SEPTICFLESH + KRISIUN + INCITE + WHEN REASONS COLLAPSE
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
19.04.19
Af Marcus Mørkedal
Foto: – Marcus Mørkedal + Jimmi Brandt
Hvilken bedre måde er der at afslutte en varm Langfredag på, end at tage til et hedt metalbrag i en af Københavns bedste spillesteder? Jeg ved det ikke, så det besluttede jeg og en masse ligesindede metalhoveder os for, da vi så at græske Septicflesh vendte snuden forbi hovedstaden med hele tre andre bands under armen, der alle spiller forskellige afskygninger af metal.
WHEN REASONS COLLAPSE
Først på scenen var franske melodisk deathcore band When Reasons Collapse, der åbnede ballet, og det gjorde de for en næsten tom sal allerede en halv time efter dørene åbnede. Der var ingen tvivl om, at det var Septicflesh og Krisiun folk var kommet for at se, men det overraskede mig alligevel, at salen var så tom. Under langt størstedelen af deres setliste stod publikum og kukkelurede ved baren bagerst i lokalet eller nede ved den lille scene. Dog vovede der sig ved slutningen af deres korte optræden flere og flere frem mod scenen, så de trods alt ikke skulle spille forgæves. Deres materiale er meget ordinært melodisk deathcore, og selvom deres musik og optræden var meget uinteressant langt hen ad vejen, må jeg dog erkende, at de spillede præcist som de skulle, havde et rigtigt godt samspil og gjorde det bedst med hvad de havde at gøre godt med. Selvom deres musik er fuld af fesne breakdowns og kedelige riffs udviste de god energi og masser af spilleglæde fra scenen, og de havde trods alt også en bette sjat trofaste danske fans, som så ud til at nyde deres lille koncert. When Reasons Collapses musik var så ordinær, at det var svært at være sur over det, og da slet ikke når man havde både Krisiun og Septicflesh at se frem til. Før de to headliners gik på, havde vi dog ét opvarmningsband tilbage.
INCITE
”Soundcheck, one, two, three, smoke weed everyday, hail satan”. Disse ord var de første der kom ud af Incite frontman Richie Cavaleras mikrofon. Jeg skal krybe til korset og indrømme, at jeg ikke anede at der ville være to supportbands til Septicflesh og Krisiun før kort før dørene åbnede, så jeg gik blind ind til både When Reasons Collapse og Incite. Min første umiddelbare tanke var, at Incite måtte være at stonerrock lignende band baseret på både deres soundcheck og deres ventemusik. De typiske metalnumre fra højttalernes ventemusik blev erstattet af mere afslappet rock og 90’er hiphop, og alt pegede nu på, at vi skulle over i en noget anden genre end det melodiske deathcore vi lige var blevet udsat for. Det skulle vi også, men det var langt fra stonerrock. Som Richie Cavalera selv proklamerede efter han trådte på scenen, spiller Incite ”heavy fucking metal”, der nu mere omfavnede om noget slut 90’er lignende groovemetal. Incite var en markant stigning i musikalsk kvalitet og energi i forhold til tidligere band, og det var også under Incite at vi så aftenens første mosh-og circlepit til stor glæde for de fire amerikanere, der har spillet sammen siden 2004. Deres historie sammen var mindst ligeså åbenlys som den var under When Reasons Collapse, og præcis som dem udviste Incite et fantastisk samspil. Alle fire bandmedlemmer var dygtige til at komplimentere hinanden, og det kunne især høres på samspillet mellem bassist Christopher EL og guitarist Dru Rome. Alt i alt kan jeg med sikkerhed sige, at Incite leverede aftenens bedste koncert. Jeg ved også efter at have tjekket deres Instagram, at de ikke kan blive væk fra Christiania alt for længe, så jeg glæder mig til de vender bussen forbi Danmark igen.
KRISIUN
Efter braget der var Incites fantastiske og alt for korte koncert var det tid til aftenens første headliner, Brasilianske oldschool dødsmetaltrio Krisiun. De spillede en noget nær perfekt setliste med den korte tid de havde, og tæskede publikum igennem fantastiske numre som ”Ravager”, ”Slaying Steel” og ”Descending Abomination”. Sammen med Septicflesh delte de titlen som aftenens ældste band, og det kunne godt ses og høres på energien de udviste fra scenen, eller mangel på samme. Kommunikationen mellem publikum og band var lille, men entusiasmen fra de fremmødte Krisiun fans var stadigvæk i top. Det var Krisiun også rent musikalsk.
Nu er et godt sted at nævne den fantastiske lyd der var i Pumpehuset under samtlige bands på plakaten, og også lysshowet, der gjorde de tre brasilianske brødres koncert noget mere spændende at overvære. Noget jeg ikke havde regnet med af et band som Krisiun, der har 11. albums på bagen, var at de valgte at afslutte med et covernummer skrevet af hvad frontman Alex Camargo beskriver som ”den bedste frontman nogensinde”, Lemmy Kilmister. Derefter skød Camargo ”Ace of Spades” i gang på sin bas, og dermed en to og et halvt minuts absolut rædselsfuldt og pinlig performance, der beviste at det måske ikke er alle der er egnede til at tackle Mötorheads oldschool sten og trille numre, og slet ikke med det dødsmetal twist Krisiun kom med. En ærgerlig afslutning på en ellers udmærket 45 minutter lang optræden fra et af Brasiliens bedste bands, der ellers diskede op med en nær perfekt sætliste.
SEPTICFLESH
Hvor Krisiuns musik omfavner oldschool dødsmetal har Septicflesh taget undergenren en anden vej. Siden deres comeback med Communion albummet i 2008 efter en pause på fem år gik de en mere symfonisk vej, og siden er alle deres albums blevet optaget med symfoniorkestre. Det sætter barren ret højt, at deres musik er så episk og storslået, for hvor episk kan et græsk fire-mands band egentlig være, når al hvad der hedder symfoni bliver spyttet ud fra bånd frem for et reelt orkester? Ikke ret episk, men når ret skal være ret ville der nok heller ikke være meget plads til publikum i Pumpehuset, hvis der skulle klemmes et helt symfoniorkester ind bag scenen.
Fordi Septicflesh netop gør så kraftigt brug af symfoniske backing tracks der er vigtige for størstedelen af numrene på sætlisten, er det synd at der ikke var skruet højere op for dem. Hvis du smækker et Septicflesh album på vil du opdage, at de symfoniske passager er ligeså høje som selve bandet, men det var langt fra tilfældet i Pumpehuset. Et positiv der kom ud af dette var dog, at nogle af numrene, heriblandt et af deres allerstørste, ”The Vampire from Nazareth” faktisk fungerer ganske udmærket hvis du tager de symfoniske elementer ud af billedet. Det var også under ”The Vampire from Nazareth”, at den græske firkløver virkelig tættede deres greb om publikum, før de kørte igennem både ”Prometheus” og ”Lovecraft’s Death”. Begge er virkelig gode numre, og selvom bandet har udgivet masser af klasse materiale siden deres comeback i 2008 med Communion, ville det være fedt med et par callbacks til deres tidligere albums før de gik den mere symfoniske retning med deres musik. Det blev dog kun til numre fra deres sidste fire albums, og et af dem var deres ubestridte største nummer, ”Anubis”, der bød på en masse medsang før de lukkede ballet med ekstranummeret ”Dark Art” fra Codex Omega.
Jeg har ikke opgivet håbet om, at kunne høre gamle Septicflesh numre live, men indtil nu må jeg ”nøjes” med deres nyere. ”Nøjes” er ikke et godt ord at bruge her, for Septicflesh beviste deres plads som et af de bedste bands på Grækenlands noget omfattende metalscene med deres symfoniske sætliste.
SÆTLISTE
1. Portrait of a Headless Man
2. Pyramid God
3. Martyr
4. Prototype
5. Enemy of Truth
6. Communion
7. The Vampire of Nazareth
8. Prometheus
9. Lovecraft’s Death
10. Anubis
11. Dark Art