Xenoblight+Livløs+Hatesphere
HOTEL CECIL, KØBENHAVN
28.02.19
Af Nargiz Foto: Jimmi
Xenoblight
Det må være en nådesløs tjans, når et band skal være opvarmning for de store drenge. Især når de skal åbne ballet. Som enkelte fans, der stod tæt på scenen synes jeg, at lyden var for lav.
Marika lod sig ikke kue af hverken lyd udfordringer eller passive folk. Hendes meget stirrende blik “in your face” er konfronterende på en ægte metal måde. En fan sagde: “Jeg er næsten bange for at se Marika i øjnene!”. En lille og tynd kvinde med langt hår, der synes at arbejde for resten af Xenoblights introværte medlemmer. Det er som om Xenoblight forstår at bruge tekniske fejl til deres fordel. For eksempel, under Shapeshifter, lød bassen lidt for højt i forhold til hvad jeg ellers er vandt til at høre i nettop denne sang. Men det var ikke fordi det lød dårligt! Når man hører, om fans der nærmest forfølger Xenobligt landet rundt kan man vel roligt sige, som Marika: “Fu*k Ja!” og fortsætte med – “du skal høre dem live!”
Livløs
Livløs er et band jeg har fulgt (med) længe. Jeg har jeg glædet mig til at se bandet med den nye vokalist. “Now we’re talking!” En vokalist med varierende stemme og energi på scenen fra start til slut. Det ville dog være endnu bedre at høre meget mere brøl, for det lød dybt og dyrisk! Ja, tak!! Umiddelbart ser bandmedlemmer pæne ud – næsten lige til at være en svigermors drøm. Men som liveband sparker de en vis del – ALLE-livløs medlemmer – hver og en! Til og med den dygtige trommeslager, der har øjenkontant med fans. Aftenens første wall of death var da også bevis på en ægte metal stemning. En koncert der fik gang i folket og aftenens eneste moshpit. Et band med store potentialer!
Hatesphere
Lille-fredag er lagt op til at være en jysk fest med modifikationer. Ja, aftenens hovednavn er et band med nogle medlemmer, der er flyttet til København. Et band med en sikker stil, der ifølge fans gjorde “… det de plejer”. Måske er intet nyt – godt nyt…
Hatesphere indtager scenen under folks begejstring og klapsalver. Det virker som om folk havde savnet dem. Legendebandet fanger publikums opmærksomhed med tunge samt langsomme riffs. Lukkede øjne under nogle stykker og fortællerhumør mellem sangene virker lidt for kedelige for min smag. For eksempel at kommentere det sennepfarvede album-cover mens man står på scenen kunne undværes til fordel for mere musik. En gammel kæ*ing virkede ikke så bekendt for folk, bortset fra få stykker. Hvorvidt der var blandet øl eller musisk adrinalin i frontmandens hukkommelsesevne tør ikke siges. Men, en ting er sikkert – han havde ikke styr på sit bands historik. Mens folk mosher og “thrasher” derud af på et godt klistret og glat gulv hører vi de klassiske duka-duka trommer. Folk er med på enstemmig “HEY” og ser ud til at have en sand fest. Bandets medlemmer har meget øjenkontakt med fans og ser også ud til at nyde deres aften. Festen fortsætter også ved indgangen til scenen, mens folk råber: “Spil den med Hatesphere!”.
De gider dog ikke at høre flere numre fra det nye plade. For de råber “neeeej” når aftenens næste nummer præsenteres. Med risiko for at være en haddet anmelder, vil jeg indrømme: Hatesphere er et band jeg er glad for at have oplevet!
