DEATH TO SEATTLE + DEMOLIZER + THE DARKEST MOMENT + EVERYTHING IS TERRIBLE
ATLAS, AARHUS
11.05.2019
Tekst og foto: Mariann
Wacken Metal Battle har den sidste tid rejst landet tyndt. Aalborg, Kolding, Slagelse, Odense og nu Aarhus har ligget scene til de ti dystende bands, der kæmper om en plads videre i forløbet. I aften er sidste indledende runde. To af aftenens bands har vundet tidligere runder. Konkurrencen spidser til, og inden aften er omme ved vi, hvem der er videre i finalen.
DEATH TO SEATTLE
Aftenen starter ud med den ene tidligere vindergruppe, Death To Seattle. De tog dommerne med storm i Slagelse, og i aften spiller de på deres næsten-hjemmebane. Bandet, der jo egentligt er af vestjysk afstamning og bestemt ikke lægger skjul på det, er dog mere eller mindre et barn af undergrundsscenen i Aarhus. Det mærkes også tydeligt på publikum. Publikummet er ikke mange, men mange af de, der er dukket op, har erhvervet sig en Death To Seattle T-shirt og står klar på første række til at få spyttet nærdødsgrunge lige i krydderen.
Fra det øjeblik de står på scenen, og deres performance er i gang, starter Rasmus Godsk, skråleren, sin traditionelle sviner af publikum. Mellem hvert nummer bliver der øst mere lort ud på publikum. Ingen kan se sig sikre for Rasmus’ lorte-prædiken. De er dog ikke for hellige til at trash-talke dem selv og deres ophav. Der bliver fortalt små anekdoter om opvæksten i det mørke Vestjylland. Derude hvor der er knallertbøller og techno-trunter.
Musikken er et slag i ansigtet, og energien spreder sig til hele kroppen. Der er en enorm energiudladning i gang, og publikum har svært ved at stå stille. Death To Seattle er et beskidt band med en beskidt lyd, og derfor sidder baren ikke højt, hvad angår forventninger til lyd. Skulle der ske en lille svipser, er det ikke noget der bryder oplevelsen, netop fordi hele konceptet Death To Seattle kan bære det.
Som sædvanligt slutter de af på ægte rock ‘n’ roll vis med at kaste om sig med guitar og bas til støjen fra højtalerne og intet andet. Folk, der ikke har oplevet Death To Seattle før, ved knapt, hvad de skal gøre af sig selv. “Smadr det lort!” bliver forreste række beordret af Rasmus, der har smidt sin guitar ned på gulvet foran scenen, alt imens Simon endnu kæmper med at flække bassen mest muligt.
Hjemmebanetriumfen er overstået. Der skal nu lades op inden aftenens næste store energiudladning…
DEMOLIZER
Disse unge gutter kommer direkte fra Københavns undergrund. Med en historie i punkmiljøet og en forkærlighed for old school thrash er der lagt op til en fest i højt tempo.
Der er noget helt særligt over unge knejter, der spiller god gammeldaws thrash i lange kaki-shorts og slidte band T-shirts med thrash legendernes navne over brystkassen.
Tempoet bliver sat højt fra start, og hjerner over hele salen bliver rystet rundt i kranierne. Hvis headbanging fungerede som vindmøller, ville der blive produceret en god del strøm under et Demolizer show. Deres tempo veksler fra alt mellem 90 bpm og op til 240. Selv under deres lidt langsommere sange bliver der headbanget på livet løs. Der er synkronheadbanging på scenen og i salen. Ja, aftenens første moshpit dukker også op. Det er en lille men dedikeret pit. Da der var flest i moshpitten, talte jeg 10. Da der var færrest, talte jeg tre. Tre fans dedikeret til at smadre og rive hinanden rundt til lyden.
Bandets spilleglæde når langt ud over scenen, og man forstår, hvorfor de løb med sejren i Kolding. Musikken er velspillet, og deres energi er smittende.
Modsat Death To Seattle er der ikke meget publikumskontakt. En enkelt gang eller to råber Polle Radtleff, forsangeren, “Er I klar Aarhus!?”, men det er også alt, der bliver fedtet på dén konto. Dog når de ud over scenekanten. Publikum står tilbage efter koncerten og kan ikke være i tvivl om, at de er blevet Demolized.
