HÄLLAS + GRUSOM + BOMBER
SPILLESTEDET STENGADE, NØRREBRO, KØBENHAVN
03.05.2019
Tekst: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt
Vil man være noget i nutidens hårde rock scene, især i Sverige, skal man helst både lyde og se ud som om man er faldet igennem en tidslomme fra enten 1970’erne eller 1980’erne. To bands, som sigtede efter nøjagtig det, optrådte i går aftes på Spillestedet Stengade sammen med et dansk som ikke helt var så retro men også hat taget størstedelen af deres inspiration fra den hårde ende af 60’ernes og 70’ernes progressive rock.
Første navn på programmet var svenske Bomber, som tager deres navn fra Motörheads tredje album udgivet i 1979. Deres sætliste bestod også i høj grad af hurtig, aggressiv og enkel heavy med bassen højt i mixen. Hvis de blev dannet i datidens Storbritannien og ikke nutidens Sverige, kunne de sagtens have delt plakat med ikke kun Motörhead men også fx Atomkraft, Tank eller Venom. Og dog havde de nogle overraskelser i ærmet: Efter udgivelsen af debut ep “Arrival” har de udvidet fra en trio til en kvartet med en ekstra guitarist, og bød på nogle nye sange fra deres kommende lp som var mere progressive med flere akustiske passager, temposkift og mere indviklet guitarspil.
Bomber var også noget originale med deres image, der var mere David Bowie/Mott the Hoople 70’er glam rock end 80’er NwoBHM: Polyester-jakkesæt, glitter-kostumer og generel androgyn fremtrædning. Bortset fra trommeslageren, som med sit fuldskæg og samurai-hårknude mere lignede en krydsning mellem Jared Letos skurk i Blade Runner 2049 og en 2010’er post-rock musiker end en glam rock musiker som var blevet nedfrosset i 70’erne og tøet op i 2010’erne. Jeg har lidt svært ved at forstå, når et band går efter at have et image og arbejder på det men ét medlem ikke er med, for så falder det hele lidt til jorden.
Selve live-showet og den teatralske del af optræden havde Bomber dog godt styr på. De gik på badet totalt i uhyggeligt rødt lys med optagelser af dramatisk orkester-musik under. Og de viste sig at have masser af klassiske 70’er/80’er rockstjerne-moves live, og var virkelig gode til at gejle publikum op selvom der var nogle problemer med lyden tidligt: Det var ikke helt nemt at høre begge guitarer hele tiden, og trommerne synes jeg var for højt i mixen. Det er problemer, jeg tit finder ret mange bands ikke helt har styr på live. Men Bomber er et ungt band uden så megen koncert erfaring så måske får de styr på det i fremtiden. Slægt herhjemme havde også de samme problemer tidligt i deres karriere (med lyden, ikke frisurerne!) som de senere fik bugt med.
Det næste band var nok det bedst kendte for dansk publikum: Grusom, som ikke kom fra den anden side af Øresund men derimod fra Svendborg på Fyn. Deres specialitet er hård progressiv rock med hele tre guitarister og masser af el-orgel samt tekster inspireret af gyser-litteratur, magi og okkultisme. Tænk på The Crazy World of Arthur Brown, Blue Öyster Cult og Uriah Heep som sammenligninger. Der var kun ét af medlemmerne, den ene af de tre guitarister, som gik efter et retro 70’er look med langt fjeret hår og stramme bukser samt en hat. De andre lignede enten vestklædte korthårede bikertypere, sangeren havde med sit kronraget + skæg + tatoveringer og piercinger lidt af en “midaldrende black metal-sanger på et Jim Morrison-rockmessias-trip” live persona, eller lignede bare korthårede normale 2010’er mennesker. Så Grusom synes jeg så lidt out-of-place, når de to andre bands på programmet gjorde meget ud af at ligne 70’er rock-grupper og ikke kun lyde som dem.
Hvad Grusom manglede af i image, havde de til gengæld lydkvalitet og følelsesmæssig intensitet. Deres lyd var ren og poleret nok til at man kunne høre alle instrumenter og nuancerne i deres sammenspil, men de bevarede nok mørke og dyster stemning til at Arthur Brown/BÖC-horror-rock atmosfæren var intakt. Man kunne også mærke, medlemmerne levede sig totalt ind i deres musiks nuancer og var 100% koncentrerede. Så de imponerede mig lige så meget, som sidste gang jeg så dem på Stengade tilbage i 2016.
Aftenens hovednavn var selvfølgelig svenske Hällas. Jeg så dem første gang tilbage i 2016 på Lygtens Kro, da de var totalt ukendte. I mellemtiden er Hällas blevet en “next big thing” efter de i 2017 udgav albummet Excerpts from a Future Past og kunne derfor spille for en udsolgt Stengade fredag aften. Det albums titel minder om et helt andet hjørne af rockhistorien end Bombers Motörhead-tilbedende navn: Den britiske progressive rock-gruppe The Moody Blues’ 2. album Days of Future Passed, der udkom 50 år tidligere i 1967. Hällas hører nok også meget prog rock ellers ville de hverken spille lange sange med indviklet instrumentalt samspil og uforudsigelige sangstrukturer, udtænke en større sammenhængende science-fiction/fantasy mytologi til deres tekster eller bruge synthesizers der lyder som soundtracket til en gammel SF film.
Dog vil jeg ikke kalde Hällas’ egen stil for rendyrket progressiv rock. Til at beskrive dem vil jeg snarere genoplive en anden genre-betegnelse, som aldrig rigtig fangede an: “class metal”, som i 80’erne kaldte det episke stilfulde hjørne af traditionel heavy metal og hård rock. Hällas’ musik er nemlig stadig domineret af hårde guitarer med galloperende hurtige riffs og solo-dueller som Judas Priest eller Thin Lizzy kunne have strikket sammen engang i midt-70’erne, eller Iron Maiden for den sags skyld en gang i start 80’erne. “Class metal”-begrebet synes jeg rammer nøjagtig hvad får de mere højpandede svenske traditionel heavy-revivalister som ikke kun Hällas men også fx Hypnos, Portrait og Source til at skille sig ud fra andre nutidige bands i samme niche.
Da jeg så Hällas i 2016, lignede de 70’er hippier der var faldet igennem en tidslomme ligesom medlemmerne nok gør til daglig, men i aftes havde de alle matchende glamrock-superhelte-kostumer af glitter-trikot’er, kapper og blå øjensminke på. Åbenbart er det blevet populært for svenske heavy-musikere i 2010’erne at se ud som britiske glam-musikere gjorde i 1970’erne, måske fordi den scene havde mere rum for at hver gruppe kunne have deres eget unikke look end metalscenen i dag hvor hver undergenre har et snævert defineret sæt symbolik.
Én ting var sikkert: Jeg havde sjældent set et band så tryllebinde publikum. Det siger nok ret meget, jeg aldrig har set så meget headbanging og moshing og crowdsurfing til en prog rock-band hvilket igen er et tegn på at Hällas lige så meget er et heavy metal band som et prog-band. Så også flere dreadlockede crustpunkere blandt publikum dvs mennesker som nok ikke ville røre Emerson, Lake and Palmer eller The Moody Blues eller Yes med en ildtang. Da Hällas endte deres sætliste, der var en time lang, så medlemmerne også både udmattede og tilfredse ud i deres ansigtstræk. Og publikum råbte efter ekstranummer i næsten et kvarter bagefter.
