ZEAL & ARDOR + NYOS

ZEAL & ARDOR PÅ RUTINEBESØG I AARHUS

ZEAL & ARDOR + NYOS

VOXHALL, AARHUS

09.11.19

Tekst og fotos af Marcus Mørkedal

For næsten præcist ét år siden stod jeg i et udsolgt Pumpehuset i København. Den koncert var blot et halvt år efter de spillede en imponerende koncert på Copenhells Pandæmoniumscene og lørdag den 9. november vendte de så tilbage til Danmark igen. Præcis som sidste år var finske NYOS også i huset og de gik på som support kl. 21 i et relativt tætpakket VoxHall.

NYOS

Den engelske guitarist Tom Brooke og den finske trommeslager Tuomas Kainulainen udgør sammen den finske noise-duo NYOS og deres optræden var, præcis som Zeal & Ardors også ville blive, meget lig den, de diskede op med sidste år i Pumpehuset. Set-uppet var det samme. Tuomas sad med sit trommesæt i venstre side, mens Tom stod med hans Les Paul-guitar i højre side. Begge musikere stod med fronten mod hinanden og gav lidt en fornemmelse af, at man så to gutter jamme i en garage.

Når det kommer til selve musikken, var der smæk på, og Tuomas’ trommespil er fantastisk og passer enormt godt til Toms guitarmelodier og alle de andre lyde, han kan få ud af den med hjælp fra hans pedalbræt. Jeg er stadigvæk imponeret over, hvordan de udnytter de få redskaber, de har, til at skabe en lyd så stor og magtfuld, som den er. Mange bands kan med fordel bruge et stort, ekstravagant scene- og lysshow for at styrke deres tilstedeværelse på scenen eller bare for at styrke deres show generelt. Det behøver NYOS ikke og for dem er det musikken, og kun musikken, der er i centrum. Deres show var charmerende og intimt, men de er ikke et af de bands, der behøver at køre den hjem på charmen, og de sagde næsten heller ikke noget. Normalt er interaktion med publikum en god ting, især hvis der ikke er meget, der ligner et sceneshow, men i det her tilfælde passede det perfekt.

Godt nok er de ”kun” to medlemmer, men mere behøvede NYOS ikke for at levere en fremragende opvarmning for Zeal & Ardor, der gik på 22:15.

ZEAL & ARDOR

Kort tid gik, før NYOS fik pakket sammen og Zeal & Ardors grej blev sat frem. Den dybe bas i deres elektroniske intronummer ”Sacreligium I” kunne høres og herefter gik bandet på én efter én. Her blev den største ændring siden deres sidste koncert i Danmark åbenlys, for de var ét medlem i undertal. Fraværet af bassisten Mia Dieu blev ikke nævnt fra scenen og hendes basstykker blev spillet af en computer, der stod ved siden af Marco von Allmens trommesæt. Den anden og sidste ændring i deres show var et par nye spotlights, der skulle hjælpe med at gøre deres lysshow endnu mere imponerende. Det må man i hvert fald gå ud fra var hensigten, men deres overforbrug af blinkende hvidt lys gjorde det til tider decideret utåleligt at stå helt oppe foran og allerede under deres første reelle nummer ”In Ashes” blev dette et problem.

Nok om lyset, for heldigvis havde Zeal & Ardor meget mere at byde på. Både ”Servants” og ”Come on Down” kom lige efter ”In Ashes” og allerede her demonstrerede schweizerne deres magt. Frontmand og mastermind bag bandet, Manuel Gagneux, mestrede at blande en fantastisk clean vokal og nogle frygtindgydende skrig sammen med det musikalske fundament af negro spirituals og black metal, som Zeal & Ardor er bygget på. En koncertgænger bag mig kaldte det for ”black black metal” og simplere kan man vist ikke genrebetegne dem.

Både Denis Wagner og Marc Obrist, der begge synger kor, gjorde et fantastisk stykke arbejde og deres korsang tilføjede et så vitalt lag til bandets musik og atmosfære, at de naturligvis skal nævnes og roses for det. Fordi Mia Dieu på bas var fraværende, måtte guitarist Tiziano Volante gå frem og tilbage på scenen i stedet for bare at blive samme sted, som ellers er typisk i deres set-up.

Sætlisten bød også på ”Row Row”, ”Blood in the River” og til sidste ”Baphomet”, hvor der var kolossal medsang fra publikum. Gagneux prøvede at bevare sit intimiderende blik udover publikum, men al den kærlighed, bandet fik fra publikum, gjorde det umuligt for ham ikke at smile engang imellem. Zeal & Ardors koncerter kan ofte virke som et slags teater og musikerne selv som karakterer, men det er øjeblikke som et par enkelte sætninger eller et par smil mellem numrene, der minder en om, at det ”bare” er et band, der har optur over at spille på en scene.

Selvom man har det sjovt, kan man sagtens samtidig spille rent – det kunne de i hvert fald – og selvom sætlisten næsten var præcist den samme, som de diskede op med sidste år, så spillede de igennem den perfekt. Faktisk var det opgraderede lysshow og den manglende bassist det eneste, der adskilte Zeal & Ardor på Voxhall fra Zeal & Ardor i Pumpehuset.

Det var præget af rutine, men rutinebesøg er også gode engang imellem, især hvis det sidder lige i skabet, som det gjorde lørdag. Med numre som ”Don’t You Dare”, ”Built on Ashes” og den personlige favorit ”Ship on Fire” kunne sætlisten ikke være bedre og generelt er den vigtigste konklusion, man kan lave fra gårsdagens koncert, at Zeal & Ardor fortsatte med at forbedre sig, hvor de kunne, mens de bevarede deres lyd og image på en overbevisende måde, uden at det virkede overfladisk eller ”cheesy”. Det er der få bands, der kan, men de er et af dem og jeg ser frem til mange, mange flere koncerter som denne, for Zeal & Ardor er kun lige begyndt og de har en strålende fremtid foran sig.

SÆTLISTE:

1. Sacrilegium I (fra bånd)

2. In Ashes

3. Servants

4. Come on Down

5. Row Row

6. Blood in the River

7. Waste

8. Fire of Motion

9. Gravedigger’s Chant

10. Stranger Fruit

11. Ship on Fire