DEVIN TOWNSEND + HAKEN
AMAGER BIO
25.11.19
Af Lennart Bach
Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, når man træder ind i Devins cirkus. Og allerede inden koncerten gik i gang, var vi ikke i tvivl om, at Devin havde tænkt sig at vise sig fra sin mest gakkede side. Ved merch-boden, hvor man kunne få alt fra poozers til Devin-sokker og Zilltoid-hatte, var der anbragt et lykkehjul og for en rund 50’er kunne man få lov at prøve. Jeg havde ikke selv held med mit spin, mens min kammerat kunne tømme merch-boden og give mig en poozer som et lille plaster på såret. Devin var gavmild, for der var gode præmier fra merch-boden og for de ekstra heldige et møde med The Dev!
Som opvarmning til Devins koncert på den igangværende Empath Tour havde canadieren booket Haken til en opvisning i progressive krumspring.
80’ernostalgisk ekvilibrisme
Med den karakteristiske og meget 80’ernostalgiske intro “Affinity.exe” går de britiske prog-kometer på scenen og til trods for en 3-4 besøg i Danmark er det første gang, jeg ser Haken live. De kaster sig straks ud i “Puzzle Box” fra sidste års ganske udmærkede Vector, der dog også er et album, jeg aldrig rigtig har fået lige så meget under huden som The Mountain og Affinity. Live fungerer “Puzzle Box” henrivende, hvilket også er nemt at se på et publikum, der tager umådeligt godt imod bandet. Som opvarmning gør Haken det rigtig godt og man kunne sagtens have brugt mere end de 45 min., de var blevet tildelt, i deres selskab. Mellemvejs i “Puzzle Box” bryder bandet ud i endnu et 80’ernostalgisk retrowave-stykke. Komplet med komplicerede beats og tunge synths. Bandet spiller det hele live. Så det lader ikke til, at noget er backtracket, hvilket altid er et plus i min bog.
Næste nummer introduceres af bandets forsanger, Ross Jennings, der, som i første nummer, kæmper lidt med at ramme de høje falsetlignende toner. Om det skyldes en dårlig dag på scenen eller blot problemer med lyden på scenen må være uklart. Men stemmepragten er noget mere på plads i “Earthrise” fra Affinity. Modsat bandets to tidligere numre er dette lidt mere tilgængeligt, på trods af konstante skift i taktarter. Nummeret glider over i den instrumentale kærlighedserklæring til kompliceret musik. “Nil by Mouth”, også fra Vector, får hårdtslående djent til at gå op i en højere enhed med flere komplicerede, elektroniske beats på tværs af atmosfæriske og stemningsfyldte lydbilleder. På podiet, bag et hav af keyboards, holder Diego Tejeida (ham vender vi lige tilbage til) en kæmpe fest med samtlige keyboards, imens bandets to guitarister tapper sig gennem den ene solo efter den anden. Det er ret imponerende at være vidne til.
Roy Jennings, der under det instrumentale frontalangreb har gemt sig bag scenen, vender tilbage og fortæller, at de er lidt overraskede over hvor mange blandt publikum, der kender Haken, og introducerer det næste nummer som et af bandets ‘greatest hits’. Og selvom der er næsten lige så mange publikummer i Haken-T-shirts som i Devin-T-shirts, slipper vi ikke for ligegyldig sludren blandt publikum under a cappellastykket i bandets første vers. Den bliver heldigvis fejet væk, når nummeret rigtig tager fat.
Det alt for korte sæt slutter med, en vel lidt nyere klassiker, “1985”, atter fra Affinity. Med Diego i front på scenen bevæbnet med håndholdt keyboard og Roy Jennings bag et af de store keyboards iført smarte LED-solbriller.
Vi kan kun ønske os Haken tilbage på dansk grund som headliner med et længere sæt!
På eksotisk ferie i Amager Bio
Efter Haken går de Hawaii-skjorteklædte roadies i gang med at gøre scenen klar til aftenens hovedattraktion. Musikken over anlægget lyder som hyggelig Django Reinhardt-lignende jazz og der breder sig snart en forventningsfuld stemning. Det store arsenal af keyboards bliver lavet om til en strandbar og snart dukker Diego Tejeida op igen og begynder at mixe drinks. Den første får Markus Reuter, da han kommer ind på scenen. Devin har gjort noget ud af at præsentere hvert enkelt medlem af hans nye band. Markus Reuter er en tysk komponist, som også har specialiseret sig i såkaldte touchguitars, der minder en smule om chapman stick.
