CAVALERA + HEALING MAGIC
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
18.11.19
Af Nolder
(Mobil)foto: Sebastian Schlager
Jeg husker stadig, hvordan et ungt Sepultura blæste Sodom af scenen i Barbue tilbage i 1989, da de for første gang gæstede Europa med deres gennembrudsalbum Beneath the Remains. Siden da har albummet holdt en fast plads i min all-time top 20 over verdens bedste plader og efterfølgeren Arise fra 1991 er ikke langt efter. Desværre gik Sepultura jo midt over i 1996, hvor guitarist/sanger Max Cavalera forlod sin bror Iggor (der dengang blot hed Igor, før hans interesse for numerologi tilføjede et ekstra ”g”) og resten af bandet for i stedet at hellige sig Soulfly og diverse mere eller mindre fede projekter. Samme vej gik Iggor 10 år senere, hvor brødrene fandt sammen igen og dannede Cavalera Conspiracy.
Såvel det nuværende Sepultura som både Soulfly og Cavalera Conspiracy har løbende spillet nogle få af klassikerne fra Beneath the Remains og Arise på de skrå brædder, men især for Sepulturas vedkommende har det sgu aldrig lydt så godt som i gamle dage. Det var derfor med stor glæde, at jeg i sommers modtog nyheden om, at Cavalera-brødrene ville turnere med numrene fra netop disse to albums – denne gang blot som bandet Cavalera og understøttet af de to Soulfly-medlemmer Marc Rizzo (guitar) og Mike Leon (bas). Brødrene lavede lidt samme nummer for et par år siden, men dengang var det pladen Roots, der stod for skud, og den skive har aldrig været en favorit hjemme i metalkælderen, så jeg så frem til denne gang at få serveret de sande klassikere fra Sepulturas absolut bedste år.
Pumpehuset var sene til at få det annonceret, men der var faktisk support på i form af Healing Magic fra Arizona, som trakterede med en omgang ganske hårdtslående doom metal. Ikke et band, jeg nogensinde havde hørt om før, men de var sgu egentlig helt okay med både cool riffs og en forsanger, der var ganske brutal for genren. Indimellem syrede de dog helt ud i tuuuunge, 70’erinspirerede instrumentale stykker, som trak ud i en uendelighed, og så kaldte baren altså højere og højere.
Henad ved 21-tiden oprandt tiden for det, vi alle ventede på. Og vi alle var faktisk en pæn sjat, for Pumpehuset var udsolgt på aftenen, og alle, der kunne krybe og gå, fartede op i den store sal. Cavalera-drengene lagde for med ”Beneath the Remains” og ”Inner Self” og den kombo går man sgu ikke galt i byen med. Der blev headbanget og sunget med til den store guldmedalje, selvom lyden var lige lav nok for min smag. Lyden blev bedre, som sættet skred frem med øvrige Beneath-classics såsom ”Stronger Than Hate”, ”Mass Hypnosis” (hvor Max havde overskud til at lave sjov med sine egen udtale: Hi-pi-nosis), ”Slaves of Pain” og ikke mindst den fuldfede ”Primitive Future”, men desværre gik det den modsatte vej med Max’ vokal. Måske havde manden bare en dårlig aften, for jeg har set nylige Cavalera-koncerter på Youtube, hvor han synger helt ok, men netop denne aften knækkede hans rå vokal alt for ofte over i ”normal” sang og det lød sgu ikke så imponerende. Det blev især tydeligt, når vi nåede over i Arise-numrene, hvor titelnummeret, ”Dead Embryonic Cells” og ”Desperate Cry” fungerede ok, men hvor en af mine topfavoritter, ”Infected Voice”, lød skidt og til tider var svær at genkende – og hvor titlen desværre passede alt for godt med Max’ vokal. Jeg synes heller ikke, at ”Altered State” var helt fnugfri, og så irriterede det mig lidt, at den skulle slå over i noget ”War Pigs”-jam.
I det hele taget kunne jeg godt have undværet de mystiske medleys/jams, som fyldte lidt for meget i sættets anden halvdel, ligesom brødrene for min skyld snildt kunne have holdt sig til ”Orgasmatron” og droppet aftenens andet Motörhead-cover ”Ace of Spades”. Havde jeg haft magt, som jeg havde agt, så havde Cavalera bare spillet hele Beneath og Arise fra ende til anden, men sådan skulle det ikke være og det medførte både godt og skidt blandt ekstranumrene. Godt i form af ”Troops of Doom”, skidt i form af ”Roots Bloody Roots”, som jeg meget gerne havde vekslet for ”Refuse/Resist”, som er blevet spillet på det meste af turen, men fik kniven i København. Og helt underligt blev det, da hele sættet afsluttedes med et spøjst medley af et par numre, som bandet allerede havde spillet i fuld længde tidligere på aftenen. Mystisk!
Nu skal det dog ikke gå op i brok det hele, for der var som sagt masser af ultrafede numre på programmet og de fleste af dem blev også spillet fedt nok – og så må jeg også lige fremhæve Iggor, som bare gav den gas med stikkerne, var tight og lød som i sin ungdom… dengang tilbage i 1989, hvor jeg hørte Beneath-numrene fremført live for første gang.
