MACHINE HEAD
AMAGER BIO, KØBENHAVN
9.10.19
Af Nolder
Foto: Jacob Rimmen
BRÆNDENDE ØJNE I BIOEN
Burn My Eyes… måske den fedeste groove/thrashplade, der udkom i de sølle 90’ere! Besøgte man hedengangne Rock Uglen i midten af det årti, så er der en god chance for, at man har fået stukket den skive i ansigtet – og det er der en god grund til. Burn My Eyes kom nemlig på et tidspunkt, hvor thrashen var næsten uddød og hvor selv dødsmetallen var på tilbagetog. Folk som undertegnede hungrede efter noget gedigen, aggressiv metalmusik og der leverede Machine Head på alle tænkelige parametre. Jeg så bandet i både K.B. Hallen (som support for mægtige Slayer) og i Alexandra (hvor de startede før tid!) på tours for Burn My Eyes og i det hele taget var Machine Head den store ting i et par år omkring 94-95. Siden gik det dog støt ned ad bakke for mine helte, som langsomt, men sikkert, gled væk fra den groovy thrash og over i en sump af nu-metal, med alt hvad dertil hører af følsom rensang og storladne omkvæd. Jeg så fortsat Machine Head nogle gange op i løbet af 90’erne og 00’erne, men det er mange år siden, Robb Flynn & co. har kunnet få mit pis i kog. Især det seneste studiealbum, Catharsis (2018), er i mine ører helt forfærdeligt, så det rørte mig ikke det mindste, da guitarist Phil Demmel og trommeslager Dave McClain sidste år forlod skuden og efterlod Machine Head i ruiner. Mainman Robb Flynn er dog ikke sådan at slå ud, så han har samlet et nyt hold i form af guitarist Vogg (Decapitated) og trommebanker Matt Alston som supplement til bassist Jason MacEachern. Men ikke nok med det, han har sgu også samlet de originale medlemmer Chris Kontos (trommer) og Logan Mader (guitar) fra Burn My Eyes-tiden. Og hvad er så mere oplagt end at drage afsted på en tour, hvor man spiller nyere numre med den nye besætning og hele Burn My Eyes med den gamle (+ Jason)? To forskellige sæt og man kan således sige, at det nye Machine Head varmede op for det gamle Machine Head. Et utraditionelt tiltag, men ganske spændende.
Udfordringen for mig var imidlertid, at første sæt vel varede omkring de to timer og føltes uendelig langt. Det startede ganske fint med de udmærkede ”Emperium” og ”Take My Scars”, men herefter blev der længere og længere mellem snapsene, alt imens Machine Head tullede sig igennem en masse nyt materiale, som var både storladent og følsomt, men ikke rigtig rykkede nogen vegne. Der var naturligvis highlights undervejs såsom ”Killers & Kings”, ”Ten Ton Hammer” og især ”Aesthetics of Hate”, men de druknede sgu lidt i alt for mange og alt for lange ligegyldigheder fra blandet andet Unto the Locust– og Catharsis-pladerne. Mange i den udsolgte og i øvrigt ombyggede Amager Bio lod dog til at labbe det hele i sig med største velbehag, så jeg skal passe på med at lade min personlige smag tage helt over. Faktum er, at Flynn & co. spillede fint og havde både lyd og lys med sig i deres lange ”opvarmningssæt” – men jeg kunne snildt have undværet halvdelen af numrene… og lidt til.
Efter en kort pause blev det så tid til det, som jeg havde ventet på: Burn My Eyes spillet fra ende til anden og med tre fjerdedele af de originale medlemmer. Og fedt var det sgu! Der blev hoppet og headbanget til den store guldmedalje, alt imens Machine Head trakterede med den ene klassiker efter den anden. Jeg nævner i flæng: ”Davidian”, ”Old”, ”A Thousand Lies”, ”The Rage to Overcome”, ”Death Church” og den überthrashy ”Blood For Blood”. Bandet spillede fint og tight og Robb og Jason havde masser af energi i behold til trods for også at have stået for to timers opvarmning, men jeg synes sgu ikke heeelt, at numrene havde den samme power som i gamle dage. Det var som om, der havde sneget sig en smule nu-metal ind i lyden, og det er sgu nok meget naturligt, når det nu engang er den stil, som bandet praktiserer nu om dage. Men hey, det var småting og jeg nød langt størstedelen af BME-sættet – dog ikke sangen ”I’m Your God Now”, som vel også er den af de gamle sange, som læner sig mest op ad det nyere materiale. Til gengæld satte Robb og Chris trumf på efter den sang ved sørme at jamme det meste af klassikeren ”Evil” fra vores allesammens Mercyful Fate. En ren kærlighedserklæring, som da også faldt i god jord blandt publikum, ligesom den fede afslutter ”Block” lukkede og slukkede på højeste note. Fuck It All!
Alt i alt en fin aften i Bioen, hvor opvarmningen dog stjal lidt for meget af billedet for mig.
