POWERWOLF + GLORYHAMMER

VELSIGNET OG BESAT AF TYSK POWERMETALVARULV

POWERWOLF + GLORYHAMMER

AMAGER BIO, KØBENHAVN

13.11.19

Tekst: Stephen Wolfy Skriver

Foto: John-son

Velsignet og besat – kan man være det på samme tid? Ja, når den tyske besættelsesmagt i powermetal invaderer København med en mega underholdende og stærkt medrivende metalkoncert, så bliver du først og fremmest besat. Efter godt to timers intens samhørighed med de fem varulve ender du med at gå velsignet derfra. ”Blessed and Possessed” som en af Powerwolfs sange hedder.

POWERWOLF – SLIP DIN INDRE VARULV LØS

Jeg blev besat af Powerwolf, da de for nogle år siden lagde Bombehuset ned med deres festlige og energiske powermetalshow. Denne nat i november var vi blevet langt over tusinde blodtørstige varulve, der draget af fuldmånens lys mod Amager Bio i storbyens mørke sammen ville overgive os til Powerwolf, når de skulle prædike ’Metal is Religion’. Der var stopfyldt og svedigt i Amager Bio allerede inden, supportbandet Gloryhammer havde spillet deres power-festlige-supportshow og svinget med skumgummi hammeren for enhjørningens overlevelse.

Powerwolf var på deres Sacrament Of Sin Tour og havde allerede lagt indtil flere udsolgte koncerter bag sig. Nu skulle Danmark og København besættes. Denne aften var ingen undtagelse. Amager Bio var udsolgt. Tørstige danske powermetalfans var samlet for at hylde og tilbede varulvene. Og hyldet, det blev Powerwolf i den grad. Sikke en stemning blandt salens glade publikum. De var alle kommet for at feste på en onsdag, som var det en fredag. Det var en fornøjelse at stå blandt ligesindede powermetalfans og opleve rusen fra salen op mod scenen. Sådan fortsatte festen koncerten igennem med hop, mosh, armene i vejret og fællessang til ’Deutsche schlager-power’. Powerwolf spillede, som stod de på Wacken festival foran 66.666 mennesker og tog imod folkets hyldest. Det var tydeligt, de fem tyskere var taknemmelige og bevægede over den varme velkomst, de modtog fra de danske varulve. Flere gange undervejs blev der sendt hjertelige hilsner fra scenen og med ydmyghed sagt tak. Powerwolf skal nok komme tilbage igen, lovede forsanger Attila med armene ud til siden som en velsignelse til menigheden. Næste gang må det gerne være i K.B. hallen, for pladsen i Bio’en var trang med en masse nye unge powermetalfans.

Powerwolf svigter ikke deres fans og med deres syvende studiealbum, The Sacrament of Sin, har de holdt fast i deres særegne metalstil – powermetal med kirkeligt aspekt tilsat armensk varulvestemning. Ja, det lyder skævt og skørt og sådan skal det være. Sætlisten bestod af mange nye stærke sange: ”Fire and Forgive”, ”Incense & Iron” og ”Demons Are a Girl’s Best Friend”, der er et herligt twist af Marilyn Monroes ”Diamonds Are a Girl’s Best Friend”. De udviser stor selvironi og god humor i heavy metal. Det hele skal ikke tages så alvorligt, for Powerwolf er kommet for at trykke festpedalen i bund, og de nye sange kom hurtigt ind i blodet, så hovedet dunkede i takt.

I røg og lækkert lysshow blev der spillet ud til publikum. Powermetalkirken var åben og besættelsen kunne begynde. I hver side af scenen stod varulve i kampestensbelagte portåbninger. Bagtæppet var coveret fra det nye album med power-ulvens glubske tænder og lange klør, der flår dig levende for at drikke dit blod. Scenen blev en for en langsomt fyldt op af de fem varulveklædte musikere. Først trommeslager Roel van Helden, der med helt hvidt ansigt besteg sit trommepodie højt oppe til højre bag PW-trommerne. Oppe til venstre bag to store opsætninger stod orgel/keyboardspiller og spasmager Falk Maria Schlegel – når han da ikke lige flere gange i løbet af koncerten skulle drøne rundt på scenen og gejle stemningen yderligere op i front med varulvepræst og forsanger Attila Dorn. De to var stærkt underholdende og skabte både uhygge og ’viel spass’ i en fælles kamp for deres mantra: ’Metal er religion’. De to guitarister Matthew og Charles Greywolf spillede med skræmmende varulveansigtsmaling deres lead-guitarer med krop og sjæl. Det lyder så fedt, når de shredder og ’galopperer’ deres riffs af i en velovervejet koreografi, hvor de både skifter sceneside fra venstre til højre eller løber op på sceneplateauet mellem Falk og Roel eller ud i hver sin sceneside, når orgel-Falk’en tager over. Ingen bassist, det klarer orgel-Falk’en også.

