RED WARSZAWA + DEMOLIZER + FARLIGE TYPER I MODLYS

RED WARSZAWA + DEMOLIZER + FARLIGE TYPER I MODLYS
METAL I FORSAMLINGSHUSET, GYLLING
30.03.19
Tekst og foto af Mariann

Normalt forbinder de fleste forsamlingshuse med tarteletter, højskolesangbogen og de der mennesker som man ser den ene gang om året. Alt dette havde fået et ordentlig los i røven, og det eneste der for alvor røbede, at aftenens halbal skulle foregå i et jysk forsamlingshus var plakater, der reklamerede for bankospil. De var dog næsten dækket af arrangørernes “Sulten efter pølse?” sedler, der reklamerede for grillen, hvorfra der blev serveret pølser og brød i pausen. Til ventre for scenen, under loftet, hang et penis-formet skilt på en meters penge hvorpå der stod “Lullus Helkropsmassage” og pegede mod scenen. Dumheder var altså igang allerede fra de første gæster trådte gennem døren.

Farlige Typer I Modlys
Aarhusianske Farlige Typer I Modlys er første band til at spille op til dans. Deres groovy og dansksprogede rock passer perfekt ind i omgivelserne. De kunne nemt spille til halbal, 40 års fødselsdag eller konfirmation hos den lille glade rocker.
Den energiske rock smittede af på publikum, og allerede som en del af første nummer er der fællessang på hooket i sangen “Den bliver stram i år”. Fællessangen fortsatte, og sættet faldt i god jord hos publikum. Aftenens store hit var Hjorten, som var ventet af en relativt stor gruppe publikummer.
Forsanger Magnus havde god kontakt til publikum, og lader sig selv blive revet rundt af musikken som en anden disko-dansemus. Blandt numrene drikker han Pinot Noir af flasken, og kommer med friske kommentarer til publikum.
En god start på aftenen, der fik sat gang i lokkerne, hofterne og ølsalget.

SÆTLISTE
Stram i år
Uspecificeret vrede
Ondt af dig selv
Hvor ind i helvede
Sandheden
Kom du med mig
Hjorten
Så gå dog hjem
Spiller ikke hendes sang

Demolizer
Fra øl-drikke og dansemusik til noget ungt og vredt. Københavnske Demolizer indtager scenen med deres noget hurtigere thrash.
De unge københavnere bliver taget godt imod blandt de jyske Volbeat-t-shirts og skovmandsskjorter. Minimoshpitten der så småt begyndte at dukke op allerede under Farlige Typer i Modlys vokser sig noget større til lyden af de thrashede guitarsoli og frembrusende trommer. Netop guitarsoli er der en god del af, men det passer rigtigt fint ind, mest af alt fordi de ikke er overspillet og påtrængende.
Generelt er Demolizer et velspillende band, der har god kontakt hinanden imellem. De fanger hinandens cues og overgangene uden problemer. Derudover lader det til at bandet har det fedt med at stå hvor de står, og spille hvad de gør, hvilket smitter af på publikum. Der bliver headbanget på livet løs, og for flere tror jeg det gør sig gældende at denne koncert hovedsageligt blev oplevet gennem håret. Det er i hvert fald tilfældet for undertegnede.
Der er dog plads til mere melodiske, groovy og en kende langsommere passager der giver de hurtigere headbangede en pause til nakken, og de lidt ældre eller berusede mulighed for at følge med. Tiltrængt da der var både lidt ældre og ret berusede mennesker at spore i publikum denne aften.

SÆTLISTE
Ghoul
Torture, Insanity
Get Out
Never Trust (A Cop)
Cancer in the Brain
Built on Slavery
GORE!!!
Copenhagen Burning

Red Warszawa
Tiden er kommet til aftenens hovednavn. Dem alle er kommet for at se. Folk du normalt møder i den lokale kiosk eller på jobbet står med en Royal Classic i hånden og Red Warszawa på brystet. Allerede inden aftenens første band var gået på var Red Warszawa i fokus. De første autografer på baller og mandlige kønsorganer blev uddelt kort tid efter døren åbnede. Lækre Jens stod i crowden og lyttede til de to opvarmingsbands og minglede med publikummet, der var kommet for at glemme alt om morgendagens vejrudsigt og om regnearket har flest røde eller grønne tal.
Da Red Warszawa langt om længe går på scenen er forsamlingshuset pakket. Der er som sædvanlig, når Red Warszawa spiller i Gylling, udsolgt, og det mærkes på temperaturen. Man kan lidt stå og misunde Hævi Hennings glittershorts og kokos-nødde-lingerie. I løbet af koncerten ryger der også flere og flere t-shirts, og unge, blege overkroppe bliver vist frem.
Lækre Jens står på scenen i sit karakteristiske outfit med tilhørende maske og er i fuld hopla. Med på scenen har de en kasse øl, en flaske Bombay gin, Underberg og papvin, der bliver delt ud til publikum undervejs.
De fire dybt københavnske, midaldrende mænd tonser derudaf. Stemningen er i top, og der er fællessang på fællessang. Ka’ Henning vise røv? bliver der sunget, og ja det kan han. Både før og efter han trækker de små glittershorts ned. Heldigvis må vi tænke os til, om det virkelig passer at Hævi Hennings løg er længere end hans pik, som de også fint formulerer det på scenen.
Aftenens sætliste blev fulgt. Nogenlunde. Den første halvdel. Efterhånden som flaskerne blev tømt, og gulvet foran scenen var mere eller mindre dækket af paptallerkner med ordet “Karry” skrevet afveg bandet fra den skrevne liste. Karry blev også spillet, så de kære paptallerkner er ikke druknet i øl forgæves.
Aftenen står tilbage som en uforglemmelig én af slagsen, men er samtidig et hul i hukommelsen. For undertegnede var dette første møde med Red Waszawa, og alle forventninger blev indfriet. Det var dumt, det var vådt, og det var i Gyllings Forsamlingshus, for hvor ellers skulle man se Red Warszawa første gang?
Musikken er jo ikke det største mesterværk, der findes i denne verden, men festen er i verdensklasse. Og lad æren for denne mægtige fest gå til bandet, og ikke den gennemsnitlige promille blandt publikum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *