BLACK STAR RIDERS + DIAMOND HEAD
GIMLE, ROSKILDE
30.10.19
Af John-son
Endelig igen og så på Gimle – fedt fedt sted. Der var kun omkring 400 gæster, vil jeg tro, ud af de 690, der må være der. Lidt øv og uforståeligt, men der er sgu også mange livetilbud derude. Inden Black Star Riders var det kultbandet Diamond Head, der blandt andet har inspireret Metallica og Megadeth, med deres fuldfede NWOBHM. Nu med den meget karismatiske frontmand Rasmus Bom Andersen, der virkelig har genrejst Diamond Head kolossalt med overbevisende sang og sceneudtryk. Han synger de gamle sange mesterligt og rimeligt tæt på Sean Harris’ originale vokal. Og hans register går over i selveste (RIP) Chris Cornell-territorie. Wow, siger jeg bare.
Denne aften var en dobbelt koncert i min bog. Men en stor lastbilulykke havde næsten stoppet den drøm, hvis ikke det var fordi, Diamond Head havde sat verdensrekord i opsætning af gear. Som forsanger Rasmus skrev til mig: ”No, its not fuckin possible…” Bandet var fanget på Storebæltsbroen i godt fire timer og det blev netop sagt fra scenen, at det var umuligt at gennemføre deres show, da de få minutter efter stemplede ind og alt var virvar på scenen og bom, så fik vi ca. 25 min. Kæmpe respekt! De stod i det tøj, de var rejst i. Intet soundtjek, bare PÅ. Den geniale “The Messenger” fra det nye mesteropus The Coffin Train var på forretten her. Lyden var fin trods omstændighederne, dog lå de fede guitarer lidt for lavt. Vilcox’ seje dunk i den gamle “It’s Electric” var en fornøjelse. Ligeså var deres evige kultklassiker “Am I Evil” – som en del unge metalheads tror er Metallicas – med det tonstunge seje riff fra den undervurderede riffmaster Brian Tatler. Det var ret tight og imponerende godt gået efter deres kaostur dertil. Det blev lidt, men GODT, og stor respekt.
Så var det med kun fire minutters forsinkelse Black Star Riders med nyt mesterværk i bagagen, der gik på, og wow mand. Jeg var blæst bagover allerede fra start med titelnummeret “Another State Of Grace”, der havde en genial keltisk undertone. Nu var det første gang, jeg skulle se dem med den nye mand på spade 2, Christan Martucci fra Stone Sour (med Corey Taylor fra Slipknot), og han viste sig kun atypisk i sit look med hanekam. Hans spil var sublimt og passede godt sammen med Gorham på gudeguitar som altid. Jeg fik sgu næsten tårer i øjnene over så tight, godt, storswingende og lækkert, det lød. Jeg er tilbøjelig til at give Joe Elliot fra Def Leppard og Ricky Warwick fra Black Star Riders (som jeg talte med efter showet) ret i, at dette nok er deres bedste album til dato. Heldigvis var de heller ikke nærige med numre fra dette mesterværk. Seks numre, hvoraf “In The Shadow Of The War Machine” måske var aftenens bedste nummer med det tungeste drive, de besidder. Smask lige i fjæset. Scott Gorhams lækre, nærmest underspillede, guitar var en fryd. Lizzy-tiden fornægtede sig ikke, men intet Thin Lizzy blev spillet, hvilket var befriende i min bog, da de ønsker at adskille det. I øvrigt spiller Thin Lizzy med Gorham og Warwick jo indimellem hyldestkoncerter for Phil/Lizzy. De har også fire fede albums nu at tage fra.
Fra debutalbummet kom blandt andet den fremragende “All Hell Breaks Loose” og den meget Lizzy’ske “Bound For Glory”, der igen tydeligt viste, hvor godt Mantucci glider ind. Respekt mand! Dødlækkert twinguitarlir.
Ricky Warwick (ex-Almighty) er bare en gennemsympatisk fed frontmand, der indimellem klinger ret meget som Phil. Det passede super godt til Gorhams lyn på Gibsonguitaren. Og nu skal det altså heller ikke glemmes, hvor kanon en bassist de har i Crane og i rytmehuset: Fæstningen Szeliga. Wow!
Jeg elsker dette band. Og ja, jeg ved godt, man nærmest kunne danse riverdance til flere af deres numre, som eksempelvis titelnummeret, men keltiske rytmer i heavy er fedt. Lyd, lys og spilleglæde var i top! Jeg kunne blive ved – tak.
