THE HELLACOPTERS+LUCIFER
STORE VEGA, KØBENHAVN
16.5.19
Af Bell Bruun
Foto: Claus Michaelsen
Mit første livemøde med det svenske band The Hellacopters skete på Roskilde Festival 2017 hvor bandet, til nogens utilfredshed, men også manges glæde, erstattede high school-poppunkerne i Blink 182. Den gang gav The Hellacopters en fuldstændigt mageløs koncert, som virkelig var essensens af hvordan en god, gammeldags rockkoncert bør være. Derfor var det med en vis forventning at de skulle genopleves i Store Vega.
LUCIFER
Først skulle vi dog opleve et andet svensk band i form af Lucifer. Det er mere end oplagt at netop dette band var opvarmning, da Lucifers trommeslager Nicke Andersson også er forsanger og guitarist i The Hellacopters. Andersson er i øvrigt kendt for at have flere sideprojekter, så denne opdagelse burde vel egentlig ikke overraske. Lucifer har eksisteret i fem år og har indtil videre udgivet to fuldlængde albums, og ser man overfladisk på Lucifer, har de et par ting til fælles med bandet Blues Pills: De er svenske, de spiller musik, der er stærkt inspireret af 1970’erne og de har begge en karismatisk kvinde i front. Dog stopper associationerne ret hurtigt herefter, når man lytter til Lucifer, for der er noget mere tunghed og slæbende doomstemning over deres musik end man kan sige at der er i Blues Pills’ stil, og man kommer på flere numre let til at tænke på fx Black Sabbath, blot med kvindevokal. Bandet spillede blandt andet den flotte ”Dreamer” fra sidste års album Lucifer II, og selvom Johanna Sadonis ikke har den smukkeste og mest overvældende stemme, så fungerer hendes vokal virkelig godt i den dragende stemning, der er i bandets musik. Ledsaget af vindmaskine, tamburin og diverse former for alkohol på scenen, gjorde Sadonis sit for at være en interessant og fængende frontkvinde, samtidigt med at resten af det virkelig dygtige band gav den gas med masser af guitarlir og vilde soloer. Rock ’n’ roll attituden manglede i hvert fald ikke på noget tidspunkt, og for lige at understrege dette, råbte Sadonis ”I hope you like Motörhead!” hvorefter bandet syrede ud i en ganske habil version af Motörheads ”Bomber”. Lucifer er uden tvivl et godt liveband, ja, faktisk lyder deres sange bedre live end på album, og denne anmelder ville bestemt ikke have noget imod at opleve en koncert med dem en anden gang.
THE HELLACOPTERS
Det er svært at beskrive helt hvad det var, der gjorde at The Hellacopters var så fandens fænomenale på Roskilde Festival 2017, og efter sigende har de alle dage været et fantastisk liveband ifølge folk, der har oplevet dem flere gange, men der er altså bare et eller andet ved deres lyd. Guitarerne formår at flyde rundt i medrivende, fyldige, lækre musikalske mønstre og giver samtidigt den ene vanvittige solo efter den anden og så udstråler bandet noget helt specielt, spilleglæde blandt andet, men også mere end det, noget udefinerbart, måske det, der populært kaldes x-faktor? Uden sammenligning med TV-programmet, naturligvis! I hvert fald lagde de i Store vega stærkt ud fra start med den fede ”Hopeless Case of a Kid in Denial” fra albummet High Visibility og kort derefter fik vi også den dejligt flabede ”Carry Me Home” fra By the Grace of God, et nummer, der emmer af røvballerock forstået på den allerbedste måde hvor man står og vrikker med fordi, man ikke kan lade være, imens den tilbagelænede guitar nærmest danser derudaf sammen med keyboardets insisterende toner. Noget af helt gamle materiale var der også plads til, fx ”You Are n
Nothin’” fra albummet Payin’ the Dues fra 1997. Man kan godt høre ungdommen rasere i den tekst! The Hellacopters var gode til at blande setlisten med sange fra hele deres bagkatalog, også fra debutalbummet Supershitty to the Max!, hvorfra de spillede den fræsende ”Born Broke” til publikums store begejstring. Og hvad publikummet angår, så var det en broget forsamling, ikke som når man er til diverse metalkoncerter, hvor der mest er sort tøj og battle-veste, hvilket der selvfølgelig ikke skal siges et ondt ord om, men det var interessant hvordan publikummet til The Hellacopters bød på utroligt mange frisurer, og det var på de mandlige hoveder, og derudover mange slags bud på støvler og både ruskinds- og læderveste, igen hos mændene i forsamlingen; der var tænkt over stilen. En gammel favorit som ”Toys and Flavours” blev det også til og den var overlegent fremført. I det hele taget var koncerten meget af tiden en overlegen lektion i rock, og der blev svinget med håret, lavet stadion-vindmølle med armene når guitaren skulle slås an, danset med krumspring og vilde poseringer, og hoppet ned fra monitoren. Derudover skal det nævnes at selvom Nicke Andersson muligvis ikke har Verdens størtste stemme, så passer den bare fortræffeligt til The Hellacopters: Den er fuld af overskud, kant, lidt nasal flabethed og så lyder den bare som den mest naturlige vokal at sætte til netop denne slags musik. En energisk version af ”Soulseller” og den herlige, hidsige ”Psyched out and Furious” i en fantastisk velspillet og intens udgave, førte det fede show videre i højt tempo og positiv stemning, inden vi nåede til klassikeren ”By the Grace of God”. En kort pause med masser af opmuntrende klap og råb, blev efterfulgt af ekstranumre, som naturligvis indeholdt fanfavoritterne ”I’m in the Band” og ”(Gotta get some Action) Now!” og man var lykkelig. Så er spørgsmålet vel blot om bandet nåede op på niveauet fra Rosklide Festival for to år siden? Ikke helt, men det er tæt på. På Roskilde spillede bandet i længere tid, scenen var noget større og stemningen en anden, selvom stemningen nu var fin i Vega. The Hellacopters er dog stadig blandt de bedste nulevende livebands, efter min mening og det er en næsten ubeskrivelig fornøjelse at opleve dem på en scene. Så længe de bliver ved med at opføre sig, som om har en fest og elsker det de laver, så skal de bare blive ved med at vise alle andre bands hvordan man spiller en rigtig rockkoncert.
