Frontalt thrash angreb fra Friscos finest
Amager Bio, torsdag d. 6. feb. 2020
Så skulle koncertåret skydes i gang med manér! Lige siden Bay Area Strikes Back pakken blev annonceret i efteråret, har jeg glædet mig som en gammel thrasher til at genopleve hele tre af mine favoritter fra det gudsbenådede kystområde i San Francisco. Egentlig ufatteligt at de gode venner fra hhv. Death Angel, Exodus og Testament aldrig har turneret sammen før, men nu skete det endelig, og København havde æren af at være første stop på den lange tour.
Man skulle ikke nyse for meget, for Death Angel gik på allerede kl. 19, men heldigvis nåede mit slæng og jeg lige at købe en bajer, et par trøjer samt indfinde os på gulvet til de indledende – og ganske Judas Priest-lydende – toner af titelnummeret fra drengenes nye monsterskive Humanicide. Lyden var fin fra starten og Death Angel tydeligt tændte som en 1000 w lyspære, alt imens de tight og energisk pløjede sig igennem et vel tilrettelagt best of set, hvor der trods kun omkring tre kvarter til rådighed blev tid til numre fra det meste af bagkataloget. Og heldigvis ramte dødsenglene stort set plet på alle plader ved at vælge netop de fedeste numre fra hvert album, så som ”Voracious Souls” (The Ultra-Violence), ”Seemingly Endless Time” (Act III), ”The Dream Calls For Blood” (The Dream Calls For Blood), ”Humanicide” + ”Aggressor” (Humanicide), ”The Moth” (The Evil Divide), ”Claws In So Deep” (Relentless Retribution) og afsluttende ”Thrown to the Wolves” (The Art of Dying), der som altid blev indledt med en snas af gode, gamle ”The Ultra-Violence”. Og apropos The Ultra-Violence så ramtes jeg af ærefrygt ved tanken om, at denne plade blev indspillet, mens medlemmerne kun var 14-17 år gamle! Vildt! Jeg så Death Angel første gang netop på The Ultra-Violence tour’en i 1987, hvor de blæste mig væk – nøjagtig som de gjorde denne februar-aften i Bio’en, hvor bandet sgu nærmest udviste samme energi som i deres ungdoms vår. Imponerende… og jeg fristes sgu til at krone Death Angel som aftenens vindere.
Efter en lidt for lang pause gik Exodus endelig på, og hvor havde jeg dog set frem til atter at se Gary Holt tilbage i dét band, som han selv startede for godt 40 år siden! Desværre kunne selv ikke Garys tilstedeværelse redde en koncert, som var plaget af dårlig lyd og en langt-fra-optimal setliste. Man kunne dårligt høre Lee Althus’ rytmeguitar, og sandsynligvis derfor fremstod dét, der burde være en mur af massive riffs, alt for tyndt – og det var faktisk først henne omkring de sidste par numre, at lyden blev markant bedre. Bandet virkede heller ikke så meget på, som man skulle mene, de burde være ved første gig på en ny tour – og det blev desværre sat ekstra meget i relief, når man lige havde oplevet Death Angels energi og uovertrufne evne til at komme ud over scenekanten. Og så var der setlisten, som desværre savnede næsten alle de største ”hits” fra den klassiske debut Bonded By Blood. Exodus plejer sgu stort altid at spille ragere som ”Piranha”, ”And Then There Were None” og ”A Lesson in Violence”, men de havde alle fået kniven denne aften, hvor de nyere og ofte lidt for lange numre fik lov at fylde lidt for meget. Misforstå mig ikke, jeg elsker materiale som ”Iconoclasm” og ”Deathamphetamine”, men hvorfor fanden vi altid skal trækkes med ”Blacklist”, går over min fatteevne! Og selvom gamle ”Deliver Us to Evil” var helt fin, så havde jeg gerne vekslet den til et par af de førnævnte, savnede klassikere. Og det var ikke optimalt at starte med ”Body Harvest”, som ganske vist hører til blandt de bedste fra den efterhånden seks år gamle, seneste studieskive Blood In, Blood Out, men som jo ikke har samme punch som klassikerne og følgelig ikke rigtig fik folk op at ringe fra starten. Og endelig savnede jeg i dén grad ”The Toxic Waltz”, som bandet egentlig skulle have spillet som næstsidste nummer, men måtte droppe grundet manglende tid. Til gengæld var det en fed overraskelse, at titelnummeret fra samme skive – nemlig ”Fabulous Disaster” – var genindtrådt i setlisten, for netop det nummer hører til blandt Exodus’ allerbedste, og der blev da også headbanget og skrålet ekstra meget til netop denne sang. Exodus var på ingen måde helt til rotterne, men ud af de 13 gange, jeg efterhånden har set bandet live, så var dette blandt de tre mindst gode, og det kunne man primært takke dårlig lyd, shaky setliste og lavt energiniveau for.
