DISTURBED + Skindred
KB Hallen
03.05.19
Tekst: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Foto: John-Son
Sidst jeg så Disturbed var I 2010 på Taste Of Chaos tour med Papa Roach og Halestorm (Buckcherry aflyste, heldigvis) i den gamle KB Hal. Dengang leverede de en koncert der efterlod mig imponeret og min gamle Sepultura t-shirt gennem blødt af sved. Opvarmningen var i den grad også med til at gøre det til en mindeværdig oplevelse. Både Papa Roach og et ungt Halestorm, der tournerede på der første plade, leverede energiske koncerter der fik publikum varmet godt op inden hovednavnet. Alt det er 9 år siden og denne gang havde Disturbed britiske Skindred med, et band jeg mest kender af ry og på forsangeren Benji Webbes tøjstil. Nu stod jeg i en ny opbygget KB Hal for at se om magien fra for mange år siden ville gentage sig. Det var på mange måder en oplevelse af en ung mig i en gammel KB hal vs. en voksen mig i en ny KB Hal.
Jeg ankom kort tid før dørene åbnede, men en kammerat havde siddet i kø flere timer før. På den måde endte jeg nemt i 3. række foran scenen med et godt udsyn. En storskærm var placeret i midten i en god størrelse. Jeg bemærker at mange forskellige typer og aldersgrupper var valfartet ud i maj kulden for at se amerikanerne. Lige fra faren med sin unge søn der er til sin første koncert, heavy folket i battle jackets og ældre hårdrock fans fra Sønderjylland. Disturbed er i den grad et band der favner bredt og det er dejligt at opleve diversiteten i rummet, stemningen var god og til lyden af AC/DCs Thunderstruck som intro går Skindret på scenen kl. 20:00.
Skindred er i den grad en bastard på metal/rock scenen. Og onde tunger vil uden tvivl mene at de ikke har noget at gøre i heavy kulturen da de ikke true nok. Jeg var bestemt spændt på at se hvordan DK (et for mig til tider lidt for traditionsbundet metal land) ville tage imod dem. Jeg have ikke noget kendskab til dem, så jeg var spændt på at se hvad det hypede band kunne præstere.
Det første jeg lægger mærke til er Webbes tøj stil, han går på scenen iført sine karismatiske sorte solbriller med pigge og en lignende sort jakke. Bandet spilder ikke tiden og kyler sig ud i deres specielle reggae hard rock. Og hold da op Webbe er en showman af rang. Han har et godt tag på publikum og en smittende charme og glæde der gør at jeg allerede på andet nummer har hænderne i vejret og synger med når jeg bliver bedt om det. Musikken er en blanding af rock, nu metal og til tider reggae vokal. Der bliver også blandet korte stykker AC/DC og Black Sabbath ind i musikken + en ordentlig gang Dubstep henimod slutningen. Det kan uden tvivl virke stilforvirret og udover de reggae stykker som vokalen styrer så er der ikke noget originalt over Skindret. De bruger det simple og det effektive og for fanden det fungerer. En stor del af æren skal i høj grad tildeles Webbe. I ham har Skindred en frontmand med stærk karisma, der er evigt underholdenden at se på og lytte til. Både når han synger og gøgler rundt på scenen imellem numrene. ”This is the muppet show” råber han da vi alle har armene i vejret til deres sidste nummer. Og ja, det var i den grad et show, Skindred kom, så og sejrede. Det er langt fra utænkeligt at jeg smutter over til dem på Copenhell til en dans eller 2 til juni.
Nu var det snart tid til hovednavnet. Disturbed er et band jeg fulgte med i op til deres Asylum udgivelse i 2010 og derfra tabte jeg lidt interessen for bandet. Da Immortalized fra 2015 udkom (bandet havde en pause på et par år) nåede jeg ikke længere end til singlerne og sidste års Evolution skræmte mig væk med nummeret Are You Ready? en kedelig rock sang med en flad produktion. Min oplevelse var at jeg langt fra var den eneste der følte at Disturbed som band var faldet af på den og jeg afskrev bandet i mit hoved på daværende tidspunkt. Det er synd for bandet har fra sin start i Nu Metallen i år 2000 skrevet nogle forbandet fede sange hvor ikke mindre end et par stykker er blevet moderne klassikere. Så hvor meget ville de vægte deres seneste album mod deres stærke bagkatalog denne aften? Hvor meget bid er der i amerikanerne anno 2019?
Inden hovenavnet gik på scenen spillede In The End i højtalerne og det ledte til en god fællessang der viste at folk var mere end klar på festen.