Det var tysk metal ’schlager unterhaltung’. Gennemført hele vejen og med stor indlevelse og spilleglæde på scenen foran den feststemte menighed af varulveaspiranter aka ’Wolf-fans’. Ikke et dødt øjeblik i de næsten to timers showtime, hvor ’The Bible Of The Beast’ (bagkataloget) blev åbnet i et ’geil’ powermetalshow tilsat herlige mængder rockteater. Mange nye unge powermetalfans blev besat denne aften. Vi gik svedige og blodsprængte ud i nattens mørke. Velsignet af powermetallens favntag i fuldmånelysets stråler.

’Sanctus lupus dominum, halleluja’ – Den ærværdige mesterulv, halleluja – Stephen Wolfy

POWERWOLF

Attila Dorn – sang

Matthew Greywolf – guitar

Charles Greywolf –guitar/bas

Roel van Helden – trommer

Falk Maria Schlegel – orgel/keyboards

POWERWOLF SÆTLISTE

  • Lupus Daemonis (“indgangsbøn” på bånd)
  • Fire and Forgive
  • Army of the Night
  • Incense & Iron
  • Blessed & Possessed
  • Amen & Attack
  • Armata Strigoi
  • Demons Are a Girl’s Best Friend
  • Killers With the Cross
  • Stossgebet
  • Resurrection by Erection
  • Where the Wild Wolves Have Gone
  • Kiss of the Cobra King
  • We Drink Your Blood
  • Lupus Die
  • Sanctified With Dynamite
  • Coleus Sanctus
  • Werewolves of Armenia

Føl, mærk, se, hør og bliv velsignet af varulvenes powermetalbesættelse

https://www.youtube.com/watch?v=f0mIJ5Y86bc

GLORYHAMMER – METAL FOR ENHJØRNINGER

Gloryhammer startede powermetalfesten på Amager med deres interdimensionale space metal, som de selv kalder det. Oversat til noget med ’heroisk, symfonisk, powermetal med islæt af engelsk folkemusik’. Teksterne drager os ud i fantasyuniverset med troldmænd, enhjørninger, drager, gobliner, hellige graler og andre røverhistorier. Selv siger det engelsk/schweiziske band, at de er fra ’outer space’. Hvert af de fem medlemmer i Gloryhammer har en karakter, de spiller. Bandets grundlægger Christopher Bowes (sanger i Alestorm) spiller keyboards og kalder sig Zargothrax – Dark Emperor of Dundee. Gloryhammer er herrer i deres eget kongedømme og det udspillede de selvsikkert og med underspillet humor, selvironi og festlige powermetalhits, der i bogstaveligste forstand blev hamret ud over scenen til et feststemt publikum. Salen var fyldt, så ingen tvivl om, at flertallet af de fremmødte også var Gloryhammer-fans, da mange kunne synge med på deres melodiske hymner med håndtegn og knytnæve.

Det var melodi-grand-prix-powermetal med forsanger Angus McFife XIII, Crown Prince of Fife, i højstemt festhumør. Han kan i den grad synge højt og sætte en fest i gang. Ingen Gloryhammer-koncert uden den kæmpe gummihammer, som Angus hev frem, når der skulle udspilles ridderkampe direkte på scenen mellem keyboardspiller og sanger. Det hele tilsat god humor, kolde fadøl i bandet og et rollespilsunderholdende sceneshow. Amager Bio blev i løbet af 45 minutter omdannet til en hoppeborg, så gulvet gyngede faretruende i den gamle biograf. Powermetalfesten var skudt i gang, så blodet i de mange tilskuere var varmet op til Powerwolfs ”We Drink Your Blood”-show.

GLORYHAMMER SÆTLISTE

The Siege of Dunkeld (In Hoots We Trust)

Gloryhammer

Angus McFife

The Land of Unicorns

Goblin King of the Darkstorm Galaxy

Questlords of Inverness, Ride to the Galactic Fortress!

The Hollywood Hootsman

Masters of the Galaxy

Hootsforce

Universe on Fire

The Unicorn Invasion of Dundee

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *