SACRED REICH + NIGHT DEMON

PUMPENDE THRASH I PUMPEHUSET

SACRED REICH + NIGHT DEMON

PUMPEHUSET, KØBENHAVN

9.11.19

Af Nolder 

Foto: Jacob Rimmen

Et mundheld siger, at man aldrig skal vende tilbage til gerningsstedet, men det var netop, hvad undertegnede gjorde, da jeg så Sacred Reich i Pumpehuset denne kolde fredag i november. Det var nemlig nøjagtig det samme sted, jeg så Sacred Reich live for første gang – helt tilbage til den 6. maj 1989 (dengang dog på den store scene), hvor jeg i øvrigt også lavede mit første interview med et udenlandsk band, da jeg talte med bandets daværende guitarist Jason Rainey.

Der er løbet meget vand i åen siden og denne gang blev mit første jubilæum med Sacred Reich, som jeg skulle se for 10. gang – de fleste af disse dog i udlandet og jeg har da også regnet mig frem til, at dette vist kun var den fjerde Sacred Reich-koncert på dansk jord. Men uanset hvad, så gør Phil & gutterne det altid godt på de skrå brædder, hvor deres catchy as f**k thrash metal bare fungerer allerbedst. Sandsynligvis fordi hver enkelt sang jo faktisk har sin egen let genkendelige identitet, en sjældenhed i metal og endda i min foretrukne genre thrash metallen. Anyways, dette var første show på bandets Awakening European Tour 2019, men jeg havde ”snydt” og set bandet fyre den af på Alcatraz-festivalen i Belgien i august, hvor de som altid var fede. Største anke dengang var, at et af de bedste numre, ”One Nation”, havde fået kniven, men den var heldigvis tilbage i sættet i København, hvor den blev omkranset af hele fem numre fra det lettere skuffende comebackalbum Awakening, som er udgivet i mellemtiden, samt otte andre gamle klassikere. Jeg er ikke så gode venner med de i min bog lidt for melodiske omkvæd i nye numre som ”Divide & Conquer”, ”Salvation” og ”Killing Machine”, men de fungerede dog bedre live end på plade og de øvrige nye ”Awakening” og ikke mindst sættets åbner ”Manifest Reality” er jo bare fede og næsten (men også kun næsten) på niveau med numrene fra bandets storhedstid sidst i 1980’erne og først i 1990’erne. Det var dog de sidstnævnte, der satte bedst gang i festen, og hvordan skulle man også kunne gøre andet end at headbange for fuld knald, når genialiteter som ”The American Way”, ”Independent”, ”Free”, ”Who’s to Blame”, ”Ignorance”, ”Love… Hate”, ”Death Squad” og afsluttende ”Surf Nicaragua” strømmer ud af højttalerne?

Bandet var tændt og det klæder de gamle røvhuller at have inkluderet den kun 23-årige guitarist Joey Radziwill i truppen, ligesom den tilbagevendte søn Dave McClain, der som bekendt har tilbragt lige så mange år i Machine Head, som Joey har levet, lagde en solid og groovy bund for den intense thrash. Samtidig fyrede Wiley Arnett de fedeste soli af, mens frontmand Phil Rind var sig selv på godt og ondt. Godt, fordi mandens vokal jo er spitzenklasse og fordi hans altid smilende fremtoning bare skaber en cool stemning. Ondt, fordi han efter min smag taler lidt vel meget mellem numrene. Han har såmænd mange gode pointer, men jeg går ikke til koncert for at høre små forelæsninger og jeg kan ikke slippe tanken om, at vi måske havde kunnet nå en klassiker mere, hvis han havde sparet på gloserne. Det kunne passende have været ”Crimes Against Humanity”, som jeg virkelig savnede og som alene fordi bandet havde en ”Crimes”-T-shirt med i merchboden burde have fundet vej til aftenens sæt. Det var dog kun små skønhedsfejl, som ikke skal forhindre mig i at udråbe aftenens koncert til en af årets bedste så langt. Ikke mindst, fordi lyden var fed og klar (dog måske en smule for høj under ”Divide & Conquer”, hvor volumen af en eller anden grund lige fik et ekstra hak opad), ligesom lyssætningen var lige i øjet.        

Og hov, jeg har helt glemt at nævne opvarmerne – og godt det samme. Hvor Sacred Reich turnerede med kongerne Forbidden (og Holy Moses og Sliced Pimples) tilbage ved mit første møde med bandet i 1989, så har de på denne tour hevet amerikanske Night Demon med. Et ret anonymt heavy metalband, der fremstod som en blanding af Vicious Rumours og Hammerfall, dog med et ordentlig skud røvballeheavy i støvlerne. Et forglemmeligt opvarmningsgig, som da også blev hørt lige så meget fra baren oven på som foran scenen.