THE DARKEST MOMENT
Fra old school thrash til new school alternative metal. Kutteklædte gutter har indtaget scenen, der er indlemmet i blåt lys og skaber en mørk og dyster atmosfære.
The Darkest Moment byder på alternativ metal. Nok mest i den forstand at de ikke er til at sætte i bås. Deres musik byder på alt godt – og mindre godt – fra metalverden. Jeg gik ud fra salen med følelsen af, at hvis Cabal og Attila havde fået et barn, som var blevet babysittet af møl, så ville barnet hedde The Darkest Moment.
De trækker elementer ind fra så mange forskellige genrer, at det er svært at nævne dem alle. Dog hovedsageligt i den tungere ende af core-genrerne. Vokalen består af både growl, scream, rap og clean. Noget virker bedre end andet. Selvom man som band gerne vil en masse, skal man passe på, at det ikke bliver for meget. Rappen virker malplaceret i det hovedsageligt atmosfæriske lydbillede. Clean vokalen var ikke stærk nok til at bære musikken, og musikken kunne ikke bære den. De bedste momenter i aftenens performance, var de djentede breakdowns.
The Darkest Moment var på flere måder aftenens mørkeste øjeblik. Både kvalitets- og begejstringsmæssigt. Der er som bekendt altid plads til forbedring, og dette er et band, der har nogle timer i øvelokalet inden folk indvandrer i stedet for kollektiv udvandring.
EVERYTHING IS TERRIBLE
… or not. Denne gruppe fra København har en masse at byde på. Deres progressive metal med djentede elementer lander på et tørt sted, som det sidste konkurrerende band denne aften. De skiller sig ud fra de tre foregående performances. Deres nydelige udseende vidner om den moderne bølge af metal, hvor alting ikke behøver at være så beskidt, og det klæder dem og deres musik.
De har noget playback, for at understøtte musikken live. Jeg forestiller mig, det er et valg, der er truffet for at kæde liveoplevelsen så tæt sammen med studieindspilningerne som muligt. Man har jo unægteligt flere muligheder i et studie end på scenen, og i disse moderne tider er det ikke unormalt at skrive musik, der passer til indspilningsformatet og så trække det format med ind som en del af liveperformancen.
Deres karismatiske frontmand, Cornelius Quist, stjæler i høj grad showet med sin flair for performance. Hans tilstedeværelse er fængslende. Her snakkes ikke blot om en tilstedeværelse på scenen, men også på gulvet blandt publikum.
Everything Is Terrible har løst den evige udfordring for vokalister, der også kan og vil spille guitar. Hvor nogle sangere føler sig begrænset af at have guitaren på under hele showet, har Everything Is Terrible valgt, at Cornelius skiftevis er sanger og guitarist. De rent instrumentale passager, hvor han lægger mikrofonen og samler guitaren op, er super velfungerende, også som en del af et liveshow. Der sker noget anderledes, man ikke er vant til at se, og disse skift er således med til at fastholde interessen. Dette gælder selvfølgelig de tilskuere, der ikke havde for travlt til at headbange, og rent faktisk kunne se, hvad der foregik på scenen.
Headbangning foregik med godt spredte ben og såkaldt “giraf headbaning” til de tunge toner. “Der er fandme nogle flotte krabber hernede foran” udbryder Cornelius mellem to numre og henviser til publikummer på forreste række der fylder et par kvadratmeter pr mand.
At Everything Is Terrible blev aftenens vinder overraskede måske nogle. Men deres evne til for første gang den aften for alvor kollektivt at trække (det tilbageværende) publikum mod scenen, selvom man til tider følte at ens indvolde var på vej ud af bugen, må have fanget dommerne.
De tidligere Wacken Metal Battle vindere fra Sunless Dawn underholdte det udtyndede publikum mens dommerne voterede. Deres performance var solid, men mærket af det sene tidspunkt og det, gennem hele aftenen, tynde publikum.
Efter en times koncert blev det offentliggjort, at Everything Is Terrible var aftenens vinder, og at de sammen med Demolizer, Molok og Katla skal kæmpe om en plads videre mod drømmen om et show på Wacken.
Finalen finder sted i Pumpehuset den 25. maj.