BABYMETAL + SKYND
VEGA, KØBENHAVN
05.02.20
Tekst og foto af Marcus Mørkedal
Vega i København er uden tvivl et af byens mest legendariske spillesteder, så naturligvis var det dér, at Babymetal skulle spille deres første danske koncert nogensinde. Med sig havde de australske Skynd, der indtog scenen ca. kl. 20.10.
SKYND
Mit kendskab til Skynd var før deres koncert begrænset til, at jeg vidste, de var fra Australien, så jeg gik mere eller mindre blind ind til deres korte opvarmningskoncert. Det viste sig, at Skynd er kunstnernavnet til forsangeren, der havde en bassist og en trommeslager på hver side, til at fylde lokalet med hårde industrial-lydende beats og en tung, fyldig bas der både kom fra bassisten selv, men også fra trommeslagerens elektroniske dele af hans sæt. Forsangerens smukke vokal kunne sagtens fylde lokaler større end Vega, og mit største kompliment til Skynd efter deres koncert er, at de fik et lokale med plads til over 1.000 mennesker til at virke småt.
Det ville være synd at kalde Skynd for metal, selvom deres tekster er metalagtige. Hvert nummer handler om en person, en morder eller et mordoffer, og ifølge bandet selv dykker de med deres tekster ”dybt, dybt ned i sjælens onde afgrund”. De startede ud med nummeret ”Richard Ramirez”, der begyndte med en kort intro, hvor man hører hvem nummeret handler om. En lignende intro var foran næsten samtlige numre, og normalt har jeg ikke noget imod introer, hvis de hjælper med at sætte atmosfæren på plads, men i Skynds tilfælde var tonen og atmosfæren den samme hele vejen igennem, så introen endte med at være fuldstændig ligegyldig. Man får ikke noget ud af at høre en nyhedsreporter beskrive Tyler Hadleys forbrydelser eller høre Richard Ramirez omtale sig selv som ”Night Stalker”. Musikken var meget ensidig med undtagelse af nummeret ”Jim Jones” og det latterlige omkvæd på ”Tyler Hadley” og man kunne hurtigt danne mønstre på tværs af numrene. Skynd brugte diverse effekter på hendes mikrofon på lykke og fromme, og det fungerede desværre med få undtagelser ikke bedre end hendes normale vokal. Selvom deres tekster generelt er velskrevne og deres musik omfavnende og fyldig, manglede der i sidste ende lidt kant, hvilket er noget jeg aldrig troede jeg skulle sige om et industrielt technoband der synger om seriemordere. De spillede ikke i mere end 30 minutters tid, og der gik ikke lang tid, før Babymetal indtog scenen.
Sætliste:
1. Richard Ramirez
2. Elisa Lam
3. Katherine Knight
4. Jim Jones
5. Tyler Hadley
6. Gary Heidnik
BABYMETAL
Hvis du ligesom jeg indtil for et par dage siden ikke har et bredt encyklopædisk kendskab til Babymetals univers, så kommer der en hurtig introduktion her. Babymetal har siden 2010 været pionerer af kawaii-metalgenren. De blander altså ”nuttetheden” i den japanske kultur sammen med metal, og deres tekster er næsten udelukkende på japansk. Bandet består pt af tre dele: Babymetal, der er duoen bestående af Nakamoto Suzuka (Su-metal) og Kikuchi Moa (Moametal), Kami Band, det maskerede liveband med et ofte skiftende line-up og endelig ”The Avengers”. Babymetals Avengers har været en del af projektet siden 2018, og deres opgave er, at udfylde den plads som Yui Mizuno efterlod tom, da hun forlod bandet samme år. Det er en trio af backingvokalister, der ligesom Moametal også danser, og til hvert show er der en ny ”Avenger” på scenen. Deres lore går noget dybere end det, men mere behøver man ikke at vide, før man kaster sig ud i deres musik.
Babymetal indtog scenen ca. kl. 21 til introen til deres tredje album, Metal Galaxy, ved navn ”FUTURE METAL”. Hvis du ikke har bemærket det endnu, er Babymetal svært glade for at sætte ”metal” efter alting, måske for at overbevise ”true” folket om, at selvom man er iført gotisk Lolita punk outfits og kædedanser til numre som ”Gimme Chocolate!!”, så kan man sagtens være metal i 2020. Efter ”FUTURE METAL” kom ”DA DA DANCE”, også fra deres nyeste udspil, og allerede fra start af havde Babymetal et godt kram på publikum. Der er noget magisk ved at se inkarnerede fans gå amok til et band, der spiller deres første danske koncert, og selvom Babymetal ikke spillede specielt længe, 11 numre fordelt på en time, var der intet tegn på skuffelse fra nogen efter koncerten. ”Distortion”, også fra Metal Galaxy, var aftenens andet nummer, hvilket har en feature med Alissa White-Gluz fra Arch Enemy, efterfulgt af ”PA PA YA!!” og ”BxMxC”, hvorefter det maskerede Kami Band introducerede ”Kagerou” med en imponerende solo, der fik alle medlemmerne til at vise hvad de duede til. Efter ”Kagerou” kom et nummer med endnu en feature, denne gang var det Sabaton forsanger Joakim Brodén, der kunne høres på nummerret ”Oh! MAJINAI”, hvis riffs sagtens kunne lyde, som nogen Sabaton har kasseret. Brodén kunne også ses i baggrunden på storskærmen, der kørte med farverige musikvideoklip og var med til at sørge for, at publikums opmærksomhed altid var rettet mod scenen. Herefter spillede de numrene ”Megitsune” og fan favoritten ”Gimme Chocolate!!”. De skruede op for tempoet på sangene ”KARATE” og den passende betitlede ”Headbangeeeeerrrrr!!!!!” før de lukkede ballet med den episke ”Road of Resistance”. Med de velkoreograferede danse, et smukt lysshow, et interessant visuelt udtryk og varierede kompositioner med inspiration fra både power-symfonisk-, døds- og heavy metal var Babymetals ikke kedelig på noget tidspunkt, så selvom det kun varede en time, var det det hele værd. Hvad end man kan lide dem eller ej, er Babymetal kommet for at blive, og med deres showmanship, spændende musikalske udvikling og dedikation til deres image, visuelle udtryk og sceneshow, kan de kun blive større. Hail Babymetal!
Sætliste:
Intro: FUTURE METAL
1. DA DA DANCE
2. Distortion
3. PA PA YA!!
4. BxMxC
5. Kagerou
6. Oh! MAJINAI
7. Megitsune
8. Gimme Chocolate!!
9. KARATE
10. Headbangeeeeerrrrr!!!!!
11. Road of Resistance
