelse skuffet ud, da han ikke får svar når han synger: “Will you, will you love me tomorrow? Will you…” Anden gang når en håndfuld hægter sig på ryster frontmanden hovedet med et smil på læber.
Moshpittet under “Panic attack” må have set “insane” ud siden, Sonny måtte spørge folk, om de var OK inden “Circles”. Sonny forsynede de tørstende og gennemblødte moshere med et par flasker af vand. Tilstedevær var til at få øje på både i form af øjenkontakt, blikke, der spotter enkelte fans ud i mængden og guitaristen Curiels historie om en sang skrevet på vej til København. Aftenens program fortsat med metaforsike fortællinger om “Southern California”, hvor folk gør tingene, som de får besked på. Dette modsat rock’n’rollere fra skandinavien, i hvert fald i følge Sonny. Mens moshere er i ekstase er vi (metaforisk skrevet) “ankommet” til “Southtown”. POD er på tur med en gæstetrommeslager – Brian Jr., som får “en hjælpende hånd” af Sonny’s søn – Justice til at slå på trommer under “We are we are” . Nummeret “Alive” bringer mange flere prisværdige stunder til live. Justice kommer igen med udstrakte arme og danser sammen med sin far. En crowdsurfende fan med udstrakte arme må have oplevet sit livs øjeblik mens han så på Sonny under tonerne til storhittet. Det så ud som om POD-elskeren fløj på publikum. Efter et nummer med episke stunder, virker nummeret “Life is beautiful” en smule kedelig. Folk begynder at liste ud. Det tynder ud igen også under “Listening for the silence”. Men det er ikke fordi crowdsurfing stopper her. Langt fra!!! Mens vi tror det er slut, når det obligatoriske selfie er taget med publikum i baggrund efter sidste nummer og lyset tænder i salen, er der en flok fans der råber: “Ekstra nummer”. Bandet går op på scenen igen. Det er som om der er lagt op til en “lille-fredagsfest” for de mest harcore fans. Mens outtro-numre spiller går folk bersærk i form af crowdsurfing, dans og jublende råb. Aftenens sidste sang “Murdered love” afslører bandets trosmæssige ståsted, når Sonny kigger op, lukker øjne mens han synger: “Remember me when you step into your glory”.
