OPETH
DET KONGELIGE TEATER, KØBENHAVN
17.11.19
Af Lennart Bach
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Forsanger Mikael Åkerfeldt kunne efter et par numre åbenbare, at han var lidt sløj, og undskyldte herfor. Men han kom godt efter det. På trods af en lidt bekymrende åbning af “Svekets Prins” og det karakteristiske ’wah’-kor virkede Mikaels stemme både skrøbelig og kraftesløs. Fra det ene podie på scenen dominerede Martin Mendez’ rungende bas lydbilledet, hvor keyboardflader og guitarriffs blev skubbet langt væk. Ikke desto mindre tog de knapt 1300 mennesker, i det totalt udsolgte teater, umådeligt godt imod bandet, som snart kan fejre sine 30 år. Og da næste nummer, “The Lepper Affinity” bragede ud i de smukke rammer, krøllede mine tæer sig straks sammen. Det lød ikke særlig godt og Mikaels normalt så tunge growls virkede forcerede og som om, at han måtte kæmpe sig igennem hvert eneste udbrud. Men det gode humør var der intet at sætte fingeren på, hverken hos Mikael eller blandt det siddende publikum, hvor et par stykker, taktfast, hamrede en knyttet næve i låret. I det sidste stykke af sangen, hvor Joakim Svalbergs atmosfæriske og smukke klaverspil spillede sangen ud, tyssede Mikael fra scenen. Til stor morskab for publikum.
Lydmanden måtte arbejde for sagen
Sidst, jeg så Opeth, i DR’s Koncertsal i 2016, var jeg vældig skuffet over, at de holdt sig til en sikker sætliste med ganske få numre fra den, på det tidspunkt, nye plade Sorceress og ellers en stor håndfuld klassikere fra bandets bagkatalog. Men det skulle vise sig, at svenskerne havde taget en god håndfuld sange med fra deres øvrige udgivelser, og næste nummer, “Hjärtet Vet Vad Handen Gör,”, fra det sidste årtis måske mest interessante prog-udgivelse, In Cauda Venenum, gjorde sig rigtig godt live. Mikaels skranten havde så småt overgivet sig til musikken og helt glemt at påvirke hans stemme. Et af de stykker i dén sang, jeg oftest skruer op for, er den 70’erinspirerede kaos-orgel-solo lige inden outroen, men den var desværre ikke helt tydelig i lydbilledet og over skulderen sendte jeg et skulende blik mod lydmanden, der også havde bemærket, at der var noget at arbejde for. Og stor ros til ham, da han gradvist fik reddet lydbilledet. Mikael var i hopla med sin svenske, lune humor. Ligesom jeg også huskede ham fra koncerten i DR’s Koncertsal. Her havde han startet med at tale på engelsk, hvortil publikum, velment, opfordrede ham til at tale svensk. Denne aften truede han med at skifte til engelsk, hvis ikke vi forstod hans jokes. Mit svenske kan ligge på et meget lille sted, så jeg var glad for, at Mikael vekslede lidt mellem engelsk og svensk.
Sjældent spillede numre
Opeth havde rodet godt rundt i bagkataloget og fundet et par mere eller mindre sjældenheder frem. En af dem var “Reverie/Harlequin Forest”, der også står meget højt på min egen liste over Opeth-favoritter. Hvor det lyriske univers på både real- og billedplan søgte længere og længere ind i det dystre indre og med et spor af sygdom og forfald sænkede der sig en mere eller mindre misantropisk atmosfære over Det Kongelige Teater. Ironisk nok var jeg placeret lige under et mindesmærke for Moliere, hvilket blot understregede, at Det Kongelige Teater er de perfekte rammer for Opeth. For midt i al komikken og de tørre jokes gemte der sig også en stor alvor, når Mikaels, som altid, mørke tekster foldede sig ud. “Awaiting redemption for a lifetime. As they die alone, with no one by their side. Are they forgiven?”, sang Mikael spørgende, inden han growlede: “Stark determination,” så Moliere næsten faldt ned fra balkonen over mig. Lyden var knivskarp og Mikaels stemme havde genvundet sin fulde styrke! Herefter fulgte endnu et greb i bagkatalogets afkroge. “Nepenthe” fra 2011’s skarpe stilskifte Heritage, der fik en relativt hård medfart. “Nepenthe” var endnu et nummer, jeg ikke havde hørt live før, men altid har beundret for de mange skift og Martin Axenrots underspillede og søgende trommespil. Live fungerede nummeret fantastisk og selvom de komplimenterende visuals ikke gjorde noget godt for nummeret, gav det anledning til at anerkende, hvor dygtige og samspillede musikere Opeth egentlig gør sig ud af.
Tung ekvilibrisme
“Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal sige på svensk”, sagde Mikael, knastørt, fra scenen. En fra publikum opfordrede ham til at growle. Mikael skiftede til engelsk og forklarede atter med et glimt i øjet, at der ville være growls senere. Growls med hemmelige budskaber i. Budskaber fra bandets sponsorer. Publikum grinede. Jeg kunne næsten høre Moliere grine fra sin plads på balkonvæggen over mig.
Der var ikke noget prætentiøst over Opeth denne aften. Mikael var i sit lune hjørne og kom da også med et par stikpiller om opfordringer til at spille ’the old shit’, som bandet efterhånden har måttet høre på adskillige gange. Han præsenterede den næste sang som en, han hadede. Fordi den var så skide svær. “But I was outvoted”, forklarede han og introducerede endnu en sjælden perle: “Moon above, sun below”. Selvom den var svær, havde ingen i bandet problemer med at spille den, og særligt det sidste, meget melodiske stykke, henlagde hele salen med klar overbevisning om, at bandets nyere materiale gør sig eminent på en scene. Hatten af for, at Opeth endelig kastede sig ud i at præsentere deres materiale fra de nyere plader.
Fader Åkerfeldt
Som en anden prædikant, med bredskygget hat og et bæltespænde på størrelse med en vinylplade, tronede Mikael over publikum og leverede lidt flere jokes om ‘old shit’.
“Hope Leaves” fik flere blandt publikum til at lukke øjnene, synge med og til sidst give sig hen til en guitarsolo, som kun Frederik Åkesson kan levere den. Mikael forsøgte sig atter på svensk. Men det var danskerne ikke særlig gode til, når det kom til stykket. Det måtte de fleste, grinende, erkende.
Straks fulgte den karakteristiske nynnen, der introducerede det frontalangreb, som “The Lotus Eater” er. Man blev et øjeblik bekymret for, om den gamle teatersal egentlig kunne holde til det lydtryk. Det var næppe progressivt dødsmetal, der var tankerne, da det stod færdigt i 1748 på Kongens Nytorv. Men i 2019 egnede stedet sig i allerhøjeste grad til progressiv musik for et siddende publikum.
Hvis man holder op med at tænke, så dør man!
Da In Cauda Venenum udkom, havde Mikael i flere interviews fortalt om, hvordan han havde skrevet pladen på svensk og at det var endnu et skridt i en ny retning for bandet. Mange har sikkert været skeptiske omkring dette og da singlen “Svekets Prins” blev udsendt, skulle man også lige finde ud af, hvad der var på spil. En engelsk udgave af albummet fulgte med og da nærværende koncert blev offentliggjort, besluttede jeg mig for at lytte mest til den engelske udgave. For så at krydse fingre for, at de nye numre blev spillet på svensk. Det gjorde de heldigvis og helt som ventet havde aftenens oplevelse åbnet den svenske udgave, således jeg fik mere mod på at dyrke pladen, som den har været tiltænkt.
Mikael Åkerfeldt vil have lytteren til at tænke; han vil udfordre sig selv og sit band, hvilket den klare barnerøst sidst i pladens intro understreger: “Om man slutar tänka. Då blir man död!”
Hovedsættets sidste nummer, “Alting Tar Slut,” er et helt værk i sig selv. En sang, der handler om, at alting slutter, men vil genopstå og fortsætte i noget nyt. Netop som sangen lod til at fade ud i en tung trommerytme, fortsatte Mikael og Frederik skiftevis, strofe for strofe: “Din rust slog bo i min hals. Hvem var innan, om någon alls?” Sammen byggede de to op til det perfekte klimaks og et guitartema, der rejste en skov af knyttede næver. Det var voldsomt forførende og med de sidste strofer stilledes spørgsmålet: “Om allting tar slut är det värt at vände hjem igen?”
Make Opeth growl again
Det sker nok ikke. Når man dykker ned i lyrikken, stiller Mikael spørgsmålet, om det i det hele taget er værd at vende hjem igen. Når nu alting skal slutte, kan det så leve videre i noget nyt?
Opeth havde selv svaret på dette spørgsmål denne aften. Med et sæt, der gravede godt rundt i bandets mange kvaliteter, måtte den gamle diskussion om bandets nye, snart 10 år gamle, stilskifte dø med “Alting Tar Slut.” Årtusindets flotteste albumlukker satte også et punktum i den snak.
Opeth forenede fortid og nutid i den allestedsnærværende folkloreinspirerede, hjemsøgende lyrik til de store filosofiske spørgsmål.
Opeth vil fortsat tænke progressivt og søge fremadskuende udfordringer af både band og lytter.
Efter lidt klapsalver blev der stillet skarpt mellem netop fortid og nutid med først “Sorceress” fra pladen af samme navn. Godt suppleret af de visuals, der var lavet til. Med blodtilsølede obelisker, der skød op fra undergrunden, og en fredsdue, der klaskede mod en af dem. Endnu en Opeth-joke oven på alvoren fra forrige nummer og til sidst en hilsen til fortiden med aftenens sidste nummer “Deliverance”, inden en lille video, lavet af bandets crew, sendte en stor tak til bandet for al det sjov og kammeratskab, de havde haft på den tour, som netop sluttede på Kongens Nytorv søndag aften.
The Vintage Caravan
Inden Opeth omfavnede og forgreb sig på Det Kongelige Teater, fik vi knap en halv times heavy rock fra den islandske powertrio The Vintage Caravan. Bandet lovede mere, end de kunne holde, med deres psykedelisk inspirerde logo og de 70’ernostalgisk flirtende ouftits. Bandets guitarist og forsanger, Óskar Ágústsson, kastede sig ud i den ene guitarsolo efter den anden, mens hans lange hår stod som en sky omkring hans hoved og skuldre. Spilleglæden var stor og på trods af fraværet af virkelig gode sange og psykedelisk rock, gav bandet alt, hvad de kunne. Hele tiden søgende omkring de samme fire akkorder. Det var en bedrift i sig selv at spille højoktan powerrock for et siddende publikum, der på trods af dette tog umådeligt godt imod bandet, og mon ikke, der sneg sig en enkelt vinyl med hjem for flere gæster?
