JINJER + THE AGONIST + KHROMA + SPACE OF VARIATIONS
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
15.11.19
Af Mikkeline Jørgensen
Foto: Jesper Jørgensen
Der var lagt op til en fed aften i Pumpehuset. Der var totalt udsolgt i det gamle Pumpehus, som har huset så mange både erfarne kunstnere og nye spændende håb igennem tiden. Fredag aften kom både unge og gamle for at opleve det ukrainske metal powerhouse Jinjer og deres tre supportere.
Kort efter jeg skimtede Pumpehuset i horisonten, opdagede jeg, hvor bred en fanbase Jinjer i virkeligheden har. Jeg var for en gangs skyld ikke den yngste, men der var både de helt unge og de helt gamle røvhuller – pardon my french. Alle ventede spændt i køen og alle snakkede med alle. Stemningen var fed og forventningerne høje.
Jinjer var sidst i Danmark tilbage i januar og har over de sidste mange år stukket hovedet forbi Skandinavien på næsten hver tour. De har været her både som support og nu hovednavn. Jeg havde aldrig selv oplevet nogle af de fire bands før. På trods af, at Jinjer opvarmede for Arch Enemy for få år siden i Malmø. Der opvarmede Jinjer sammen med blandt andre Wintersun, som også er anerkendte i Danmark. Jinjer opvarmede dengang for Arch Enemy, men nu var rollerne skiftet, da Alissa White-Gluz’ gamle band The Agonist opvarmede denne fredag. Men nok om det.
Space Of Variations
Det første band kom på scenen en halv time før planlagt. Det kom derfor bag på publikum, men de tog glædeligt imod dem, altså de få, som allerede havde samlet sig i den store sal. Som ironisk nok virkede mindre end sidst, jeg var derinde. Det kneb dog ikke med pladsen under Space Of Variations’ opvarmning. De fire ukrainske fyre kom på uden varsel eller præsentation og begyndte bare at spille, hvilket da også er en måde at gøre den slags på. Deres musik henvender sig tydeligt mest til det yngre publikum. Deres hardcore metallyd fik varmet alles ører godt op, men de kæmpede en smule med lyden. De var alle fire en smule utydelige, både i clean sang, som kom fra guitaristen, men også forsangerens growling. Publikum modtog dem imidlertid godt og bandet virkede nærværende og glade. Dog fik de ikke meget andet end nogle djævlehorn og let nikkende hoveder fordelt i salen, på trods af deres musik lidt åbnede for en mulig moshpit. De havde noget baggrundsmusik, som de ikke kunne spille live, men den blendede ikke godt nok med resten af deres lydbillede og derfor lød det hele lidt fladt og uharmonisk. Bandet var ambitiøse og varmede publikum godt op, hvilket jo i sidste ende var planen. Lydmændene løb rundt mellem publikum og prøvede at løse de tekniske problemer, som endte med at være et generelt problem for Pumpehuset denne aften. Samlet set virkede deres opvarmning god, dog kunne man godt mærke de var lidt nye på scenen. Forsangeren havde blandt andet lidt problemer med growlingen og holdt på mikrofonen på en pudsig måde – nok for at hjælpe growlingen på vej. Guitaristens vokal var også alt for lav, især sidst i sættet.
Vellykket opvarmning og der gemte sig noget potentiale i de unge fyre. Helt klart ikke den værste support, jeg har oplevet. Jeg var en smule imponeret.
Khroma
Efter et vellykket sæt med Space Of Variations var der langsomt begyndt at komme flere til og den store sal blev tættere og tættere, dog stadig med store huller i crowden. Khroma gik på med et elektronisk kæmpe brag og de fire finske fyre kom langsomt ind på scenen. Sceneshowet var allerede dér vildere end hos det forrige band, men det virkede mere distraherende og forvirrende end fedt og æstetisk. Khroma er ifølge dem selv et groove metalband med elektroniske elementer, men jeg kunne ikke tyde mere end de stærke elementer af electronica. Igen virkede baggrundslyden ikke så godt med sættet og virkede fladere end før. Publikum virkede heller ikke særligt glade. Nogle få nikkede til musikken, men nok mest i sympati for den langhårede forsanger, som konstant havde håret foran ansigtet. Kun den hårde fanbase oppe foran scenen nød musikken. Resten drak bare deres øl eller snakkede med sidemakkeren. Ikke engang fanbasen virkede synderligt imponeret. Jeg ved ikke, om Khroma bare ikke passede sammen med Jinjers publikum eller hvad der foregik, men alt virkede halvdødt. Der var disharmoni med for høj og gennemtrængende bas og den MacBook, som styrede deres små elektroniske elementer mellem og under numrene. Alle de bands, jeg har oplevet med en MacBook på scenen, har været elendige og slet ikke fanget publikum. Det må være en form for forbandelse. Bandet kunne ikke helt få kontakt med publikum, men de virkede heller ikke selv til at nyde deres eget show. De gjorde små forsøg på deltagerinvolvering ved at snakke en smule dansk og råbe ud til publikum, uden synderligt held. Det hele var vel okay, men hverken min eller det ældre publikums kop te. De opfordrede også til diverse moshpits, men de blev totalt ignoreret. Det eneste tilnærmelsesvis fede var nogle få breakdowns, som desværre heller ikke helt blev udført godt nok. Det var sgu et fejlcastet band denne fredag i Pumpehuset.
The Agonist
Salen blev propfyldt i tiden mellem Khroma og The Agonist. Forventningerne var tårnhøje til det canadiske band. Både jeg selv og salen summede af spænding over The Agonists første optræden på dansk jord. Stemningen i salen var nærmest andægtig og af respekt for bandet blev der helt stille i den store sal, så snart lyset begyndte at fade sammen med musikken. Folk klemte sig sammen, så godt de kunne, for at se noget. Derpå trådte den mest badass kvinde på scenen med hendes band. The Agonist var perfekt kombineret med Jinjer, da deres stil er nogenlunde ens, med nogle seje og stærke kvinder i front. Jeg blev blæst omkuld sammen med resten af publikum af den sindssygt flotte vokalpræstation fra Vicky Psarakis. Den smule, jeg kendte til The Agonist, inden jeg tog ind og så dem, var blot, at de mindede en smule om Arch Enemy og Jinjer. Jeg havde hørt noget af deres gamle musik uden den nuværende forsanger, men nu føltes alt endnu federe. Jeg blev hypnotiseret af hendes tydelige skift mellem highnotes, som hun totalt ownede, og hendes tydelige growling. Musikken var harmonisk og publikum var i bandets hule hånd fra det sekund, de gik på. Lysshowet virkede bedre end hos de to andre bands. Der var højt tempo hele vejen igennem og en mere eller mindre konstant moshpit. Stemningen var helt i top, baren var næsten tom, så optagede var folk af sceneshowet. Sætlisten virkede varieret og havde en del forskellige sider af bandets kunnen at byde på. Deres gennemførte show virkede og tiden fløj afsted. De havde også fået mere plads på scenen – eller også brugte de den bare mere effektivt. De havde en længere trommesolo og alle instrumenter og musikere fik tid til at få lidt særlig opmærksomhed. Baggrundsmusikken, som de ikke kunne spille på scenen, blendede langt bedre ind i denne omgang. Deres publikumskontakt var utrolig god og de kunne læse rummet fantastisk. Der blev råbt, klappet, sunget og moshet. De introducerede også deres sange meget mere end de tidligere bands og det gjorde folk yderlige hyper. Forsangeren smilede under hele sættet og på trods af, at det var deres første koncert i Danmark, virkede de næsten hjemmevant. Jeg bukker mig i støvet for The Agonist!
Jinjer
Hovednavnet, og dem de fleste i virkeligheden ventede på, kom på med 20 minutters forsinkelse. De tekniske problemer var endnu ikke helt løst fra tidligere og den ene guitar virkede ikke. De blev dog modtaget med kæmpe spænding og alle var så klar. Vi stod alle så tæt, at man næsten ikke skulle tro, det kunne lade sig gøre. Det hele startede, da lyset falmede og en timer kom op på nogle skærme samtidigt med ”Lannierep”, som er et instrumentalt nummer fra deres nyeste album Macro. Spændingen blev bygget op i 3 minutter, mens timeren talte ned. Nogle brokkede sig over, at tre minutter var for længe at vente. Det er jeg dog uenig i, for salen eksploderede, da de gik på, og det var hele meningen. De sparkede ballet i gang med ”Teacher, Teacher” – en af deres mest kendte singler og den første sang, jeg hørte fra Jinjer. Folk skrålede med, men jeg kunne ikke undgå at høre, at Tatiana, forsangeren, havde svært ved at ramme rytmen og hendes vante toner. Hun dansede og hoppede rundt, men sprang over de helt store skift i hendes vokal. Men efter noget tid fik jeg så fortalt, hvorfor hun gjorde dette. Hun kunne simpelthen ikke høre sig selv eller bandet, så hun kunne ikke følge med. Hun kæmpede med sine in-ears, når der var en smule pause i musikken. Det var en kæmpe skam, for hun plejer at være ekstremt dygtig. Det gav et uharmonisk lydbillede, fordi hun sang for langsomt eller ikke skiftede hendes vokal. Hun fik dog mere kontrol lidt længere henne i showet og kunne ramme omkring to highnotes ud af de 10, der burde have været. Trods de tekniske problemer gav de ikke op, men gav den alt, hvad Pumpehuset kunne trække. Moshpitten kørte under hele deres super fede sæt, med alle de bedste sange på. Deres scenografi virkede godt, men til tider lidt underligt. Breakdowns, soloer og publikumskontakt var perfekt. Alle virkede helt oppe at køre. Bassen var rungende og alt for høj igennem hele deres sæt og rystede hele salen op til flere gange. Lydteknikerne arbejdede på højtryk, men det var brandærgerligt, for den slags burde bare være i orden. Der var også flere, der løb rundt på scenen for at løse problemer. Det er ikke godt nok Pumpehuset, det er det altså ikke. Tatiana og resten af bandet udstrålede dog overskud og glæde under hele deres optræden og det gjorde så meget for helhedsudtrykket. Da bandet sagde tak for i aften accepterede publikum det slet ikke og vi var heldige at få de to obligatoriske ekstranumre, som sad lige i skabet!
Det var en god afslutning på en fed aften i musikkens navn. Jeg gik glad og utrolig træt hjem. Teknikken fejlede delvist igen i Pumpehuset, ligesom sidst jeg var derinde, og det er fandme synd. Dog gjorde alle bands og publikummer, hvad de kunne, og stemning var stadig i top.
Vil du se dette fantastiske powerhouse af et band, så har du chancen til sommer på Copenhell.