GHOST + ALL THEM WITCHES + TRIBULATION

FORUM BLACK BOX, KØBENHAVN

25.11.19

Af Marcus Mørkedal

Foto: John-son

Det ikke mindre end legendariske spillested Forum lagde mandag aften hus til en af de største metalopvisninger, jeg har været ude for. Ghost vendte for anden gang i år tilbage til Danmark og denne gang som hovednavn. Med sig havde de Tribulation fra Sverige og All Them Witches fra USA. Førstnævnte åbnede ballet.

TRIBULATION

Kl. 18:30, præcis en halv time efter Forum slog dørene op for den kødrand af spændte Ghost-fans, der stod ude i novemberkulden, gik Tribulation på scenen. Deres musik kan vel egentlig bedst betegnes som heavy metal med gotiske og black indflydelser og udtryk, der også spiller en stor rolle i deres outfits og corpsepaint-lignende makeup. Forsanger og bassist, Johannes Andersson, har en overbevisende og vellydende, men samtidig ulækker og modbydelig, vokal, der kunne egne sig til bands i selv de mest mørke afskygninger af metallen, men Tribulation er IKKE blackmetal. Det er ikke blot fordi, deres makeup og tøj sidder for pænt, men også fordi, deres musik læner sig mere over i traditionel heavy metal, dog med åbenlyse goth-udtryk overalt på deres numre. Dystert var selve sceneshowet også. Brugen af lys var minimal og samtlige medlemmer var klædt i sort. Andersson samt de to guitarister Jonathan Hultén og Adam Zaars kom godt rundt på scenen og fik sparket festen godt og grundigt i gang, samtidig med at de holdt fast i deres dystre image. Hvis Ghosts tekster matchede deres lyd, ville det garanteret lyde som Tribulation, så de egnede sig fremragende som opvarmning for Ghost. Det var i modsætning til næste band på scenen, All Them Witches.

Sætliste:

1. Nightbound

2. Melancholia

3. The Lament

4. The World

5. Cries From the Underworld

6. The Motherhood of God

7. Strange Gateways Beckon

ALL THEM WITCHES

Cirka 19:40 trådte trekløveren fra Nashville, Tennessee i USA, All Them Witches, op på scenen i Forum med en noget simpel opstilling i forhold til, hvad vi havde oplevet før med Tribulation. Til venstre stod guitarist Ben McLeod, i midten sad trommeslager Robby Staebler og til højre stod bassist og forsanger Charles Michael Parks, Jr. Enkelt kunne man genrebetegne dem som tung rock (heavyrock?) med en lyd, der minder om både bluesrock og psykedelisk rock. Det gik ganske enkelt noget langsommere end under Tribulation og musikken var i en fuldstændig anden boldgade. De spillede dog pissegodt.

Parks’ vokal sad lige i skabet og både hans råbende samt mere stille, spoken word-agtige vokal var perfekt i forhold til musikken, der takket være McLeods tunge og varierede guitarspil og Staeblers trommespil, der bandt det hele sammen, endte som en fantastisk oplevelse. Deres musik kan jeg ikke sætte en finger på. Der var ikke meget, hvad angår sceneshow, men det er ikke usædvanligt i forhold til genren og det ville også bare se åndssvagt ud, hvis de farede rundt på scenen som Tribulation.

Det første, jeg hørte, da de takkede af, var en herre til venstre for mig, der sagde: ”Hold kæft, det var kedeligt”, og jeg kan godt se, hvorfor man som Ghost-fan ville have den holdning. Hvis man kun er taget til koncert for at høre festlige heavy metalnumre sunget af en udklædt kardinal under discolys, var All Them Witches garanteret en skuffelse for mange. Deres optræden var så langt fra Ghosts, som man overhovedet kunne komme, uden at slå over i en helt anden overgenre. I en perfekt verden skulle der bare stå Ghost og Tribulation på plakaten, men verden er ikke perfekt. Det var All Them Witches dog, selvom de paradoksalt nok ikke burde have spillet der.

