HEILUNG

HEILUNG

AMAGER BIO

14.12.19

 

Af Thomas Seifert

Foto: Jimmi Brandt

 

Wow! Årets koncert!

Nok et udsagn, man skal være lidt varsom med, når året endnu ikke er omme.

Metal Hammer valgte Heilungs koncert som en af de 10 bedste i 2018. Efter deres optræden i Amager Bio er jeg overbevist! Koncerten var for mit vedkommende årets koncert og overgik klart oplevelsen fra 2018 i DR’s koncerthus. Bandets udtryk kom meget bedre til sin ret i Amager Bio. Vi var ikke bare tilskuere. Vi var inviteret med til messen, klar til at gå i krig, forsvare vores bygder, være med i stammedansen.

Allerede fra starten var scenen fyldt med røg og bandet fremstod som stod de i en lysning i en skov, hvor disen var ved at lette. De inciterende rytmer gik i gang og publikum var med lige fra starten…

Bandet består af Christopher Juul, der oprindeligt er fra Amager, tyske Kai Uwe Faust og norske Maria Franz. På scenen bliver de akkompagneret af især slaginstrumenter, der blandt andet består af knogler og trommer, der er betrukket med dyreskind.

Faust og Franz skiftedes til at synge. Mens Faust nærmest messede sine tekster ud, mindede Franz’ æteriske sang til tider om Björk. Men musikken var kun den ene del af Heilung. Deres sceneshow var en fuldt integreret del og når de kampklædte krigere kom ind med deres skjolde og store spyd og begyndte deres urdans til rytmerne, kunne man umuligt selv stå stille. Når de samme krigere så begyndte at hamre deres spyd i gulvet, blev de også en del af musikken, og publikum blev en del af showet og råbte med, dirigeret af Faust.

Og pludselig var det hele forbi – vi prøvede at klappe og råbe, men vi vidste det godt – bandet kom ikke ind igen.

Vi må vente, til de kommer næste gang, og håbe, at vi er blandt de heldige, der får en billet…

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *