METALLICA + GHOST + BOKASSA
TELIA PARKEN, KØBENHAVN
11.07.19
Af Marcus Mørkedal
Foto: John-Son
Parken. Danmarks nationalstadion, og alle danske lydfanatikeres hade-spillested. Det er over 15 år siden Metallica spillede i Parken sidst, og i går vendte de tilbage til Danmarks hjemmebane igen. Anmeldelser fra dengang giver klart udtryk for, at koncerten har været fantastisk, men at lyden var forfærdelig, så om både Metallica og Parken har forbedret sig nok på 15 år skulle gårsdagens koncert vise. Som support havde Metallica taget svenske heavymetal sensation Ghost og de norske stonerpunkere Bokassa med. Sidstnævnte var første på den store scene.
BOKASSA
Metallica mastermind og trommeslager Lars Ulrich har ikke lagt skjul på hans begejstring for de tre norske gutter Bokassa består af, og han har endda kaldt dem hans ”yndlings nye band”. De prøvede i deres halve times spilletid ihærdigt at komme ud over den store scene, men den ikke engang halvfyldte Parken virkede ikke just begejstrede. Måske var det den kedelige musik de diskede op med, måske var det den ringe lyd, eller måske var det en cocktail af de to, der gjorde at publikum allerede så trætte ud kort inde i deres sætliste. På sætlisten var der numre fra begge deres albums, 2017s Divide & Conquer og 2019s Crimson Riders.
Hvad Lars Ulrich synes denne trio er så fantastisk for er mig en gåde, og det var kun under de sidste to numre, hvor lyden også lod til at blive bedre, at de faktisk virkede hjemme på den store scene. Deres sidste nummer, ”Five Finger Fuckhead”, er vist nok et diss mod Five Finger Death Punch, og med linjer som: ”Redneckville pointing to the stars, all filler – no killer, fascistic assholes with guitars” i andet vers og ”This is the end of everything, when mediocrity is king” i omkvædet, er den sang det eneste der mindede om noget mindeværdigt ved deres optræden. Én ting er, at gå på scenen og have en fest, en helt anden er at få den fest til at smitte af på publikum, og her fejlede Bokassa ganske enkelt.
Sætliste
1. Impending Doom
2. Last Night (Was a Real Massacre)
3. Hellbilly Handfishin’
4. Captain Cold One
5. Mouthbreathers Inc.
6. Only Gob Can Judge Me
7. Vultures
8. Walker Texas Danger
9. Five Finger Fuckhead.
GHOST
Enten elsker du Ghost, eller også så hader du dem. Blandingen af disco, rock og metal er måske uortodoks i mange metalhoveders øjne, men de svenske maskerede særlinge ejede scenen sekundet de trådte på til de gik af igen en time senere.
De sparkede deres 11 numre lange sætliste i gang med ”Ashes”, der fungerede som en intro til ”Rats”, fra deres 2018 album Prequelle. Derefter spillede de nummeret ”Absolution” efterfulgt af undertegnedes yndlingsnummer, ”Ritual” fra deres 2010 debutalbum, Opus Eponymous. Det nummer var også det eneste vi fik fra det album, og det var naturligvis Prequelle albummet der var i fokus med numre som ”Faith” og ”Dance Macabre”, der også blev luftet i går. Sidstenævnte skulle eftersigende have så meget ”umf”, at det ville begynde at kilde i fileten (det lille stykke kød mellem numsehullet og fronten) hos publikum. Det forklarede frontman Tobias Forge i hvert fald ihærdigt om i hans ”Cardinal Copia” persona. Han har mestret evnen til at være sjov og karismatisk uden at være tåkrummende, og det er ikke noget man oplever tit med frontmænd i metalverdenen. Hans slæng af anonyme ”nameless ghouls” var også flittige til at komme rundt på scenen, og selvom de er maskerede var der alligevel en følelse af kontakt mellem dem og publikum. Jeg talte syv maskerede medlemmer udover Tobias Forge og Papa Nihil, der hoppede på scenen og spillede en saxofonsolo under nummeret ”Miasma”.
Deres timelange sætliste syntes hurtigt overstået, og mit eneste problem med Ghost koncerten er tidspunktet. Havde de spillet under mørk himmel havde deres lysshow og halvdystre personaer virket langt bedre, og meget af det faldt lidt flat fordi de spillede i solskinsvejr fra en skyfri himmel. Det er ikke noget de kan gøre for, men det gør det ikke mindre ærgerligt.
Sætliste
1. Rats (Ashes intro)
2. Absolution
3. Ritual
4. From the Pinnacle to the Pit
5. Faith
6. Cirice
7. Miasma
8. Year Zero
9. Mummy Dust
10. Dance Macabre
11. Square Hammer
METALLICA
Pausen mellem Ghost og Metallica var hurtigt overstået, og der gik ikke længe før ventemusikken i Parken, der i øvrigt spillede ”Black Hole Sun” hele to gange, blev erstattet af det noget højere AC/DC-nummer ”It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock ’n’ Rol)l”. Herefter afspillede storskærmen et klip fra western klassikeren ”The Good, the Bad and the Ugly” mens ”The Ecstacy of Gold” fra filmens soundtrack spillede over højttalerne. Den blev erstattet af introen til ”Hardwired” og inden længe stod Bay Area Thrash legenderne på scenen og bragede igennem åbningsnummeret til deres seneste album, Hardwired… To Self Destruct. De spillede med stort overskud, og frontman James Hetfield har ikke lignet en større rockstjerne siden start 90’erne. Bevares, der var lydproblemer under de første par numre, og også lidt senere henne i sætlisten, men det er ikke nær den skrækhistorie fra 2004 hvor de spillede i Parken sidst, som man har hørt så meget om.
Efter Hardwired gik de hurtigt videre til ”The Memory Remains”, der ikke er noget fantastisk nummer overhovedet, men det lød i det mindste langt bedre live end det gør på Reload, som er albummet nummeret er fra. Her blev Marianne Faithfulls ”na-na-na-na” stykke erstattet af publikum, der fra toppen af deres lunger skrålede med på melodien. Som James selv sagde i hans første speak til publikum, så er sætlisten sammensat af noget nyt, som ”Hardwired”, noget fra midten af deres karriere som ”The Memory Remains”, og så noget gammel som ”Ride The Lightning”, der var aftenens tredje nummer, og mit personlige yndlingsnummer fra dem. Den skingre intro, det tunge riff, guitarist Kirk Hammetts magtfulde solo, det hele spillede bare under det nummer. Det blev efterfulgt af de to fantastiske ballader, ”The God That Failed” og ”The Unforgiven” fra deres selvtitlede 1991 album. Førstnævnte spillede bassist Rob Trujillo med et plekter, hvilket ellers er et sjældent men velkomment syn.
Hvad der kommer bagefter, er aftenens lavpunkt. Det alt for udtrukne og kedelige nummer, ”Here Comes Revenge” var af en eller anden grund kommet på sætlisten, og den insisterede Metallica på at følge. ”It’s pretty good, right?” spurgte James Hetfield efter de havde spillet den. Nej, det er en ikke, overhovedet ikke, så lad for guds skyld være. Efter den fiasko spillede de et af de største numre fra selv samme album, ”Moth Into Flame”, og der var ingen af den power eller energi til stede, som der ellers havde været under de numre der kom før. De virkede også deciderede trætte under den tunge ”Sad But True”, der kom bagefter, hvilket især er en skam, for her var der ikke noget der lignede lydproblemer.
Om de skulle ud og have en Redbull eller en powernap vides ikke, men de var som en toptunet maskine efter en kort pause bag scenen, og bragede med stort overskud og masser af energi igennem ”No Leaf Clover”, der viste sig at fungere udmærket uden det orkester det nummer ellers oprindeligt blev indspillet med. Den energi blev så udvekslet med charme, som var det Rob Trujillo og Kirk Hammett kørte deres jam af D-A-Ds ”Sleeping My Day Away” cover hjem på. Lød det godt? Nej, bestemt ikke. Gik det sikkert hjem hos publikum? Ja, i allerhøjeste grad.
De spillede også ”Frantic” fra deres højt udskældte 2003 album, St. Anger, der fungerede overraskende godt uden den forfærdelige guitarlyd og skraldespandetrommen der hærger det album. Hvis de så også lige kunne skille sig af med det forbandede ”Fran-tick-tick-tock” i omkvædet havde den været hjemme.
De næste fem numre var alle nogle af dem James Hetfield talte om, da han forklarede at de altså også havde gammelt materiale på sætlisten. De spillede den fantastiske ”One” efterfulgt af klassikeren ”Master of Puppets”, som begge sad lige i skabet. Metallica traf efter de to fuldtræffere en klog beslutning om at rykke trommesættet frem foran snakepitten og ud mod yderplænen, for at øge nærværet, og sørge for alle faktisk havde en chance for at se Lars Ulrich, der er det tætteste vi kommer på en dansk metalhelt herhjemme. Det lod til at styrke publikums entusiasme, og alle var med da de hurtigt og sikkert spillede igennem klassikerne ”For Whom The Bell Tolls”, ”Creeping Death” og aftenens eneste nummer fra deres 1983 debut Kill ’Em All, ”Seek And Destroy”, eller ”Søg og Ødelæg” som Lars Ulrich så fint kaldte den.
Det er ingen Metallica koncert uden ekstranumre, der plejer at bestå af et hurtigt thrashnummer som ”Battery”, Blackened”, ”Fight Fire With Fire” eller i aftenens tilfælde ”Spit Out The Bone”. Dette blev efterfulgt af ”Nothing Else Matters” og naturligvis ”Enter Sandman” med den evige skuffelse der er ”The Frayed Ends of Sanity” outroen. Hvorfor spiller de egentlig aldrig den? Der er meget at undre sig over ved Metallica, og en af de ting vil for mig altid være Lars Ulrichs besynderlige sammensætning af numre til sætlisterne.
Alt i alt var det en fin koncert. Ikke noget fantastisk, og de kørte den et langt stykke af vejen hjem på rutinen, charmen og karismaen. Der var ikke meget thrash over det største band i ”The Big 4 of Thrash Metal” torsdag aften, men selvom Metallica for længst er forbi deres storhedstid, kan de stadigvæk sætte gang i en fest, det må man give dem
Sætliste
The Ecstacy of Gold (bånd)
Hardwired Intro (bånd)
1. Hardwired
2. The Memory Remains (med forlænget outro)
3. Ride the Lightning
4. The God that Failed
5. The Unforgiven
6. Here Comes Revenge
7. Moth Into Flame
8. Sad but True
9. No Leaf Clover
10. Sleeping My Day Away (D-A-D cover) efterfulgt af “Orion” og “ManUNkind” solo
11. Frantic
12. One
13. Master of Puppets
14. For Whom the Bell Tolls
15. Creeping Death
16. Seek and Destroy
Ekstranumre
17. Spit Out the Bone
18. Nothing Else Matters
19. Enter Sandman (med “The Frayed Ends of Sanity” outro)