Sætliste:

1. Funeral for a Great Drunken Bird

2. 3-5-7

3. 1×1

4. Diamond

5. Charles William

6. Dirt Preachers

7. Blood and Sand / Milk and Endless Waters

8. When God Comes Back

GHOST

Kl. 21 var det tid til aftenens hovednavn: Svenske Ghost. De hjemsøgende børnestemmer på ”Ashes” kunne høres højt i salen, gardinet faldt og på scenen stod syv ud af de otte medlemmer, Ghost består af. Hele det anonyme slæng af ”Nameless Ghouls & Ghoulettes” stod med hver deres instrument klar og efter den korte instrumentale intro lød trommerne til introen af ”Rats”, der var aftenens første rigtige nummer. Ud trådte Tobias Forge i hans Cardinal Copia-persona og han blev mødt af massiv jubel og medsang.

Førstehåndsindtrykket var klart, hvor spektakulært sceneshowet var. Jeg hørte sidst Ghost live i Parken, da de varmede op for Metallica i sommers, og selvom scenen dér var noget større, føltes koncerten i Forum langt større og mere episk end deres sidste i Danmark. Scenen var forvandlet til indersiden af en kirke med et loft bestående af et utal af spotlights, der kunne forvandle lokalet til en dyster omgang med lunkne grå/hvide farver og et 70’erdansegulv med discolys i alle regnbuens farver.

Efter ”Rats” kom ”Absolution” og ”Faith” efterfulgt af ”Mary on a Cross” fra deres nye singleudgivelse Seven Inches of Satanic Panic, hvor Tobias Forge optræder som Papa Nihil, der ifølge Ghosts lære er far til Papa Emeritus I, II og III, der alle er tidligere forsangere i Ghost, med Forge bag makeuppen i alle udgaver. Klogere skal jeg ikke gøre mig på den historie, Ghost har opbygget, og om det var Forge selv, der klædte sig ud som Papa Nihil, da han spillede en saxofonsolo under det instrumentale nummer ”Miasma”, aner jeg ikke, men jeg ved bare, at det lød godt. Det nummer kom efter ”Devil Church” og ”Cirice” og gik sikkert ind hos publikum, selvom den altid karismatiske kardinal ikke var på scenen.

Mellem ”Devil Church” og ”Cirice” demonstrerede Ghost også deres vidunderlige komiske timing, i en guitarduel, der vel næsten kunne måle sig med banjoduellen i filmen Deliverance.

Et par outfitskift fra kardinalen, et besøg af nogle pestlæger og et par numre senere lød den korte instrumentale interlude ”Spöksonat” fra højttalerne og det vidste jeg, og højst sandsynligt også mange andre i lokalet, godt, hvad betød. Det var blevet tid til, hvad der efter min opfattelse er Ghosts bedste nummer, ”He Is”, og de kunne ikke have spillet den bedre.

Hvad der kom efter var aftenens tungeste nummer, der i forhold til de fleste andre metalbands ville være et ganske normalt nummer, men i forhold til Ghosts musik ligeså godt kunne have været et Behemoth-nummer. I hvert fald skulle det være så tungt, at det skulle få vores røve til at ”wobble” og vores mellemkød til at kilde. Cardinal Copias ofte semiseksuelle udtalelser var en fornøjelse at overvære og nummeret i tale, ”Mummy Dust”, gik som alle andre på sætlisten perfekt ind hos publikum.

Ghost kyssede os farvel med nummeret ”Kiss The Go-Goat”, fik publikum danset af med disco-rocknummeret ”Dance Macabre” og sagde et endeligt farvel med deres ubestridte største hit ”Square Hammer”. Ghosts præstation var kort sagt det mest spektakulære, jeg har overværet indenfor rock og metal, og de leverede det bedste af det bedste, når det kommer til stadionrock.

Sætliste:

1. Ashes

2. Rats

3. Absolution

4. Faith

5. Mary on a Cross

6. Devil Church

7. Cirice

8. Miasma

9. Ghuleh/Zombie Queen

10. Helvetesfönster (forlænget)

11. Spirit