Lyset blev slukket og storskærmen tændt. En video der viste optagelser af fans og bandet igennem årerne med budskabet om at musikken forener os og at sammen er vi stærke. Ikke noget skidt budskab at starte koncerten med, måske lidt letkøbt, men det lod til at virke på folk og stemningen var på kogepunktet. Så kom bandet på scene og lagde ud med Are You Ready?, der var blevet snakket om blandt publikum at det nok ville være åbningsnummeret, så jeg var forberedt på denne lille skuffelse. Nye numre fra Evolution kunne jo ikke undgås da det jo er det album de tournere med. Men folk var med og sang så højt de kunne tilbage til David Draiman. Så de nye numre har altså deres fans. ”My brothers my sisters my blood” sagde Draiman og løfte sin knyttede næve i luften og vores hænder fulgte med. Den sætning kom han også med i 2010 så noget er da stadig ved det gamle. Nu fulgte en række af numre, Prayer, The Vengeful one og The Animal, under sidstnævnte startede aftenens første moshpit. Selvom Draiman havde lidt problemer med at synge de hurtige dele i Prayer var publikum nu varme, alle 3 numre ramte plet. Der var sing along i stor stil, også fra undertegnede og jeg følte et stik af magien fra 2010. Men ligesom vi var blevet godt varme kom den første tale om hvor vigtigt sammenhold var og ros for at vi troppede op og kæmpede imod alle de slemme ting i verden (herunder Facebook) sammen. Denne tale virkede indstuderet men da folk lige havde hørt 3 konge sange klappede og hujede de og bandet gik over i Stupify. Sådan, tænkte jeg, nu kører vi igen, men lige som jeg atter havde headbanget mig varm skulle vi høre en guitar solo fra Dan Donnegan. Ikke en videre spændende en af slagsen, det skulle der komme mere af desværre. Her skal det noteres at lyden var god denne aften i Hallen i modsætning til alle de historier man hørte om den gamle KB Hal. Efter den mere eller mindre ligegyldige solo skulle vi danse igen til Voices og Land Of Confusion. Begge sange havde et godt tag i publikum og pitten forsatte ufortrødent og varmen steg i hallen. Draiman sang godt men gjorde ikke yderligere væsen af sig på scenen imens resten af bandet spillede. Nu blev det dog mærkeligt for alvor, en bas og en tromme solo lige efter hinanden. Det ødelagde lidt stemningen, vi var nu oppe på lidt for mange pauser, men folk råbte på mere så er måske var det bare mig der fandt det lidt ligegyldigt. Ja hvorfor pokker ikke fylde flere sange på? Skulle Draiman have en pause ude bagved? Uanset hvad kunne jeg mærke at dette ikke ville blive den fest jeg havde krydset fingrer for.
Ak ja, men Disturbed har nu engang et satans godt bagkatalog så da de slog over i Ten Thousand Fists og The Game så rockede jeg med. De 2 numre er også et par personlige favoritter. Et nyt nummer min sidemand fortale mig hed No More røg ud over scenekanten, syntes ikke at det var godt men folk virkede til at kunne teksten og have en fest. Selv om jeg da ikke kunne lade være med at bemærke at energien nu engang var vildere når deres gamle materiale blev luftet. Men dette er vel ofte tilfældet med nyt vs gammelt? Men bevar mig vel om vi nu skulle fodres med en video der talte og advarede om misbrug. Det er et vigtigt budskab, ingen tvivl om det. Men jeg så det som endnu en pause i festen og det skulle ske igen. Et mere stille set fulgte nu med bandet på skamler og dæmpet lys. A Reason To Fight blev spillet og selv om Disturbed måske selv føler denne sang så jeg fandt jeg den ret uinteressant. Mobiler og lightere var i vejret, flot så det ud, og dog. Det var ved at blive en forvirrende koncert. Jo bandet har skrevet ballader før, men så havde jeg foretrukket den smukke Darkness fra Believe. Tale nummer 2 om Chester Benningtons død og om kampen mod depression, afhængighed og selvmord fyldte nu salen. Det var en rørt Draiman på scenen og man kunne mærke at han havde noget på hjertet. Alligevel var koncerten nu gået så meget ned på dette tidspunkt at man kunne høre spredt snak i krogene. Folk var begyndt at blive utålmodige. Hold On To Memories, endnu en ballade, var næste sang. Et kedeligt nummer hvor jeg gerne ville føle Disturbeds budkab, men der var slet og ret gået for meget fløde i den. Deres cover af The Sound Of Silence må jeg indrømme at jeg aldrig helt har fattet. Men live fungerede det og samlede igen folk og Draiman sang smukt og stort. Men en 3. tale og 2 kvinder skulle på scenen og snakke om deres misbrug og depression (de havde holdt et skilt op som Draiman bemærkede under A Reason To Fight). En smuk gestus men for fanden (et par publikummer bemærkede endda at dette måtte være iscenesat, så cheesy var det). Alle pauserne, talerne der drejede sig om det samme emne og de i bedste fald middelmådige ballader havde simpelthen taget pusten fra koncerten og festen kom aldrig 100% op at køre igen selv med numre som Indestructible (her stod folk praktisk talt stille). Inside The Fire og Sticken gik til gengæld rent hjem hos i salen og viste hvad bandet kan når de vil.
Naturligvis var Down With The Sickness den store favorit men det føltes alligevel som for lidt for sent.
Så hvad gik jeg ud med 9 år senere i en ny KH Hal? Disturbed er vokset, men til hvad? De har uden tvivl et budskab de vil ud med anno 2019, men det tog bare for meget af koncerten og fjernede fokus fra musikken. Deres bagkatalog reddede dem, for som tidligere nævnt så har de skrevet seje sange der holder den dag i dag. Den store pause i midten satte bare en brat stopper for den rockfest det skulle have været og det blev dødstødet. Jeg må respektere bandet for at ville dedikere sig til deres mærkesager, det blev bare for meget og Draiman brugte mere energi på at kommunikere med publikum under sine mange taler end under sangene. Måske fordi han ved at numrene mange gange er så ørehængende at de kan bære festen selv. Og havde det bare været musikken alene der skulle tale denne aften havde det bestemt også været muligt. Jeg gik fra koncerten med en tør t-shirt og bevægede mig mod Nørrebro. Jeg kastede et sidste blik tilbage med tanken at både mig og Disturbed er vokset med årerne, det er bare fra hinanden.
Setlist:
(Intro video)
Are You Ready?
Prayer
The vengeful one
The Animal
(Tale 1)
Stupify
(Guitar solo)
Voices
Land of confusion (Genesis cover)
(Bas solo)
(Tromme solo)
Ten thousand fists
The Game
No more
(Video)
A reason to fight
(Tale 2)
Hold on to memories
The Sound of silence (Simon & Garfunkel cover)
(Tale 3)
Indestructible
Inside the fire
The Light
Stricken
Down with the sickness