Dernæst dukker de tre korpiger op, som Devin har fundet i jazz- og singer/songwriter-verdenen. Arabella, Samantha og Anna bliver fulgt op af en stor glimmerplante, som en roadie bærer ind og sætter bagved Mike Keneally. Han har en imponerende karriere bag sig og har samarbejdet med så prominente navne som Steve Vai, Joe Satriani og Frank Zappa.
Bassisten, Nathan Navarro, indfinder sig i den modsatte side af scenen, sammen med sanger og guitarist, Ché Aimee Dorval. Hende vil de fleste genkende fra Devins sideprojekt Casualties of Cool.
Inden The Dev Himself kommer ind, har Morgan Ågren sat sig bag trommerne. Endnu en musiker, som Devin har hentet fra en af Frank Zappas utallige line-ups. Så der kan næppe være nogen tvivl om, at det er en håndfuld musikere, der har et ganske imponerende bagkatalog bag sig og det gør da også, at forventningerne får et lille skud opad.
“Tonight is going to be woo-tastic”
…proklamerer Devin fra scenen og et hanegal lyder fra højtalerne. Bandet er badet i azurblå badestrande og gyldent sand. Den tilbagelænede og uhøjtidelige “Borderlands” starter koncerten i et roligt tempo. Men der sker enormt meget på scenen, hvor en roadie løber ind og synger med på koret: “Gotta have a good life!” To andre roadies bærer et stativ viklet ind i en flere meter lang lyskæde og et slags andekald. Det blæser Mike lidt i og alle i salen er flade af grin. Ché trækker et horn op, men får ikke helt den ønskede pondus bag, og det lyder noget forkølet. Devin knækker sammen af grin og har svært ved at synge sangens afsluttende tekster færdigt.
Herefter følger “Evermore”, der ligesom “Borderlands” er hentet fra dette års prog-mesterværk Empath. På de imponerende skærme bag bandet dukker en kort tegnefilm med en rumkat og et lille billede af Ziltoid op og supplerer musikken. Vi bliver meget hurtigt skudt ud i rummet i Devins særegne univers og straks tilbage til fortiden med “War”, der udkom i 1998 på Infinity. En solid gang boogierock, der nu også kommer til at stå i skærende kontrast til den langt mere komplicerede musik, som Devin laver i dag. Men med tre guitarister, touchguitar og bas bliver der også lavet et tungt groove og det giver sangen et nyt liv.
Forestil dig en lyd, du ikke har hørt før
“Sprite” indledes med visuals og historien fra Empath om den lille, triste fugl, der er forældreløs og har glemt, hvordan man flyver. Den hører en dag en bjørn og bliver forskrækket over dens brøl. Det giver den styrken til at sprede sine vinger og flyve.
Nok er der skruet op for Devins gak og løjer på scenen, men alvoren og de positive budskaber er til at tage og føle på. Musikken er atter kompleks og fra hver sin side af scenen ruller Nathan og Markus sig for alvor ud i en opvisning i, hvordan de på henholdsvis bas og touchguitar kan udvikle lydbilledet. De spiller ikke bare sammen. De følges ad, spiller omkring hinanden. Bruger hver deres instrument og dens lyd som modstykke og skaber en helt særlig tyngde i musikken. Forestil dig en lyd, der endnu ikke er hørt før. Nathan og Mike beviste, at det stadig kan lade sig gøre at finde nye og anderledes udtryk og lydbilleder.
I nattens farer og fristelser
Tilbage i 2009 havde jeg nærmest glemt Devin Townsends musik. Jeg havde skamlyttet hans soloplade Terria i 2001, uden rigtig at have fundet ind til de efterfølgende plader. Bortset fra Zilltoid the Omniscient. Selvfølgelig. En dag ligger Ki hos min lokale pladepusher og jeg måtte atter overgive mig til Devins musik. Den noget oversete plade har et konstant, fremadsøgende groove og særligt “Coast” blev hurtigt en favorit. Så da jeg sidst så Devin til hans storyteller-aften i Bremen tidligere på året, hvor han også spillede netop “Coast”, var min lykke gjort. Men denne aften, i Amager Bio, havde Devin atter fundet den frem.