Pausen frem til Testament var tilpas kort, og det bragte et stort smil frem på mit fjæs, at gutterne fra start havde markant bedre lyd end forgængerne, og at de startede med helt igennem klassiske ”Eerie Inhabitants” fra The New Order. Oven i købet et nummer som ikke har været på setlisten i mange år, men som burde være der hver gang. Træerne voksede dog ikke ind i himlen, for energiniveauet nåede ikke Death Angel-højder, og selvom der var mere smadder i guitarerne, så var lyden ikke optimal og slet ikke på Chuck Billys vokal, og den ellers så pålidelige og brillante forsanger virkede heller ikke helt overbevisende i forhold til at huske alle teksterne. Selv en Chuck Billy i mindre end topform er dog stadig hoveder over de fleste andre frontmænd, og med en rytmeduo bestående af Steve DiGiorgio på bas og the man Gene Hoglan på trommer samt virtuose Alex Skolnick på leads og Eric Peterson på crunchy rytmeguitar, så siger det næsten sig selv, at Testament også denne aften var en nydelse. Også selvom setlisten mildest talt var i den mystiske ende, for bandet havde i dén grad blandet kortene op til denne tour og inkluderet flere obskure numre, som jeg aldrig eller kun yderst sjældent har hørt dem spille live før. Dels selvfølgelig den spritnye single ”Night of the Witch” fra det kommende album Titans of Creation, som jeg finder yderst fed – men også numre som ”The Persecuted Won’t Forget” fra The Formation of Damnation og ”Last Stand For Independence” samt ”Throne of Thorns” fra Dark Roots of Earth. Det var netop i disse numre, at Chuck havde lidt bøvl med at huske al lyrikken, og fair nok for de er faktisk ikke særlig fede i min bog og medvirkede desværre til, at man mere og mere stod og savnede nogle af klassikerne. Dem fik vi først for alvor til sidst, hvor ”Into the Pit”, ”Practice What You Preach”, ”Over the Wall” og ”Disciples of the Watch” fik lov at lukke ballet med manér. Jeg skal dog huske at sige, at det ikke var alle overraskelserne, der var af det onde, for jeg nød sgu at høre numre som ”Greenhouse Effect” og ”Fall of Sipledome”, som jeg ikke har oplevet Testament spille i mere end 20 år, og numrene fra Brotherhood of the Snake sad også lige i skabet. At jeg så savnede must-play-klassikere som ”The New Order”, ”Burnt Offerings” og ”D.N.R.”, som plejer at være på setlisten, må jeg bare leve med, når nu gutterne valgte at ryste posen så hårdt. Summa summarum en godkendt indsats fra Testament, men langt fra en af de bedre koncerter fra mine gamle Bay Area faves.
Og til sidst lige en thumbs up til Amager Bio for øl-logistikken. Næsten uanset hvor man valgte at stå, så var der typisk ganske kort til nærmeste ølbod og kun minimale køer! Sådan!
Af: Nolder
