UFOMAMMUT + SUMA
LILLE VEGA, VESTERBRO, KØBENHAVN
02.10.2019
Anmeldelse: Hesselager
Fotos: Hesselager + Jimmi Brandt
Den italienske doomtrio Ufomammut gæstede sidste gang København tilbage i 2017 med support fra amerikanske Usnea og danske Late Night Venture, hvor de spillede i KB18 i Kødbyen. Her et par år senere kom de uldne kosmonauter så igen nord over Alperne for at fejre gruppens 20 års jubilæum, hvor de opgraderede til det mere prestigiøse Vega. Vega tilbyder større scener med bedre belysning og sceneteknik end KB18, men har desværre ry for mudret lyd, især fra grupper, der er vant til mindre scener. Så jeg var spændt på, om de rumfarende elefanter fra Italien ville klare sig bedre eller værre end sidst.
Opvarmning kom fra Suma, et svensk sludgeband med næsten lige så mange år på bagen som Ufomammut, dog ikke nær så produktive (4 LP’er siden de blev dannet i 2001, sammenlignet med Ufomammuts 8). Soma eller suma var en alkoholisk drik brygget på vilde rabarbere af Yamnayakulturen, et folkeslag af østeuropæiske rytternomader i bronzealderen – oldtidens kosakker eller tatarer, så at sige. Sumas musik havde også samme gemyt og finesse, som man kunne vente sig af en barbarstamme fra bronzealderen: Virkelig grim og dissonant støjsludge med basdomineret lyd og indviklede trommerytmer, der lagde en bund for mørke minimalistiske lydlandskaber med masser af uhyggelige elektroniske støjeffekter og foruroligende filmlydklip. Guitaren var svær at høre, fordi den var så lav i mixen. Jeg kunne kun høre guitaren på et par sange sent i Sumas sætliste, der havde nogle stille, mere psykedeliske, passager som kontrast til al brutaliteten. Dér tog sceneshowet også en afveksling fra minimalistisk blå belysning til et mere indviklet grønt og lilla lysshow med brug af røgmaskine. Sangeren, der var meget lavt placeret i mixen, anvendte en underlig krydsning af skrig og råb som sin vokale stil. Ikke særlig behageligt at høre og jeg kunne sjældent høre teksterne, men det fungerede ret effektivt til sit formål.
Med andre ord var Sumas dissonante og primitive form for sludge så fjernt fra Ufomammuts progressive science fictiondoom, som det kunne tænkes. Bortset fra, at det tit var svært at høre guitaren, synes jeg dog, de var virkelig gode til, hvad de lavede. Jeg ved dog ikke, om jeg nød at høre dem, da deres musikstil var indrettet til at være så ukomfortabel og foruroligende som overhovedet muligt – og i høj grad lykkedes til det formål.
Ufomammut har i lang tid været et af de bands, som er mere kendte end populære, hvorfor undertegnede var overrasket over at se deres navn på Vegas plakat. Dette skyldes ikke kun deres aparte navn og farverige image, som undgår traditionel metalsymbolik til fordel for eget univers af indviklet symbolik med udgangspunkt i naturens kunstformer ophøjet til noget storslået og guddommeligt på mere abstrakt og subtil vis end af eksempelvis hedenske black metalbands (jf. albumtitler som Godlike Snake fra 2000 og Snailking fra 2004). Og så har vi deres musikstil, som er meget mere ambitiøs end de fleste i samme genre, takket være inspiration fra Italiens progressive rockscene, som i 1960’erne og 1970’erne var en af de mest fremadtænkende på det europæiske fastland.
Ikke overraskende var deres sætliste også en meget anderledes oplevelse end en koncert fra et typisk stenerdoomband. Jeg vil sige, at jeg fandt den endnu bedre end den i KB18 for et par år siden. Sættet startede med nogle overraskende bløde sange, hvor bassisten spillede orgel i stedet, mens guitaristen skiftede mellem bløde passager og de tungere elektriske riffs, som blev brugt sparsomt. Efter en halv time med drømmende psykedelia skiftede bassisten til sit normale instrument, der bar en orange sticker med skrifttegnet for hindumantraet Aum (jeg undrede mig straks over, om han var medlem af Hare Krishna), og den buldrende tunge kosmiske betonrock startede.
Den mere højteknologiske scene, som Vega tilbød i forhold til KB18, klædte Ufomammut fint. Meget klart lys i hvid og rød og projektion af filmklip på lærredet bag bandet, som skiftede til en ny musikvideo med hver sang. Man kunne også høre – takket være den renere lyd – at Ufomammut har en evne til at skabe dynamik i hver sang gennem variation af riffs, udvidede instrumentale passager og indviklet instrumentalt sammenspil, som er langt over standarden i deres genre. Som nævnt, er Ufomammut i filosofi nærmest tættere på et 60’er/70’er progrockband end moderne doommetal og det stod bedre frem i Vega end i KB18.
Jeg havde også sjældent set et band spille mere koncentreret og dedikeret end Ufomammut i går aftes, især i betragtning af, at deres sætliste nåede op på omkring 1½ time, hvis man regnede det meget lange encore (hele 3 sange!) med. Det er ellers kun under alien-kidnapninger, at halvanden time føles som så kort tid.
For at være helt ærlig, så er jeg selv noget udbrændt på hele retro-syre-doom-metal-scenen på grund af, hvor mange identiske bands, der er i genren, så det er høj lovprisning fra min side af Ufomammut, at de er et af de få orkestre i den stil, som stadig fanger min opmærksomhed. Netop fordi, der ikke rigtig er nogle andre bands, der helt sætter deres musik og multimedieshow sammen på nøjagtig den måde, som de gør.
Skulle der være en hage ved Ufomammuts koncert, er det nok, at jeg ikke har lyst til at se dem live igen, fordi det er svært at forestille sig, hvordan de skulle overgå det her næste gang.