De fleste bandmedlemmer forlader scenen, hvor et lille, interimistisk trommesæt bliver sat frem helt ude på scenekanten. Alt imens Devin doodler sig gennem sin karakteristiske ambience-guitar soundscapes. Diego og Morgan vender tilbage og Devin giver trommesættet en lille blomsterkrans på. Tonerne udvikler sig til nogle hurtige skalaridt. Morgan og Devin sætter sig sammen og de finder rytmen. Jammer videre. Devin rejser sig, musikken udvikler sig til en lang guitarsolo fra ham, konstant over den samme akkord og sender næsten uhørlige hilsner tilbage i bagkataloget. Da musikken falder tilbage i den velkendte Devin-ambience nikker han kort ud mod scenens venstre side, dele af bandet kommer tilbage og “Coast” smyger sig ud over publikum. På skærmene bag bandet daler sneen og vi dykker langsomt ned i det mørke og melankolske univers, som Devin også bevæger sig rundt i. En fuldstændig modsætning til al den ‘happy-go-lucky’, som koncerten lagde ud med. De farverige skjorter er væk, bandet er nu kun klædt i sort.
“So run away, so run away from here”, synger Devin og baggrunden skifter til faretruende rød, idet soloen vrider sig over det stigende crescendo og tager publikum længere ind i det mørke og angstfyldte univers. Et par gule katteøjne stirrer nu fra skærmen. Ché vender tilbage i en stram glitrende kjole. Væk er alt gøgleriet og Amager Bio tager sig nu langt mere bidsk ud. Ché synger, i “Gato”, op til Devin: “Backtrack people. Beware the vat people. Prepare the cat people”. Devin svarer: “Beware the bad people and I’m a bad man!” Ché sætter foden ned, hendes stemme er langt mere bestemt. Devin giver modsvar og med sit vrængende growl bygger han sangen op til endnu et af aftenens mange crescendoer. Musikken vokser, fylder hele salen, kattens øjne slå flammer. De udvikler sig til psykedeliske mønstre.
“Vi startede på stranden. Men nu skal vi gennem natten”, introducerer Devin “Heaven Send”, også fra Ki. De tre korpiger vender tilbage, ligeledes klædt i sorte kjoler. De danser sensuelt til musikken og fremstår som silhuetter mod den nu oplyste skærm bag dem. “Heavens End” groover afsted og de forskellige musikere introducerer sig selv og hver deres instrumenter. Hele tiden underspillet, men virtuost, uden at blive overdrevet. Det er imponerende, tilbagelænet og en fryd at se og høre de absurd dygtige musikere være helt hjemme i deres talenter. Markus er den, der træder allermest frem og tvinger hver en tone ud af den specielle crossover af en guitar og en chapman stick. Men lige, som det hele bliver ganske alvorligt og Devin takker publikum og fortæller, hvor meget det betyder for ham selv og hans dårlige selvværd, bliver han straks afbrudt af bandet. Et break. Bandet eksploderer videre i “Gato” og Ché synger bestemt: “How can heaven be so fanatic?” Som vil bandet sige: “Få nu hovedet ud af røven, Devin. Spil!” De fleste griner.
Musikken udvikler sig i den mere soulede og psykedeliske “Ain’t never gonna win”, hvor Ché freestyler som en anden Clare Torry. Hun passer perfekt ind i Devins lydbillede. Morgan viser tænder på en trommesolo, der på ingen måde bliver overgjort og liret. Han spiller med musikken og samtidig skifter skærmens visuals til sneklædte tinder. Der er noget episk i vente. Det står klart!
En skov af hænder
Fra min plads i Amager Bio, bagerst i salen, forsvinder Devin og band i en skov af hænder, da “Deadhead” sender en trykbølge og en massiv lydmur gennem salen. Sangen fra 2003’s Accelerated Evolution kom også til at stå i kontrast til det langt mere ekstreme metal, som Devin var mest kendt for dengang, blandt andet fra Strapping Young Lad og endnu tidligere i front for Steve Vais band. På skærmene toner nordlys frem over de sneklædte tinder og publikum headbanger i lange seje træk. “Deadhead” er helt klart en gammel publikumsfavorit og den gåsehudsfremkaldende solo får de fleste til at lukke øjnene og lade sig forføre i det fuldkomne og episke øjeblik, dét nummer er. Det bevæger sig hele tiden på grænsen til et klimaks. Men det kommer med fuld styrke!
Tilbage i Cirkus Devin
Bandet forlader kort scenen, mens en tegnefilm underholder publikum. Først vender de tre korpiger tilbage, alle i fine, lyserøde kjoler, og dernæst Ché i en pompøs, lyserød tylkjole. Til sidst dukker Devin op igen. Stadig klædt i sort. Sort tyl. Det er ømt. Noget ganske særligt og med smukke piruetter synger og danser han rundt på scenen til “Why?” Han bukker dybt. Her opdager han, at han har hvide boksershorts på under det gennemsigtige tylskørt. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skiftede til hvide underbukser i dag. Af alle dage!” forklarer Devin og fortsætter: “Det er måske første gang, jeg skifter underbukser på den her tour, men bare rolig, de er ikke hvide ret lang tid.” Endnu en selvironisk Devin-joke.
Han præsenterer sit outfit, som han har valgt at kalde “The Nosferatutu”. Og nu vil han høre publikums ondeste dødsgrowl. Det får han efter et par forsøg og opfordrer publikum til at brøle med på sangens afslutning. Han tæller ind, publikum brøler. Sangen slutter og vi skal endnu engang tilbage i bagkataloget og en The Devin Townsend Projekt-plade. Men først jazz-hands. Det vil publikum gerne og sammen jazz-hand-vinker vi og synger med på “Lucky Animals”. Endnu engang folder Ché sig ud som en henrivende sanger, der får løftet sangen til et endnu højere niveau end tidligere.
På skærmene bag bandet tages vi nu med tilbage til stranden, hvor det hele startede. Diego driller lidt fra sin keyboard-strandbar med temaet fra “Careless Whisper”. Herefter får vi en lidt nedbarberet udgave af “Castaway”, hvor de tre korpiger og Ché udgør det imponerende pigekor, der er at høre på Empath. Det lykkes til fulde. Selvom det ikke har den samme fylde i lydbilledet, fungerer det ret godt. Sangen glider, som på pladen, over i “Genesis”. Her er vi fuldstændig tilbage i Devins gakkede cirkus med de mest syrede visuals, jeg nogensinde har set. Myriader af katte- og hundehoveder. Kalejdoskopiske rejser gennem eksotiske landskaber, fra det gamle Egypten, Mayaerne og fjerne galakser.
“Hvad kalder man sådan en negl, der gror ned i huden på ens storetå?” spørger Devin publikum. “Nedgroet negl”, svarer flere. Dén skal Devin lige have igen, men får publikum til, i kor, at råbe: “Nedgroet negl, nedgroet negl!” Men stopper det igen. Det lyder ikke så cool, som han havde troet. Alle griner igen og de tre korpiger har bevæget sig ned forrest på scenen og hovedsættet slutter med en flot, nedbarberet og akustisk udgave af “Spirits will collide”, som en stor del af publikum synger med på. Mens der bliver viftet med lyset fra mobiltelefoner. “Det skulle se så cool ud”, forklarer Devin.
Disco og Zappa
Devin laver en aftale med publikum, inden de går af scenen. Hvis vi hujer, klapper, larmer og generelt plejer bandets forpinte egoer, så skal de nok komme tilbage, efter en kort pause. Helt som det er forventet til koncerter – og lade som om, de er vildt benovede og glade for opfordringen til ekstranumre. Som sagt, så gjort. Devin kommer som den sidste ind, men undskylder, på vanlig Devin-ironisk facon, at det ikke var så episk som forventet og prøver lige igen.
Da han er på plads, får vi to covernumre. Det første er The Trammps’ “Disco Inferno” og en spejlkugle på skærmen omdanner Amager Bio til et diskotek i 70’erne. Bandet danser med til musikken, så selv den mest bistre, nitteklædte metaller i publikum må tappe lidt med den ene fod. Musikken er, som alt andet, vildt godt fremført og når man har med så dygtige musikere at gøre, kan det være lige meget, om de spiller disco eller dødsmetal.
Dernæst sender Devin en hilsen til Frank Zappa med den uhyre svære “The Black Page #1”. Det er ligesom, at det hele går op i en højere enhed. Devin gjorde sin debut i Steve Vais band på pladen Sex & Religion og Steve Vai var, i en periode, med i Frank Zappas band. Ligesom et par i aftenens ensemble også var det. Man fristes næsten til at lave en stor sammenligning mellem Devin Townsend og Frank Zappa. De er, og var, begge umådeligt dygtige musikere, der bevæger sig på tværs af et hav af genrer, skaber nogle helt unikke universer og får musikalitet, showmanship og en god portion humor til at gå op i en højere enhed.
Aftenens sidste soniske angreb er “Kingdom”, der sender publikum hjem fra ferie i Devinland og ud i den mørke og kolde, danske novemberaften.
