OM + THE BUG + MYTHIC SUNSHIP + PAPIR
PUMPEHUSET, INDRE KØBENHAVN
31.07.2019
Tekst: Hesselager
Fotos: Hesselager (for Mythic Sunship + Papir) + Jimmi Brandt (for Om + The Bug)
Da jeg så Pumpehusets program for onsdag 31. juli, tænkte jeg straks, det var en dato, som ingen fans af nogen form for progressiv og psykedelisk rock, stenerdoom eller eksperimenterende musik kunne gå glip af. Først gratis koncert i Byhaven med Mythic Sunship og Papir, så indendørs for betalende gæster og inviterede pressefolk med Om samt en gut, som kaldte sig for The Bug. Jeg skulle selvfølgelig straks anmelde koncerten for Metalized.
Jeg blev lidt skuffet, da jeg så på DMI’s hjemmeside, at det blev regnvejr den dag – passede ikke rigtigt til ørkenvarm stenerrock i Byhaven, der fortjente bedre vejr. Men det var der ikke noget at gøre ved.
Mythic Sunship og Papir, de to bands i Byhaven, kom begge her fra Danmark. Mythic Sunship specialiserer sig i langsom, tung, jazz-fusions-progressive rock. Da de gik på, var vejret lettet, men det begyndte at støvregne halvvejs gennem koncerten. Mythic Sunships sætliste bestod af fire lange sange, hvor de på den ene side lagde vægt på dynamikken mellem stille og afslappede nærmest tropiske melodier og på den anden side tunge sektioner, hvor både riffs og soloer lød som om, de var inspireret af primitive space-effekter i gamle science fiction film oversat til guitarrock. Jeg blev især imponeret over, at alle instrumenterne (2 x guitar, 1 x bas, 1 x trommesæt) kunne høres, hvilket nogen gange kan være et problem i Pumpehusets Byhave.
Jeg lagde også mærke til, at den ene guitarist havde en T-shirt på fra Fanebærer – et råt punket black metal band, som udgiver alle deres plader i max 100 eksemplarer og kun på kassettebånd! Det vil sige den modsatte slags musik af Mythic Sunships egen storslåede space-jazz-prog. Trommeslagerens T-shirt var noget mindre overraskende; den forestillede omslaget for den amerikanske jazz-multi-instrumentalist Eric Dolphys posthumt udgivne LP Out to Lunch fra 1964.
Papir skulle gå på kvart i otte, men var omkring et kvarter forsinkede. Deres stil har grundlag i den tyske “Kosmische Musik”-scene fra 60’erne og 70’erne. Det vil sige store udstrakte lydlandskaber samt minimalistiske, men alligevel progressive, sangstrukturer med omhyggelig opbygning af spænding. Det var begyndt at regne intenst, da Papir spillede. Deres sætliste indeholdt både stille numre båret af kølige luftige teksturer og tunge numre med masser af Jimi Hendrix-agtige guitar-støj-freakouts. Deres sange var også i gennemsnit meget hurtigere end Mythic Sunships. Jeg blev især imponeret over, hvordan guitaristen i de hårdere sektioner byggede lag på lag op af feedback og effekter oven på hinanden, hvilket udgjorde en intens dramatisk kontrast til de mere stille afslappede øjeblikke.
Desværre havde Papir problemer med lyden i starten, hvor man ikke helt kunne høre bassen, men det fik de lydmanden til at fikse efter de første to sange. Det var ret vigtigt, da et trækplaster ved Papir er den aktive rytmesektion, som er god til at skabe en sans for drive og bevægelse i deres musik med sine pulserende baslinjer. I de tungere numre mindede bassistens arbejde mig om synthesizersekvenserne fra Tangerine Dream oversat til hård guitarmusik!
Så fortsatte koncerten inden døre. Åbningsnavnet The Bug var et overraskende valg for Om som support: En dub reggae-DJ før en doom metalkoncert? Han havde virkelig flot sceneopsætning med minimal dyster rød belysning, der efterlod meget af rummet helt sort med blodrødt uhyggeligt lys, som senere skiftede til hvidlig blå. Fantastisk “dystopisk fremtid”-stemning, men jeg synes bare, at 1) han virkede ret malplaceret i programmet og 2) der er noget skuffende over at have en DJ til at varme op for et rigtigt band. Kunne de ikke have hentet Mythic Sunship inden døre for at opvarme? Eller i det mindste et andet band fra Mythic Sunships pladeselskab El Paraiso, et kvalitetsstempel indenfor dansk progressiv rock, f.eks. Causa Sui eller Monarch.
Om, et sideprojekt af Sleeps sanger+bassist Al Cisneros, havde jeg glædet mig meget til. Deres stil er en unik krydsning mellem psykedelisk rock og doom metal med traditionel musik fra Nordafrika, Mellemøsten og Grækenland, som kan være svær at beskrive. Jeg siger nogle gange, at Om er doom uden at være metal, og med det mener jeg, at de kombinerer forskellige former for langsom hypnotisk musik fra over hele jorden i én gnidningsløst sammenhængende stilart. De gik på i blå belysning, som lagde koncertsalen i en stemning af overnaturlig mørke, men alligevel var totalt klar. Al Cisneros mindede med sin frisure, lange skæg og kombination af intense udtryk med total åndelig dedikation om den russiske munkedespot Grigori Rasputin.
Noget, som slog mig, da Om spillede, var, hvor intenst og aktivt både Al Cisneros og trommeslageren Emil Amos levede sig ind i selv de mere stille sange. Live kunne man meget bedre høre en masse nuancer i rytmerne og deres bevægelse, der bugtede og slangede sig for at få publikums bevidsthed skiftet over i en religiøs trancetilstand. De havde også en keyboardist med, som spillede synthesizerudgaver af violin og sitarpassagerne i nogle af sangene og spillede på tambourin for at tilføje ekstra detaljer til rytmerne. Det blev tydeligt, hvor kompleks meget af Oms musik er i både rytme og struktur, selvom deres stil lyder minimalistisk og enkel på overfladen.
Oms sætliste trak hovedsageligt fra deres sidste to albums, God is Good fra 2009 og Advaitic Songs fra 2012. De sluttede showet med det 20 minutter lange epos “Thebes” fra God is Good, som langsomt opbygger stemning fra stille meditativ musik til eksplosiv tordnende doom. Jeg savnede noget fra 2006’ Conference of the Birds, der er min personlige yndlingsplade af Om, men den plade er tydeligt ment som én samlet fortælling, der skal høres i sin helhed. Måske ville Om have været nødt til at spille begge sange for på tilfredsstillende vis at ære Conference, hvilket ikke ville efterlade meget plads i sætlisten til så mange sange fra deres andre plader. “Thebes” følger en lignende sangstruktur som “At Giza”, der åbner Conference, men dens anden halvdel domineres af samme type kosmiske doom som Conferences konklusion “Flight of the Eagle”, så dét var vel det tætteste, de kunne komme på samme indtryk.
