Et udsolgt Voxhall nedsmeltede total til svensk metal i verdensklasse!

ARCH ENEMY
VOXHALL, Aarhus
5.6. 2019
Af Kristian P. Mølgaard
Foto:Homage Photography / Hasan Jensen

Der var lagt op til en fænomenal aften på Voxhall denne lune sommeraften i juni. Med Arch Enemy på plakaten og et udsolgt spillested, kunne det ikke gå helt galt.
Inden koncerten, havde vi et hyggeligt træf med Michael Amott til en omgang CD-Blast, som du kan læse i næste trykte udgave af dette udmærkede blad.
Livløs varmede op og det gjorde de ganske hæderligt. Jeg havde indtrykket af, at langt de fleste folk kom for hovednavnet, da der var godt fyldt op på balkonen udenfor og bag baren i cafe-området. Men det lod bandet sig åbenbart ikke mærke af, for de bragede igennem for fuld skrald.
Jeg kender dog ikke bandets materiale nok til at kunne leve mig ind i det og derfor blev det en kende for ensformigt. Det blev en gang metal uden hoved og hale og jeg må desværre indrømme, at jeg begyndte at kede mig en smule. Men de spiller fedt og det publikum for kom for at få Livløs, de fik garanteret hvad de kom efter.
Kl. 21.15, præcis, brølede Motorheads Ace Of Spades ud gennem anlægget og lyset blev dæmpet, forventningerne steg.
”Set Flame to the night” begyndte som intro og gik over lækre ”Ravenous”, som jo er et riff-master-nummer uden lige. ”Stolen Life” og ”War Eternal” fulgte efter og efterhånden var temperaturen på Voxhall nær kogepunktet. Der var en fantastisk stemning og det var tydeligt at se, at bandet nød hvert et sekund og havde en fænomenal kontakt med publikum.
Skønne Allisa White-Cruz havde på vanlig vis, fået sig skruet ned i noget særdeles stramt læder, så ikke et øje var tørt ved det mandlige publikum. Det er utroligt, som Alissa kan holde energien og samtidig være teatralsk i sin optræden og alligevel se afslappet ud. Hun fungerer perfekt som frontkvinde. Den lille blåhårede pige med den store stemme.
Arch Enemy spillede her deres kun 4. koncert på sommer-tour’en – nogle aftener forinden var de headliner på Metalfest i Tjekkiet, så dette var en helt anden størrelse scene, end de ellers er vant til. Men som Amott fortalte os inden koncerten, så er det fedt at spille udsolgte klub-shows, da der en anden kontakt til publikum. Dagen efter Voxhall er de atter på den store scene, da de spiller på Sweden Rock.
På Voxhall var alt dette dog ligegyldigt, for det var en fuldt ud vellykket koncert med et veloplagt band, der spillede fuldt ud professionelt i deres optræden. Vist er det tydeligt, at meget er indstuderet til mindste detalje, men bandet formår bare at levere varen så ægte, at det er en fryd at se på. Michael Amott er en fryd at se på, når han svinger sin Flying V eller stiller sig an til solo. I det hele taget fremstod bandet som om de var klar til at nedlægge verden total! Og det var skønt at se! De gav en masse af deres klassikere, men specielt var jeg glad for at opleve ”Dead Bury Their Dead” live – fænomenalt. ”Avalanche” var en del af ekstranumrene og på et tidspunkt stod der pludselig en høj, ung århusianer (måske?) på scenen, hvor en tydelig forvirret Alissa dog formåede at holde facaden og high-five ham. Jeg synes dog der gik foruroligende lang tid, hvor ingen kom på scenen for at fjerne ham og det synes han vist også selv, for han befandt sig godt hvor han var og nærmede sig Alissa, der var tydelig nervøs. Hun fjernede sig fra ham og først der kom der en mand ind for blidt at føre ham ud bag scenen. Så langt kom han dog aldrig, for han smuttede i et hovedløst stage-dive ud over kanten og måtte have slået sig betragteligt. Michaell Amott var eet stort grin! Alissa var ikke, men fortsatte ufortrødent. Det var en tydelig brist på sikkerheden, da sådan noget bare ikke må ske. Lidt til briefingen bagefter.
Ud over denne lille misser, som jo ikke havde noget med bandet at gøre, så var der fint styr på sagerne på Voxhall. Nåja, de løb tør for almindelig fadøl på balkonen under Livløs og det samme med cola. Men ud over det – det er altid en fornøjelse på Voxhall. Denne aften var det særligt en fornøjelse, da Arch Enemy lagde Aarhus ned – total!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *