BONGRIPPER + SÂVER

Ramt af stonerstøjmuren

BONGRIPPER + SÂVER

LOPPEN, KØBENHAVN

16.10.19

Arrangører: Musikloppen, Doomed Scandinavia og Bullet Booking

Af Bell Bruun

Foto: Jimmi Brandt Pedersen

Sludge-og stonermetallen er præget af bands, hvis navne indeholder slang for hash og rygeaggregater, for eksempel så kreative navne som Bongzilla, Dopelord, Weedeater, Belzebong og naturligvis aftenens hovednavn, Bongripper. Det amerikanske band blander deres tunge sludge-og doommetal med morsomme referencer til satanisme og krydrer med lidt elementer fra progrock, dronemetal og en masse støjende guitarfeed og det var spændende at se, hvordan dette ville udspille sig live på en tåget og regnfuld aften på Loppen, men inden da skulle nordmændene i Sâver varme op.

SÂVER

Det var mit, og nok også mange andre af de fremmødtes, første møde med det norske postrock- og stonerband Sâver. De har en lille håndfuld EP-udgivelser bag sig, men deres egentlige debutalbum They Came with Sunlight, en titel, der ikke ligefrem emmer af den tungsindighed, der ofte er kendetegnende for genren, udkom først tidligere i år. Sâver gav en meget energisk koncert, hvor deres lyd på én gang havde storladenhed og svung, men også en massiv tyngde og groove. Forsangerrollen deles mellem guitarist Markus Støle og bassist Christian Helstad, hvilket resulterer i skingre og arrige skrig, der lyder, som om de kommer fra det mørke dyb. Der er ganske god variation i udtrykket på Sâvers numre, så til trods for, at sangene var lange, kedede man sig ikke, da energien i sangene var gennemgående markant. Bandet virkede meget glade for at spille og gav da også direkte udtryk for dette med udbruddet: ”Vi elsker å være på Loppen!”, som kom efter et par numre. Derudover var der ikke så megen kommunikation fra bandets side, men de formåede stadig at udstråle et stærkt nærvær. Der blev gjort fin brug af lidt grønligt og gulligt lys for at give en syret effekt og bandet fik i løbet af koncerten publikum godt med. I de cirka tre kvarter, det varede, gav Sâver en meget stemningsfuld og overbevisende koncert.

BONGRIPPER

Efter et kvarters ventetid blev det tid til aftenens hovednavn. Bongripper stammer fra Chicago og har eksisteret siden 2006, hvor de selv udgav deres debutalbum The Great Barrier Reefer, som faktisk er én lang sang på 79 minutter, som efter sigende er blevet skabt for at være længere end kollegaerne i bandet Sleeps album Dopesmoker fra 2003, som også består af en enkelt sang. Som det fremgår af debutalbummets titel, er Bongripper i besiddelse af en del humor, som også kan ses på sangtitler som ”Reefer Sutherland” og ”Charlie, Burt Reynolds Has Got Shit on You” fra albummet Hippie Killer. Der er også albummet Satan Worshipping Doom, hvis fire sangtitler danner en sætning: ”Hail”, ”Satan”, ”Worship” og ”Doom”. Bongripper dyrker på den vis en form for satanisme med et meget stort glimt i øjet. Koncerten på Loppen blev indledt med en utroligt lang omgang støj fra feedende guitarer. Det varede nok omkring tre-fire minutter og det var lige ved at blive lidt irriterende, men så startede den massive lydmur, der er Bongrippers kendetegn, heldigvis. I løbet af koncerten blev der ikke ytret et eneste ord til publikum, der var mødt talstærkt frem, men det ændrede dog ikke på, at der var en god og intens stemning i rummet. Det var taknemmelige folk, der var mødt op på Loppen, og derfor skulle bandet ikke gøre meget for, at der blev headbanget i takt og flok fra start til den instrumentale stoner-sludge-doom. Bongrippers sange har en længde på sådan cirka et kvarter i gennemsnit og bandet nåede derfor ikke at spille mange numre på den time, koncerten varede. Det forekommer underligt, at et band, der faktisk har en del udgivelser i bagkataloget, kun spiller en time, og om det var selvvalgt eller noget, Loppen havde bestemt, skal stå hen i det uvisse. Til alt held var det en rimelig koncentreret energi, der udsprang fra bandet, som fremstod yderst professionelle og havde et sammenspil, som er et af de bedst fungerende, jeg har set i noget tid. Trommeslager Daniel O’Conner i særdeleshed er en hårdtarbejdende mand, der på et af numrene hamrede igennem på bækkenerne som gjaldt det hans liv. Det var den samme rytme størstedelen af sangen, imens bassen spillede den samme figur det meste af samme nummer, men til trods for dette, blev det ikke gentagende og uinteressant, men henførte i stedet det lyttende publikum i en sublim trance. Som tidligere nævnt, sagde ingen fra bandet noget under koncerten og derved blev numrene med god grund heller ikke præsenteret. Og lige netop i denne genre kan sangene nemt flyde ind i hinanden, hvilket også var tilfældet denne aften på Loppen, så sangtitler kan beklageligvis ikke blive kastet omkring i denne anmeldelse. Det var lidt skuffende, at Bongripper spillede så kort, men på den anden side gjorde de det virkelig godt i den time, de var på scenen, især mod slut, hvor hele bandet virkelig gav den gas, og så var det alligevel ret fornuftigt, at man havde trodset den evindelige regn.